Tre hold kan gå videre fra gruppe H, der i forbindelse med lodtrækningen blev udråbt til at være den mest åbne og uforudsigelige, og hvor der ingen klar favorit var til at ende hverken nummer 1 eller 2.
Et prædikat, der har vist sig at holde stik.
Godt nok blev Colombia og Polen kaldt svage favoritter til at gå videre. Men når den tredje og sidste runde af kampe i gruppen spilles i dag klokken 16, er det med Japan og Senegal i de to førersæder.
Japan har været gruppens - ja, sågar en af VMs - positive overraskelser og skal bare bruge et point mod Polen for at være sikret den tredje 1/8-finale i historien.
I sig selv et rigtig godt udgangspunkt, som imidlertid styrkes markant med det faktum, at Polen med to nederlag og ucharmerende spil ligger sidst og intet har at spille for. Polakkerne tegner sig for et af mesterskabets negative overraskelser, og rejser spillerne ikke hjem med en slutsejr, vil det ikke være overraskende, hvis det får konsekvenser.
Senegal er det sidste håb for Afrika til at få et hold videre til knockoutkampene og dermed bevare lidt af stoltheden.
Aliou Cisses tropper skal ud i en nervepirrende dyst mod Colombia, der ligger på den kedelige tredjeplads med 3 point. Senegal har 4 på andenpladsen. Begge hold kan gå videre med uafgjort, hvis Japan taber.
»Vi behøver at spille på et ekstraordinært niveau for at lå dem (Senegal, red.). Vi er et godt sted mentalt, men vi skal fortsætte med at forbedre os, fordi vi er ambitiøse, og vi håber at fortsætter ved dette VM«, siger Colombias landstræner, Jose Peckerman.
fortsæt med at læse




























