Mellemøstens øjne hviler på Jordans kvinder

Holdlederen klapper i hænderne for at få ro.

»Yallah«, råber den lille tætte kvinde med krøller. Hun vifter med hånden for at fortælle, at det jordanske fodboldlandshold skal løbe på banen til dagens træning.

De 25 spillere sidder på række i omklædningsrummet på det stadion i hovedstaden Amman, hvor de for sidste gang mødes til træning, inden de rejser til Bahrain.

Her spiller de i disse dage ved kvindernes mellemøstlige mesterskaber i fodbold (WAFF), hvor eneste acceptable mål er at manifestere, at de er frontløbere. Både sportsligt, men også for den ligestillingskamp, der foregår på banen på vegne af hele deres køn. De spiller i en region, hvor de stadig kæmper for at ændre en forståelse, der tilsiger, at kvinder skal passe en familie. Ikke være fodboldspillere.

Vinterkulden er hårdere, end man ville have forventet af en ørkenstat, for Amman ligger højt. I omklædningsrummet står en termokande med te, som spillere og trænere kan varme sig på. Alligevel er langt de fleste iført shorts.

Spillerne retter lidt på håret. Så på strømperne. Alle rejser de sig og løber gennem døren og ud for at varme op på kunstgræsbanen, der denne januaraften er oplyst af store projektører.

Nogle er unge og nye i landsholdssammenhæng. Andre har været med på hele rejsen siden landsholdets begyndelse tilbage i 2005. Men fælles for dem alle er, at de med deres 52.-plads på Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) verdensrangliste er det bedst placerede hold i Mellemøsten.

Det gør dem ikke kun til rollemodeller for piger med fodbolddrømme i deres hjemland, men til forbilleder for spillere i en region. En rejse, der har taget 14 år.

»Vi har rykket noget for kvindefodbold. I starten mødte vi meget modstand. Folk syntes, det var mærkeligt, at kvinder spillede fodbold. Vi lever i et lukket samfund sammenlignet med Europa«, siger Maysa Jbarah, 29 år og angriber.

Selv om hun er kortklippet, har hun pandebånd på for at holde håret væk fra ansigtet, mens hun træner. Hun sidder på en bænk på sidelinjen og puster ud.

»Det er en god følelse at have gjort en forskel«, siger angriberen.

Mellemøstens bedste

Efter de jordanske kvinder ligger Iran med en placering som nummer 60 på verdensranglisten som det næstbedst placerede hold, hvis man kigger på dem, Jordan agter at sammenligne sig med. De Forenede Arabiske Emirater ligger på plads nummer 92.

I Afghanistan har en gruppe af kvinder på samme måde som i Jordan stablet et landshold på benene, men en skandale om seksuelle krænkelser ramte i efteråret holdet. Det fik efterfølgende Fifa til at suspendere præsidenten for det det afghanske fodboldforbund.

Selv om de fleste af landene i regionen har et hold, er det dog ikke alle steder, at kvindefodbold er blevet en etableret del af sportens verden. Sådan forklarer Soleen al-Zoubi, som står i spidsen for Det Jordanske Fodboldforbunds kvindeafdeling og er tidligere landsholdsspiller, situationen.

»For at være ærlig ser landene omkring os op til os, når det kommer til kvindefodbold. Nogle af dem arbejder hårdt for at forbedre deres landshold. Libanon for eksempel. Deres liga er stærkere end vores, som det er i dag«, siger hun.

Hun fortæller, at lande som De Forenede Arabiske Emirater og Palæstina bliver bedre, mens Kuwait og Saudi-Arabien også »så småt« er begyndt at fokusere på deres kvindeafdeling. Indtil videre holder Jordan dog fast i førerpositionen.

For år siden havde landsholdet kunnet være i fred, men i dag står flere journalister på sidelinjen, mens spillerne træner forsvarsformationer. De vil snakke med dem om, hvad deres forventninger til den kommende turnering er.

Den jordanske befolkning interesserer sig for holdet. Og det er et stort skridt, lyder det fra Maysa Jbarah.

»Da folk fik øjnene op for, at vi var gode, vandt vi langsomt mere opbakning. I dag har vi flere tilhængere, og folk kommer rent faktisk for at se vores landskampe«, siger Maysa Jbarah.

»Men vi kan godt gøre endnu mere. Sidste år håbede vi på at kunne kvalificere os til VM. Det missede vi. Det kommer forhåbentligt til at ske en dag«, fortsætter hun.

Jbarah spiller til daglig i Grenoble i den næstbedste liga i Frankrig. Hun er den eneste af holdets spillere, der lever af at spille professionel fodbold. En position, som hun håber kan give flere i regionen håb om, at det er muligt at skabe en fodboldkarriere i udlandet.

Misset VM

Konkurrencen uden for Mellemøsten er hårdere. Derfor trækker international erfaring. VM-kvalifikationen ved Asian Cup i 2018, som Maysa Jbarah snakker om, hviler som en stor skuffelse over samtlige spillere. Efter 14 års arbejde med at skabe et etableret landshold for kvinder ville det have været kulminationen at deltage ved mesterskaberne blandt verdens bedste. Men sådan gik det ikke.

Holdet sluttede sidst i deres gruppe efter nederlag til Filippinerne på 2-1, som Jordan ellers tidligere har slået. En kamp, hvor Maysa Jbarah ellers bragte sit hold foran efter 15 minutter.

Havde de holdt fast i føringen mod det østasiatiske hold, var de gået videre til kampen om femtepladsen. Her havde en sejr været lig med en billet til det kommende VM i Frankrig til sommer, lyder det fra holdets anfører, Stephanie Naber.

»Da vi missede kvalifikationen, føltes det som enden på det hele. Vi havde ét mål, som vi havde sat alt ind på. Flere af spillerne havde sagt deres job op eller udskudt et semester på universitetet for at fokusere på landsholdet«, siger Naber, som i 2009 spillede en enkelt sæson i danske Fortuna Hjørring.

»Hvis vi havde nået VM, kunne vi have vist verden, at kvinder i Jordan kan spille fodbold, selv om så mange har været imod vores projekt«, siger hun.

Jordan spillede ellers Asian Cup på hjemmebane på et fyldt stadion med plads til 5.000 mennesker. Bare det at være vært for en international Fifa-turnering med hold som Japan, Australien og Thailand var et stort skidt for en ung kvindefodboldnation i Mellemøsten. Nu giver de VM et forsøg igen om fire år, lyder det fra Soleen al-Zoubi, som leder forbundets kvindeafdeling.

»Hvis vi efter 20 år kan kvalificere os til VM, vil det være et enormt skridt. Det vil være med til at ændre forståelsen af fodbold for kvinder i hele regionen«, siger Soleen al-Zoubi.

»Så ved vi, at vi er blandt de bedste hold i verden og kan spille side om side med lande som Brasilien og Tyskland. Mange af de andre nationer har haft kvindefodbold i mange år, men i Jordan snakker vi 14 år«, siger hun.

Siden skuffelsen i foråret har Azzedine Chih overtaget landstrænerposten. Han kommer med 19 års erfaring fra det algeriske kvindelandshold, men har siden oktober trænet Jordan.

Når holdet i disse dage spiller WAFF-turnering i Bahrain, er det således hans debut. Spørger man den 59-årige nordafrikaner, hvad han forventer af kampene i Bahrain, trækker han på skuldrene og siger:

»Jamen vi er jo de bedste«.

Bolden i kløerne

Samme melding kommer fra spillerne. De mødes ved den bus, der om lidt skal køre dem gennem Ammans hektiske trafik til lufthavnen, så de kan nå deres natfly til Bahrain inden første kamp mod De Forenede Arabiske Emirater.

Alle er klædt i røde jakker med fodboldforbundets logo på brystet. En ørn, der letter med en fodbold i kløerne, og det jordanske flag i baggrunden.

»Det betyder virkelig meget for mig at spille med den her«, siger Maysa Jbarah og kigger ned på den majestætiske guldfugl.

»Det er jo det største at kunne repræsentere sit land«.

Hun sætter sig med musik i ørerne og læner sig tilbage og lukker øjnene for at finde en smule fred i spillerbussen, hvor arabisk pop og latter fra hendes holdkammerater støjer i baggrunden.

Det Jordanske Fodboldforbund har eksisteret i 70 år. I den tid har symbolet på hendes bryst været mændenes, men nu er det også blevet hendes.