Fodbold: Efter for anden gang at have spillet uafgjort mod Island ved Algarve Cup, tabte Danmarks EM-sølvvindende kvinder en straffesparkskonkurrence, der resulterede i en dansk 10.-plads ved turneringen i Portugal. Danmark stillede op uden Pernille Harder og en sygdomsramt Nadia Nadim. Turneringen blev aldrig færdigspillet. Et voldsomt regnvejr afbrød Sydkorea og Norges kamp om syvendepladsen efter første halvleg, og så måtte finalisterne Sverige og Holland dele turneringssejren.
Håndbold: Med en storsejr på 37-24 over HC Midtjylland tog KIF Kolding København et skridt mod en plads blandt de otte klubber i mændenes DM-slutspil. KIF gik fra 5-4 til 14-6 og så var den kamp reelt afgjort. Ribe-Esbjergs muligheder led derimod et knæk, da det ude mod Bjerringbro/Silkeborg blev et nederlag på 30-27, og så led Århus et overraskende nederlag på hjemmebane i lokalopgøret mod Skanderborg, der trods 30-24 er uden mulighed for at nå op i top-8.




























