Svømning: Da Pernille Blume svømmede semifinale i 100 meter fri tirsdag aften, leverede hun en underlig præstation, der i hvert fald kostede en sandsynlig medalje. Tidligere tirsdag avancerede Blume fra sit indledende heat i tiden 52,97 sekunder, som var den hurtigste af alle 51 svømmere i de seks indledende heats. Semifinalen blev dog en stor skuffelse for Blume, der blot sluttede på sjettepladsen og dermed ikke kvalificerede sig til finalen med sin tid på 54,71 sekunder.
Pernille Blume lagde ud med lyn og torden i højt tempo, som jagtede hun en supertid på de første 50 meter. Hun foretog så en overfladevending, tabte tid, og det hele endte med, at hun gik glip af finalepladsen. »Jeg ville gerne svømme hurtigt. Jeg ville gerne slå hånden i væggen og se, hvad der ville ske på de første 50 meter. Det var en beslutning, jeg selv tog. Jeg blev bare træt. Så kan man ikke gøre så meget. Nogle ting skal man bare prøve af. Det var det her, jeg besluttede mig for, siger Pernille Blume ifølge TV2 Sport.




























