Da Morten Olsen i tirsdags skævede mod uret i Boxen og dernæst i næstsidste sekund med et kraftfuldt underhåndsskud hamrede bolden i kassen til 28-17 mod Østrig, resulterede det i en af de rekorder, som kun vindøjede talnørder går op i.
Selv om det da ser imponerende ud med en dansk VM-start med fire sejre i træk, er det på ingen måde usædvanligt. Det er på nærmest mere reglen end undtagelsen, eftersom det er femte gang i de seneste seks VM-slutrunder, at Danmark har vundet de første fire kampe.
Håndbold
Danmark til VM
Men med sejren på 11 mål over Østrig er Danmark nået op på en samlet sejrsmargin på 60 mål, og det er lige akkurat en dansk VM-rekord. Den hidtil bedste danske VM-start var fra 2011, da Danmark vandt de første fire kampe med sammenlagt 59 mål, hvilket først og fremmest skyldes den indledende sejr på 47-12 over Australien, der markerede en anden rekord som den største danske VM-sejr nogen sinde.
Med sejren over Østrig satte Danmark faktisk VM-rekord for anden kamp i træk. Med 34-22 over Saudi-Arabien i mandags vandt Danmark for første gang tre kampe i træk med en tocifret marginal og den rekord blev altså forbedret til fire kampe i træk med de +11 mål mod Østrig.
31 indledende kampe uden nederlag
En enkelt skeptiker kunne så indvende, at det da bare manglede, når årets modstandere har været ikke-europæiske, men det har såmænd også været ganske normalt, siden VM-slutrunden i 1995 blev udvidet fra 16 til 24 deltagere. For to år siden mødte Danmark endda kun ét europæisk hold i den indledende runde.
Slutrundernes spillesystem er blevet ændret talrige gange siden udvidelsen til 24 hold, men i de seneste seks slutrunder er der afviklet et indledende gruppespil, hvor hvert hold har spillet fem indledende kampe. Og i den fase har Danmark været fuldstændig suveræn.
I 2007 var der fire hold i hver gruppe, og dengang i Tyskland indledte Danmark med at tabe 30-29 til Ungarn.
Siden har Danmark ikke tabt én eneste kamp i VM’s indledende runde.
29 sejre og 2 gange uafgjort (begge i 2015 mod Argentina og Tyskland) er det blevet til, inden Danmark i aften møder Norge - der for resten også har vundet årets første 4 kampe med en samlet målscorer på +60.
9 VM-sejre i træk i 2011
Selv om det skulle blive til en femte sejr i træk til Danmark, er der ingen historisk garanti for succes videre i turneringen.
Godt nok gik Danmark i både 2011 i Sverige og 2013 i Spanien hele vejen til finalen med henholdsvis 9 og 8 sejre, men da Danmark i 2017 i Frankrig havde vundet alle 5 gruppekampe over Argentina, Egypten, Sverige, Qatar og Bahrain, sluttede VM-deltagelsen med nederlag på 27-25 til Ungarn i ottendedelsfinalen.
OL-guldvinderne taber overraskende til UngarnÉt dansk nederlag er i øvrigt blevet kutyme for Danmark i VM-slutrunderne. Det har været tilfældet i de seneste fire. I finalerne i 2011 (Frankrig) og 2013 (Spanien), i kvartfinalen i 2015 (Spanien) og ottendedelsfinalen i 2017 (Ungarn).
Så et nederlag til Norge i aften behøver ikke nødvendigvis at være skidt. Da Danmark i 2008 vandt EM-guld, var det efter ét nederlag undervejs. Til Norge.
fortsæt med at læse




























