Optakt: Overraskelsen Japan får det svært mod skydeglade belgiere

Romelu Lukaku har været stærkt spillende for Belgien indtil videre. Ham skal Japan holde styr på i 1/8-finalen.  Hassan Ammar/AP
Romelu Lukaku har været stærkt spillende for Belgien indtil videre. Ham skal Japan holde styr på i 1/8-finalen. Hassan Ammar/AP
Lyt til artiklen

Der sker altid overraskelser ved en fodboldslutrunde. Noget, der ikke var forventet på forhånd.

Ved dette VM har Tysklands verdensmestre stået for den hidtil største ved at blive slået ud i gruppespillet, og herhjemme kan vi også bryste os af en af de større med EM-titlen i 1992. Begge havde ingen set komme.

I en noget mindre skala ligger Japan, der i dag klokken 16 spiller 1/8-finale mod Belgien. Det er overraskende.

Og det er det, fordi japanerne var regnet som det svageste af holdene i den ellers uforudsigelige og åbne gruppe H. Det blæste de vævre og fikse spillere imidlertid på og spillede friskt og uimponeret fodbold mod Colombia, sejr på 2-1, og Senegal, uafgjort 2-2. Alligevel gik japanerne kun lige videre på reglen om fairplay - de fik slet og ret færre gule kort end netop Senegal.

To superredninger, fire gule kort og 10 minutters antifodbold sender Japan videre på næstyderste mandat

Så nu står Akira Nishino og hans krigere i landets blot tredje 1/8-finale i historien. Og de står der helt uden et tyngende pres: Ingen forventer, at Japan sender Belgien ud.

For landet med chokoladen, øllen og en forrygende generation af fodboldspillere er klar favorit i dysten om at kvalificere sig videre til kvartfinalen.

Fra lækkerbisken til tam testkamp: Belgisk perle var ikke nok til at redde topopgør

Hos belgigerne kan man til gengæld snakke om forventninger og pres. Hypen omkring landsholdet er så stor, at der tales om, at alt andet end minimum en semifinale vil være en skuffelse, når nu træner Roberto Martinez har den ene profil efter den anden, der endda også fungerer sammen.

At komme blandt de fire sidste er bestemt ikke urealistisk, når man ser på, hvordan belgierne er trådt ind i VM. Det har de gjort med tre sejre, ni mål og mange producerede chancer. Dermed fortsætter de stilen fra kvalifikationskampene, hvor det blev til 43 mål i 10 kampe.

Hvordan skal japanerne dog holde angrebstrioen Dries Mertens, Romelu Lukaku og Eden Hazard fra fadet, og hvordan skal de selv score på sikre Thibaut Courtois i belgiernes mål?

Et skydetelt lurer. Forventningen er, at japanerne kommer under belejring.

Men som bekendt sker der altid overraskelser ved en fodboldslutrunde. Noget, der ikke var forventet på forhånd.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her