Optakt: Marokkanere skal stå imod Ronaldo i lystigt målhumør

Cristiano Ronaldos præstation mod Spanien lover godt for resten af turneringen. Frank Augstein/AP
Cristiano Ronaldos præstation mod Spanien lover godt for resten af turneringen. Frank Augstein/AP
Lyt til artiklen

Efter Cristiano Ronaldos skræmmende stærke åbning med hattricket i Portugals 3-3-kamp mod Spanien - deriblandt et blændende frisparksmål - mangler han nu kun tre mål for at komme op på siden af legenden Eusebio, der med 9 af slagsen er alletiders mest scorende portugiser i VM-regi.

Ronaldo var i en klasse for sig, viste stor spilleglæde og lyst til at vinde med sit landshold og havde ingen tegn på skavanker efter en lang klubsæson i Real Madrid.

Og med præstationen mod rivalen Spanien in mente - hvorfor skulle det så ikke kunne lade sig gøre at komme det for ham mod Marokko, en langt svagere modstander, i kamp to?

En fantastisk kamp mellem Ronaldo og Spanien ender 3-3

Det var nemlig ikke prangende, hvad nordafrikanerne leverede i deres vitale åbningskamp mod Iran, som skulle slås for overhovedet at udgøre en trussel mod Spanien og Portugal til de to øverste pladser.

Efter et indledende højt pres, der ikke førte til noget, gik gassen af ballonen, og Iran endte med at vinde på et selvmål af indskifteren Aziz Bouhaddouz i det 5. af 6. overtidsminut.

Iran slår Marokko i sidste minut... på selvmål

Derfor har Marokko fortsat sin første sejr til gode ved VM, siden Skotland blev besejret 3-0 den 23. juni 1998 ved slutrunden i Frankrig.

Og på trods af, at holdet er tvunget til at vinde over Portugal for at være en bejler til at gå videre, taler alt for, at statistikken også føres videre til den sidste gruppekamp mod Spanien.

For portugiserne er ligeledes tvunget til at vinde, og lulles holdet ikke i søvn i mødet mod en langt dårligere modstander, vil sydeuropæerne stå noteret for 4 point efter 2 kampe.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her