Jaaaa, Preben Elkjær ...«, skreg DR’s kommentator Svend Gehrs. Det var søndag 8. juni 1986. VM i Mexico. Ti minutter inde i kampen scorede Elkjær det første mål mod Uruguay. Et historisk fodbolddrama var i gang.
Samtidig udspillede et andet drama sig langt ude på den jyske hede. I et bælgmørkt og aflåst betonshelter i udkanten af Flyvestation Karup stod et jagerfly af typen F-35 Draken. Det var blevet skjult der af nogle få yngre jagerpiloter, som var på en yderst risikabel mission. Og nu kunne fodboldkampen mellem Danmark og Uruguay afgøre, om missionen blev en succes – eller fiasko.
»For hvert mål, der blev scoret, steg vores tro på, at planen ville lykkes«, fortæller en af piloterne, Torben Heindahl, der i dag er pensioneret SAS-kaptajn.
I sommeren ’86 var han med i en lille gruppe af yngre jagerpiloter, der blev revet med af fodboldeuforien, trodsede en klar militær ordre og i al hemmelighed forvandlede et af flyvevåbnets mørkegrønne jagerfly til et flyvende Dannebrog for at hylde ’dynamitdrengene’ i Mexico
