Svar til håndboldstjerne: Du udtaler dig mod bedre vidende, Ann Grete

På hvilket grundlag udtaler Ann Grete Nørgaard sig egentlig om talentudvikling, spørger talentchef i DHF. 
   Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
På hvilket grundlag udtaler Ann Grete Nørgaard sig egentlig om talentudvikling, spørger talentchef i DHF. Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Søndag 1. april var der et interessant interview i Politiken med Ann Grete Nørgaard (AG).

Jeg kan godt lide, at håndboldspillere har noget på hjerte, at de brænder for deres sport og har en holdning til tingene. Det giver håndboldsporten en nødvendig kant, at der som AG er nogen, der 'deler vandene' - at det ikke bliver leverpostej det hele.

Ann Grete Nørgaard: »Jeg spiller på passion, vildskab og energi. Fjerner jeg det fra mit spil, bliver jeg fuldkommen ordinær«

Alligevel var jeg ved at få kaffen galt i halsen, da AG pludselig begynder at udtale sig om talentudvikling.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke: På hvilket grundlag udtaler du dig egentlig, Ann Grete?

Er en flot karriere i ligaen og på landsholdet samt undervisning på Hald Ege Idrætsefterskole nok til, at man kan udtale sig ret skråsikkert om talentudviklingen i DHF?

Ja, det er det tilsyneladende …

Slebne kanter er med til at realisere drømme

Måske skulle jeg bare lade det ligge, for det er jo primært damesiden, kritikken er møntet på, og de kan jo selv kommentere det, hvis de finder det nødvendigt. Men nej, for det første involveres herresiden også og for det andet kan jeg da ikke lade AGs fejlagtige udtalelser i et landsdækkende medie stå alene, for at tie er jo som bekendt at samtykke.

Og AG, jo, vi sliber sikkert kanter på spillerne, men ikke for at putte dem i kasser, men for at hjælpe dem med at realisere deres drømme om at blive topspillere.

Rent faktisk har vi på herresiden i erkendelse af, at vi ikke ved, hvordan spillet udvikler sig i fremtiden, et erklæret mål om at udvikle forskellige typer spillere på hver enkelt position, så vi ikke bliver renonce på et bestemt type, der måske kommer i høj kurs om nogen år.

Det hele står nedfældet i herresidens talentudviklingsprogram The Danish Way på DHFs hjemmeside – du burde læse det.

Du udtaler desuden, at vi i »dansk håndbold laver rigtig mange holdspillere, men talentsystemet på herre- og især kvindesiden laver ikke enerne. Det dyrkes ikke, når en spiller kan noget ekstraordinært. Det er tankevækkende«.

Enerne har fået lang snor

Det mest tankevækkende, AG, er, at du udtaler dig mod bedre vidende. Du er hermed inviteret til sommerlejr i Sakskøbing i begyndelsen af maj. Her vil du opleve, at vi træner meget individuelt og med udgangspunkt i den enkeltes potentiale.

Hvis der er noget, vi på herresiden har fået kritik for i de seneste år, så er det faktisk, at vi ikke har udtaget holdspillerne, men har givet enerne med det store potentiale alt for lang snor.

Vi har på herresiden adskillige gange i denne periode placeret os på øretævernes holdeplads, fordi vi i håbet om at kunne udvikle enerne er gået på kompromis med de kortsigtede resultater til ungdomsslutrunderne for at give de upolerede typer international erfaring.

Vi hungrer på herresiden efter spillere med kant, karisma og udstråling, men du har desværre ret, de er tilsyneladende en uddøende race. Du mener, skurken er DHFs talentudvikling og det er du i din fulde ret til at mene - jeg er imidlertid ikke enig.

Ungdomsspillere skal dæmpe fysik og følelser

Det vil føre for vidt at gå i dybden med den spændende problematik her, men jeg tror i højere grad, at svaret skal findes i præstationsræset, der starter tidligere og tidligere og beklageligvis understøttes af en uheldig turneringsstruktur, der i al for høj grad fremmer den kortsigtede gevinst i stedet for den langsigtede læring.

Desuden vil jeg pege på dommernes hårde linje i ungdomskampene, hvor spillerne hverken må bruge deres fysik eller vise deres følelser, før de sidder på bænken.

Næsten al intensitet er taget ud af ungdomshåndbolden, og derfor tror jeg, at så mange unge håndboldspillere næsten virker dresserede, når de løber rundt på banen.

Men AG, når alt kommer til alt, så sætter jeg pris på, at du er så ligefrem.

I en håndboldverden fyldt med politik og skjulte dagsordener, er det befriende med en person, man ved, hvor man har.

Claus Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her