Det er blevet skrevet i beskeder og sagt i utallige videoer på de sociale medier af englændere de seneste dage.
»It’s coming home«. Et udtryk med reference til en del af omkvædet i Englands ikoniske slagsang fra EM i 1996, hvor pointen var, at guldet skulle hjem til den nation, som opfandt fodboldspillet.
Sådan gik det som bekendt ikke. England røg ud på straffespark til Tyskland i semifinalen, hvor en mand ved navn Gareth Southgate brændte.
På samme måde er den engelske VM-historie også fuld af smertelige nederlag.
Ronaldinhos frisparksmål hen over hovedet på David Seaman. Nederlaget i straffesparkskonkurrencen til Portugal i 2006. Kampen mod Tyskland i 2010, hvor Frank Lampards afslutning tydeligt var over stregen, men ikke blev anerkendt som et mål. For bare at nævne tre eksempler de seneste 16 år.
Indtil tre minutter inde i overtiden af ottendedelsfinalen mod Colombia anno 2018 lignede det dog, at tingene ville forløbe anderledes udramatisk for englænderne.
Det endte helt anderledes og med endnu en straffesparkskonkurrence. Men på trods af Jordan Hendersons brændte spark formåede det unge engelske landshold at overvinde fortidens dæmoner og sejre 5-4 samlet, efter den regulære spilletid sluttede 1-1.
Og nu kan VM-guldet måske komme 'hjem' til England. Hvem ved.
Southgates hold beviste sig nemlig som netop det i holdets første rigtig store test.
Kaptajn Harry Kane bevarede endda køligheden i en kamp fuld af vrede og frustrerede colombianske spillere, da England-kaptajnen midt i anden halvleg sendte et straffespark i nettet ved at sparke midt i målet til 1-0.
Den colombianske vrede opstod på grund af situationen, som førte til det engelske mål. Her trak Carlos Sanchez på tåbelig vis Harry Kane i græsset lige for øjnene af dommer Geiger.
Colombianerne så dog ud til at mene, at Kane selv havde startet balladen, uden tv-billederne helt underbyggede det.
Mens en håndfuld colombianere omringede Geiger for at protestere mod kendelsen, brugte andre den lange ventetid inden straffesparket på at trampe i jorden nær 11-meterpletten for at besværliggøre Kanes underlag. Men det rørte ikke den største stjerne på det engelske landshold.
Det hele blev dog for en stund ligegyldigt for England i det føromtalte tredje minut af overtiden. Med målmand David Ospina sendt frem i det engelske felt i et sidste desperat forsøg på at få udlignet, hoppede Yerry Mina højere end alle andre for tredje gang ved denne slutrunde og headede bolden i mål. 1-1.
Pludselig skulle England ud og spille forlænget spilletid og ikke begynde at koncentrere sig om en kvartfinale mod Sverige.
Pludselig kunne Colombia skabe de chancer, man ikke havde formået i de første 90 minutter uden den lægskadet James Rodriguez. Derfor virkede Colombia til at have en større tro på sejr i den forlænget spilletid end tidligere i kampen.
De engelske spillere trætte og nok bevidste om, hvordan det før er gået eget land i en lignende tæt kamp ved en slutrunde.
Til sidst fik de unge engelske løver selv lov til at sparke straffesparkskonkurrence, og det gik godt for kun anden gang ud af syv muligheder i engelsk fodboldhistorie.
Politikens stjernebarometer
- Harry Kane, England, 1
- Yerry Mina, Colombia, 1
- Jordan Pickford, England, 1
fortsæt med at læse
