Succes har givet Jordans fodboldkvinder medvind i befolkningen

På 14 år har en gruppe kvinder i Jordan skabt et fodboldlandshold, som i dag klarer sig bedre end mændenes. Den største udfordring har været at vinde befolkningens opbakning. Med hjælp fra en progressiv prins er de nu en succeshistorie om kvindefodboldens indtog i Mellemøsten.

Når hun rejser hjem til sine forældre, tager hun hijaben på igen.

Men lige nu træner Anfal al-Sufy sammen med resten af det jordanske kvindefodboldlandshold på kunstgræsbanen i Al Hussein Sports City. Hendes mørke hår er sat op i en stram hestehale. Hun er en lille kvinde med en spinkel krop, men et bredt smil. Og så løber hun hurtigt.

Idrætsbyen i det nordlige Amman er hjemsted for de fleste af landets eliteforbund. Om det vidner de råb, der kommer fra en karatetræning i nærheden. Lidt længere væk synger en moské solen ned.

Anfal al-Sufy føler sig modig, siger hun. Modig, fordi hun først skulle overbevise sine forældre om, at hun skulle have lov til at spille fodbold, selv om de i starten forbød hende at spille. Og modig, fordi hun har taget et valg om ikke længere at bære hijab.

»Mine forældre synes ikke om det. Men jeg spiller bedre uden den«, siger hun.

»Jeg kommer fra en by, hvor piger ikke engang kan bære shorts«, siger Anfal al-Sufy, der ikke taler så godt engelsk endnu, men er i gang med at lære det.

Hun trækker sit ærme op for at vise en tatovering, der dukker frem på hendes bare hud. En fodbold er tegnet i blæk på indersiden af hendes underarm.

Landsholdsspilleren kommer fra en fattig familie uden for hovedstadens moderne centrum. Hun er en af de spillere, der har mødt modstand, fordi hun er kvinde og gerne vil spille fodbold. På mange måder er hendes fortælling billedet på den udvikling, det jordanske kvindefodboldlandshold har gennemgået siden oprettelsen i 2005.


Anfal al-Sufy under landsholdets træning i hovedstaden Amman.

Anfal al-Sufy under landsholdets træning i hovedstaden Amman.


  Anfal al-Sufy viser sine tatoveringer.

Anfal al-Sufy viser sine tatoveringer.

Fra dengang at være en gruppe teenagepiger, som brændende ønskede sig at spille fodbold på organiseret niveau, men som havde en hel befolkning mod sig, er landsholdet i dag historien om en bevægelse for kvinders frigørelse i Mellemøsten og kvindefodbold som en etableret sport i regionen.

Undervejs har spillerne på vegne af deres køn skullet kæmpe mod kulturelle barrierer i et land, hvor en del af befolkningen stadigvæk har den gammeldags opfattelse, at der er visse ting, kvinder ikke kan.

Med hjælp fra en progressiv prins med forkærlighed for fodbold har forholdene og resultaterne langsomt forbedret sig. Landet har i løbet af de seneste tre år været vært for Mellemøstens to første Fifa-turneringer for kvinder, først U17-VM i 2016 og så Asian Cup i 2018. Det har sammen med spillere som Anfal al-Sufy været med til at gøre forskellen.

En bevægelse

Kongedømmet ligger ellers som en progressiv plet i midten af Mellemøsten, klemt inde mellem Palæstina, Saudi-Arabien og Syrien.Fodbold er den mest populære sport i landet. Alligevel strider noget imod, at kvinder skal spille, forklarer Rahaf Owais, der arbejder med kommunikation i Det Jordanske Fodboldforbund.

»Selv i dag er der noget i dele af den jordanske kultur, som dikterer, at kvinder skal gå mere op i at studere, blive gift og skabe en familie. Blive derhjemme«, siger hun og fortsætter:

»Og når alt kommer til alt, er vi stadigvæk et tredjeverdensland. Men Jordan udvikler sig hurtigt. Kvindefodbold er et rigtig godt eksempel på det«.

Rahaf Owais er tidligere håndboldspiller. Hun er klædt i en blå denimskjorte, og på hendes skrivebord oser en cigaret fra et askebæger. I dag er hendes job blandt andet at styre forbundets kanaler på de sociale medier.

Her har hun kunnet fornemme modstanden mod holdet. For tre år siden var hun vant til at læse negative og aggressive kommentarer til spillerne. Kvinder skal ikke spille fodbold. De skal giftes, lød det.

I dag skriver folk langt flere opmuntrende kommentarer.

»Folk skriver »Held og lykke« eller »Kvinderne fortjener det bedste««, siger hun.

Faktum er, at Jordans kvindelandshold klarer sig langt bedre end mændenes, hvis man kigger på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) verdensrangliste. Her ligger kvinderne som nummer 52, mens mændenes landshold ligger nummer 109. Samtidig er kvindeholdet placeret som det bedste i Mellemøsten.

At befolkningen sort på hvidt kan se den forskel, har klart været med til at ændre noget i bevidstheden rundtomkring i landet, siger Rahaf Owais.

»Der skal gode resultater til for at ændre en befolknings holdning til et landshold. Sejr gør alles liv nemmere«, siger hun, men det er ikke det eneste. Langt hen ad vejen er det spillernes drivkraft for at blive ved, uanset hvad resten af landet tænker, der for alvor har rykket noget. Derfor ser hun også holdets rejse som en del af en bevægelse, forklarer hun.

Bag Rahaf Owais står forskellige vimpler af den slags, man udveksler inden en landskamp. Der står også et indrammet billede af prins Ali, som er præsident i Det Jordanske Fodboldforbund og tidligere vice-præsident i Fifa. En stilling, som gjorde ham til sværvægter inden for den internationale fodboldpolitik.

Efter få dage i selskab med landsholdet og folkene omkring det er det tydeligt, at prinsen er en brik i holdets opblomstring. Rahaf Owais bruger ordet gudfar. En lignende forklaring kommer fra Soleen al-Zoubi, der er direktør for kvindeafdelingen i forbundet.

»Mange spørger os, hvorfor bevægelsen har ramt netop Jordan. Sandheden er, at hvis de, der har magten, går forrest, vil alle følge efter. Hvis prinsen ikke var bag os, tror jeg ikke, at vi var nået så langt«, siger hun.

»Vores mål har været, at kvindefodbold skal være på samme niveau som mændenes. Det var Hans Kongelige Højhed Prins Ali med på«.

Prins Ali er bror til landets konge, Abdulla 2. af Jordan, som også hænger på væggen i Det Jordanske Fodboldforbund.

Prins Ali er bror til landets konge, Abdulla 2. af Jordan, som også hænger på væggen i Det Jordanske Fodboldforbund.

Magten går forrest

Et kvarters kørsel uden for den bakkede hovedstad, Amman, vest for Al Hussein Sports City og forbi tre militære checkpoints bor han. Prinsen.

Her er omgivelserne lidt mere grønne end i byens støvede centrum. En butler i jakkesæt viser vej gennem en stor glasdør, der leder ind i den kongelige families private gemakker. Til store højloftede stuer med tæpper på gulvet og kunst fra alle verdensdele – og en samling af sten. Det interesserer prinsen sig for, lyder det fra hans assistent.

Mest af alt interesserer han sig dog for fodbold. Fra sin sofa fortæller prins Ali, at ønsket om at etablere et kvindelandshold kom fra spillerne selv.

»De ville gerne spille og konkurrere på internationalt niveau. Og det er deres ret«, siger prins Ali, som er klædt i jeans og en blazer.

»Det drejer sig om halvdelen af vores befolkning, så vi gør, hvad vi kan, for at promovere fodbold for kvinder. For mig at se er det et af de steder i sportens verden, der vækster mest. Men der er udfordringer en gang imellem – folk med traditionelle tankegange, som stadigvæk synes, at fodbold kun er for mænd«, fortsætter han.

Når prinsen bakker op om noget, bliver det næsten per definition prioriteret i Jordan. Derfor har kvinderne siden 2005 fået støtte til at rejse på træningslejre. Selv om det ikke altid har været på niveau med mændenes standard, kom de af sted. I dag får alle spillere penge for at spille på landsholdet, dog ikke nok til at kunne leve af det.

I 2016 var prins Ali den primære drivkraft i at få kvindernes U17-VM til Jordan. Det var samtidig den første Fifa-turnering for kvinder nogensinde, der blev afviklet i Mellemøsten. Samtidig var det første turnering, hvor spillere havde lov til at bære den muslimske hijab under kampe.

Fifa forbød ellers alle former for religiøs hovedbeklædning på fodboldbanen i 2008, men efter kritik, anført af selvsamme prins, valgte de i 2014 at ophæve forbuddet, som indtil da havde afholdt kvinder med tørklæde fra at spille fodbold.

Løgne dækkede over træning

Tilbage på førstesalen i fodboldforbundets bygninger i Amman har en mand rullet et bedetæppe ud i tekøkkenet. Også her hænger et billede af prins Ali.

Soleen al-Zoubi, direktøren for forbundets kvindeafdeling, forklarer fra sit kontor, at U17-VM var vendepunktet for den generelle holdning til kvindefodbold i det jordanske samfund.

»Familier kunne komme på stadion og se, at det er normalt for piger uden for Mellemøsten at spille fodbold«, siger hun.

»Men det er stadigvæk seniorlandsholdets plads på verdensranglisten, og det faktum, at vi er de bedste i Mellemøsten, der har fået folk til at se, at vi kan gøre det lige så godt som mændene«.

En fodboldtrøje med hendes navn på ryggen vidner om, at hun engang selv spillede på landsholdet.

»Da jeg startede, ville min mor ikke have, at jeg skulle træne med drengene, så jeg var nødt til at lyve for hende. Det stod på i et halvt år«, siger Soleen al-Zoubi. Hendes makeup er lagt med sikker hånd og rammer hendes brune øjne ind. Hun kaster sit hår til siden, når hun snakker.

Soleen al-Zoubis fortælling er på samme måde historien om et verdenssyn, der før i tiden dikterede, at kvinder ikke kunne spille fodbold, fordi det traditionelt har været en maskulin sport med hårde tacklinger og fysisk kontakt.

Soleen al-Zoubi var i 2005 med til at oprette landsholdet. I dag er hun formand for Det Jordanske Fodboldforbunds kvindeafdeling.

Soleen al-Zoubi var i 2005 med til at oprette landsholdet. I dag er hun formand for Det Jordanske Fodboldforbunds kvindeafdeling.

Når man spørger prins Ali, hvad den største udfordring for kvindefodbold i hans region er i dag, svarer han diplomatisk, at det måske »ikke er alle steder, der bliver brugt lige mange kræfter på at ændre på tingene«.

Med det skal forstås, at fodbold for kvinder stadigvæk bliver prioriteret i anden række mange steder.

»Men jeg tror, det er ved at ændre sig«, tilføjer prinsen.

I 2015 stillede han op som kandidat til præsidentposten i Fifa, men måtte se sig slået af Sepp Blatter. Da Blatter senere gik af i kølvandet på en stor korruptionsskandale, forsøgte prins Ali sig igen, men tabte til den nuværende præsident, Gianni Infantino.

Det er hans ønske, at der skal flere kvinder ind der, hvor beslutningerne i fodboldens verden bliver truffet, hvis sporten for alvor skal være for alle. Det er indtil videre lykkedes i hans eget forbund, som han fortæller har omtrent lige mange mænd og kvinder ansat i administrationen. Heraf fem nuværende landsholdsspillere.

Og så har han et andet pejlemærke:

»Når den første kvinde kommer til at træne et professionelt mandehold, ved vi, at tingene har ændret sig«, siger han.

»Det vil ske en dag«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce