En liga, der i sidste sæson gjorde rent bord i de europæiske klubturneringer ved at vinde både Champions League og Europa League, er per automatik en række, alle andre skal måle sig med. Men når der på kanten af en ny sæson i La Liga alligevel fornemmes en vis metaltræthed i det spanske og en række, som skal forsøge at genopfinde sig selv, skyldes det naturligvis fraværet af Cristiano Ronaldo.
Ja, der er allerede blevet sagt og skrevet meget om den portugisiske superstjernes afsked med Real Madrid, og bundlinjen er da også, at La Liga i de seneste næsten 10 år har levet af det ekstra krydderi, duellen mellen Ronaldo og FC Barcelonas Lionel Messi gav.




























