Optakt: Mexico har allerede skrevet VM-historie - i dag prøver holdet at bryde en ond cirkel

Javier Hernandez (th.) og Hirving Lozano jubler over sejrsmålet mod Tyskland. I dag venter Brasilien.  Lee Jin-man/AP
Javier Hernandez (th.) og Hirving Lozano jubler over sejrsmålet mod Tyskland. I dag venter Brasilien. Lee Jin-man/AP
Lyt til artiklen

Så - nu står de her igen.

For syvende VM i træk har Mexico kvalificeret sig videre fra gruppespillet, og i dag klokken 16 i Samara spiller holdet 1/8-finale mod mægtige Brasilien.

Det er både en imponerende statistik, men samtidig også en ond cirkel for mexicanerne: Alle de seks forrige gange er holdet røget ud.

Der drømmes om at bryde ud af cirklen, tage det næste skridt, skrive historie og nå til kamp fem, kvartfinalen, som det skete i 1970 og 1986. Landets bedste VM-resultat indtil nu.

Men faktisk har Mexico allerede skrevet VM-historie. Det skete i åbningskampen i gruppespillet, hvor holdet flot og fortjent besejrede de forsvarende verdensmestre Tyskland 1-0. Det var Mexicos første sejr over Tyskland i en kamp med noget på spil.

Siden blev også Sydkorea slået, men i kamp 3 faldt holdet pludselig helt sammen og tabte 3-0 til et sprudlende svensk mandskab og blev reddet på målstregen takket været sydkoreanernes forbløffende sejr over Tyskland.

Sverige knækker Mexico og er klar til 1/8-finalerne

»Vi er motiveret af det faktum, at vi er i knockoutrunden, hvor vi møder Brasilien og er en sejr fra at nå den femte kamp. Vi gik videre fra en vanskelig gruppe, og nu er vi her. Det er i vores hænder«, siger Mexicos anfører, Andres Guardado, til AP.

Brasilien vandt deres gruppe, men det skete med en anelse mere hiv og sving, end alle havde troet. Vi venter stadig på at se holdet spille så sprudlende og farverigt som i kvalifikationen.

Coutinho viste glimt af brasiliansk klasse - men mareridtet fra Fortaleza lurede igen

På trods af det er holdet klar favorit mod Mexico. Det er jo Brasilien.

Mexico har aldrig slået Brasilien ved et VM. For fire år siden spillede holdene 0-0 i gruppespillet. I 1950, 1954 og 1962 vandt Brasilien med en samlet målscore på 11-0.

Mexicos seneste sejr var i en venskabskamp i 2012, hvor holdet vandt 2-0.

Thomas Mielcke

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her