Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mikael Uhre kom ind efter pausen i Vejle og sørgede for Brøndbys 2-1-sejrsmål
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Mikael Uhre kom ind efter pausen i Vejle og sørgede for Brøndbys 2-1-sejrsmål

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Brøndby er nu igen et vinderhold

Alexander Zornigers hold, denne gang med kun 10 udenlandske spillere i startformationen, har vundet fire superligakampe i træk, men der var en hårdt fight at besejre Vejles oprykkere, som Brøndby-træneren roser.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Alexander Zorniger er superligatræner, og han bliver bedømt på, om han vinder nogle kampe. Underforstået: Han går ikke så meget op i, at Brøndby har en talentafdeling, Masterclass, der drives for angiveligt en halv snes millioner per sæson, og at klubben på Vestegnen gerne ser egenudviklede spillere på førsteholdet.

Den logiske konstatering kom fra Brøndbys talentchef Kim Vilfort, efter at den tyske cheftræner havde været ude med en form for kritik af Masterclass og nogle af de unge, mest talentfulde danske spilleres mentalitet.

Alexander Zorniger vandt mange kampe både i sin første og anden sæson i dansk fodbold, hvor Brøndby fik sølv begge år og i sidste sæson, da mesterskabet forsvandt for Zorniger-mandskabet til slut, blev pokalvinder med finalesejren over Silkeborg i Parken. Og med 2-1 over Vejle har Zorniger og hans hold nu vundet de seneste fire kampe på stribe.

Det vakte forståeligt opsigt, at Brøndby-holdet var danskerløst og fyldt helt op med 11 udlændinge i startformationen i 1-0-hjemmekampen mod Hobro. Midtbanespilleren Lasse Vigen Christensen var i karantæne i runde 18, og han var tilbage i start-11’eren mod Vejles oprykkere. Lasse Vigen er den af de otte danske spillere, som Zorniger har brugt i Superligaen i denne sæson, der har været med i flest kampe. I alt 15 udenlandske spillere har fået kamptid.

Alexander Zorniger udtrykte på forhånd stor respekt for Vejle og roste vejlensernes italienske træner Adolfo Sormani, der har sat rekord ved at pådrage sig en straf på fem spilledages karantæne. »Jeg synes faktisk, at de fortjener at ligge højere i tabellen, end de gør. De spiller virkelig underholdende, og de har ikke været påvirket af Adolfos karantæne. Men Vejle har også et relativt ungt hold og har måske savnet noget erfaring«.

»For mig er Vejle uden tvivl det bedste hold, der er rykket op i de to og et halvt år, jeg har været i Danmark«, sagde Zorniger til brondby-com. I hans første sæson vandt Lyngbys oprykkere bronze, og Hobro blev nummer syv i grundspillet som oprykker i sidste sæson.

Brøndby havde bolden meget før pausen, men var også sårbar, når vejlenserne erobrede bolden til at lave kontrastød. Og gæsternes opspil manglede bredde. Backerne var ikke så truende og kom ikke til så mange indlæg, som vi ofte ser, fordi hjemmeholdet forsvarede sig effektivt med Mads Greve i en hovedrolle.

Anfører Jacob Schoop, Arbnor Mucolli og Allan Sousa viste gode ting i Vejles offensiv, og Sousas frisparksmål til 1-0 var flot. Der var godt tempo i kampen og fight og nerve, og Brøndbys topscorer Kamil Wilczek var heldig med ikke at blive vist ud, da han bankede en albue ind i ansigtet på Kerim Memija.

Den polske angriber slap med en advarsel – og kunne udligne til 1-1 fra nært hold efter et frisparksindlæg straks i anden halvleg. Det var hans 46. scoring i Superligaen i jagten på klubbens topscorere, Ebbe Sand med 69, Ruben Bagger med 64 og Teemu Pukki med 55 Brøndby-scoringer i den bedste fodboldrække.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flot oplæg til sejrsmålet

Ligesom i udekampen mod AGF i mandags mistede Vejle-holdet lidt af gnisten og selvtilliden i de sidste 45 minutter. Og organisationen i forsvaret var ikke i orden, da Brøndby-anfører Johan Larsson strøg afsted på højrekanten i et opspil, hvor den fornuftige Lasse Vigen kom med en klog pasning. Larsson lagde bolden fint ind til indskifteren Mikael Uhre, der ikke havde svært ved at heade bolden i kassen til sejrsmålet i opgøret, hvor en frustreret Allan Sousa blev udvist til sidst.

»Vi har tydeligt kunne mærke, at det er Brøndby, der kommer«, sagde kommunikationschefen Morten Pelsh før startfløjtet. »Sponsorfaciliteterne blev udsolgt på rekordtid, der er dobbelt så mange journalister, dobbelt så mange kameraer, fanafsnittet blev også hurtigt udsolgt, og antallet af talentspejdere fra udenlandske klubber var vokset fra fire-fem til andre kampe til 20«.

Vejle Boldklub havde en forventning om, at der ville komme 7.000 til Brøndby-kampen. Der var 6.994 på tribunerne. Brøndby er holdet, der har spillet for flest tilskuere indtil videre i sæsonen. Mindst 1.500 Brøndby-fans støttede spillerne, der nu igen udgør et vinderhold.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden