Romelu Lukaku delte i løbet af ugen en hård historie om sin barndom. Lørdag eftermiddag tangerede han Cristiano Ronaldo som foreløbig VM-topscorer i en kamp, der samtidig satte rekord.

Fri os for 0-0-kampe: Manden, der måtte leve af fortyndet mælk, baskede Tunesien og sikrede VM-rekord

Lukaku fortale tidligere på ugen en historie om, hvordan hans mor ville fortynde mælk for at få det til at række hele ugen.  Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Lukaku fortale tidligere på ugen en historie om, hvordan hans mor ville fortynde mælk for at få det til at række hele ugen. Kai Pfaffenbach/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I en VM-turnering, hvor flere af favoritterne har haft svært ved at slå mindre nationer, forholder det sig stik modsat for Belgien.

Det i sådan en grad, at det ville være useriøst ikke at stille sig selv spørgsmålet, om netop VM-turneringen i Rusland kan ende med det første rigtig store resultat for den gyldne belgiske generation.

Efter sejren på 3-0 over Panama i mandags blev det lørdag eftermiddag til en sejr på 5-2 over Tunesien.

Et resultat, der meget klart afspejlede forskellen på de to hold. Det stod 2-0 efter 16 minutter, 3-1 i pausen og 4-1 efter 51 minutter. Derfor blev det i grunden ligegyldigt, at Tunesien fik reduceret til 2-1 efter en dødbold i første halvleg og til 5-2 i sidste minut.

For selv tuneserne nede på græsset kan ikke 100 procent have troet på overraskelsen.

Mens flere af belgierne spillede en fornem kamp var Eden Hazard og Romelu Lukaku de mest iøjnefaldende. Det var nemlig også de to, som lavede 4 ud af de 5 belgiske mål.

Netop Romelu Lukaku beskrev tidligere på ugen i mediet, The Players Tribune, hvordan det som 6-årig gik op for ham, at hans familie var fattig, da han en dag så sin mor fortynde mælk, så det kunne række hele uge ud.

En oplevelse, der i hele hans liv har været en drivkraft bag at blive professionel fodboldspiller og kunne forsørge sin familie.

Ikke bare har han opnået det. Med sine 2 mål mod Tunesien er Lukaku nu delt VM-topscorer ved denne turnering sammen med Cristiano Ronaldo.

Begge de herrer har lavet 4 mål, inden den sidste runde i gruppespillet er påbegyndt. Ved flere af de foregående VM-slutrunder har 6 scoringer været nok til at blive topscorer.

Belgien-Tunesien blev ikke kun en bemærkelsesværdig kamp på grund af det belgiske niveau samt Lukaku og Hazards præstationer.

Der var også tale om kamp nummer 27 i træk med minimum en scoring ved dette VM.

En stime, der aldrig er set før i historien. Den hidtidige rekord tilhørte VM-slutrunden i 1954, hvor der blev scoret 26 kampe i træk.

Men det var også længe før introduktionen af VAR og målteknologi.


Politikens stjernebarometer

  • Romelu Lukaku, Belgien, 2
  • Eden Hazard, Belgien, 1

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her