Finland sender Danmark til København i tilfælde af sejr i aften

David W Cerny/Ritzau Scanpix
David W Cerny/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Normalt er der ikke den store tvivl om, hvem der går videre fra en VM-kvartfinale i ishockey, når en gruppevinder møder modsatte puljes nummer 4.

Men det kommer der måske til at være ved dette års VM i Danmark.

Tirsdag beviste Finland sig nemlig atter som værende slutrundens mest utilregnelig hold, da USA blev overmatchet i en kamp, som endte med finsk sejr på 6-2.

Spiller finnerne som mod Canada og USA i resten af turneringen, kan det blive til guld. Er det finske niveau mere som mod Danmark og Tyskland, kan det være slut i kvartfinalen torsdag mod Schweiz.

VM-overblik: Alle resultater, stillinger og program

Med sejren sikrede Finland sig ikke kun førstepladsen i VM-slutrundens stærkeste gruppe. Finnerne får også lov til at blive i Herning, der har været fyldt med farverige landsmænd i både bybilledet og Jyske Bank Boxen gennem hele gruppespillet.

Nøglen for Finland i VM’s afgørende fase bliver, at stjernerne Mikael Granlund og Sebastian Aho sammen med målmand Harri Säteri holder deres høje niveau fra Canada og USA-kampene.

Mod netop USA var stortalentet Aho fremragende med både tre scoringer og den kreativitet i sit spil, som amerikanerne manglende.

For USA viste det sig kosteligt, at man smed point mod Letland tidligere ved VM. Det manglende point gav nemlig Finland muligheden for at snuppe gruppens førsteplads på sidste spilledag, hvor USA tilmed spillede holdets hidtil dårligste kamp.

Dermed skal USA møde Tjekkiet i kvartfinalen i stedet for Schweiz. Det ligner en noget sværere opgave, da Tjekkiet både har slået netop Schweiz og Rusland tidligere i turneringen.

Med den finske sejr er det nu også sikkert, at Danmark skal spille kvartfinale i København, hvis landsholdet vinder over Letland i aften.

Stort interview med Danmarks bedste ishockeyspiller: Det brænder inde i Frans Nielsen. Måske får han aldrig slukket ilden

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her