Dansk håndboldlegende forlader Danmark for at prøve lykken i udlandet

Gudmundur Gudmundsson var Spellerbergs tredje og sidste landstræner. Spellerberg sluttede på landsholdet i 2015 ved VM i Qatar.  LARS POULSEN (arkiv)/POLFOTO
Gudmundur Gudmundsson var Spellerbergs tredje og sidste landstræner. Spellerberg sluttede på landsholdet i 2015 ved VM i Qatar. LARS POULSEN (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Endelig er det lykkedes for Bo Spellerberg at få et udenlandsk klubkapitel til sin lange succesrige håndboldhistorie.

Den snart 39-årige venstre back og playmaker har netop skrevet under på en 2-årig kontrakt med den schweiziske klub Otmar St. Gallen, og den danske veteran tiltræder jobbet om 3 uger.

Bo Spellerberg har spillet håndbold siden han var 6 - altså i 32 år. Og de 16 af dem har han spillet på højeste niveau, nationalt og internationalt, i KIF Kolding og Kolding København.

Ja, faktisk har han - der fik sin håndboldopdragelse i KFUM København og FIF - spillet så længe i den jyske topklub, at han blev identisk med klubben. Og det har været nærliggende at forestille sig, at han ville slutte sin aktive karriere i Kolding.

Men det bliver altså ikke tilfældet. Den schweiziske klub, der tidligere har haft Erik Veje Rasmussen som både spiller og træner, kom på tværs.

Kolding sadler om

Skiftet til Schweiz sker på et tidspunkt, da også Kolding sadler om. Klubben lukker hele københavner-projektet ned, Boesen-dynastiet træder fra efter over 30 års dominans - Jens Boesen stopper som direktør og Lasse Boesen som sportschef. Og en gruppe 'pengemænd' overtager driften af klubben.

Og nu forsvinder klubbens mest markante spillerprofil også: Bo Spellerberg.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg selv havde set det komme«, lyder det fra en smilende Spellerberg.

»Jeg havde jo egentlig troet, at jeg skulle slutte min karriere i Kolding, hvor jeg har været meget glad for at spille. Men de store forandringer i klubben og de naturligt mere dæmpede ambitioner har givet mig mulighed for at prøve noget andet - og det bliver så i Schweiz«.

Dobbelt europamester

»Naturligvis glæder jeg mig til den nye udfordring - og den kommer heldigvis på et tidspunkt, hvor jeg føler mig særdeles godt spillende og veloplagt. Men samtidig er det selvfølgelig mærkeligt at skulle forlade den klub, som i en årrække har været en del af min identitet«.

Som landsholdsspiller har Bo Spellerberg været med til at vinde EM-guld i både 2008 og 2012, han har deltaget i OL i 2008, og han har også vundet to VM-sølvmedaljer. Med Kolding er det blevet til 6 danske mesterskaber.

Undervejs i karrieren har Bo Spellerberg sagt nej til kontrakttilbud fra Flensburg-Handewitt og Rhein-Neckar Löwen i den tyske Bundesliga.

Rasmus Bech

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her