Kasper Schmeichel passeret 4 gange i vanvittig thriller, Real Madrid er ny 3’er i La Liga.

Hvorfor har Mbappe og Cavani mon begge en bold under trøjen?

Edinson Cavani var blot 16 minutter om at score tre gange, mens Kylian Mbappe (th.) brugte over 50 minutter.  Foto: Charles Platiau/Ritzau Scanpix
Edinson Cavani var blot 16 minutter om at score tre gange, mens Kylian Mbappe (th.) brugte over 50 minutter. Foto: Charles Platiau/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Paris SG styrer mod endnu et fransk mesterskab. Lørdag gik det ud over bundproppen i Ligue 1, Guingamp, der blev spillet sønder og sammen af pariserne, der anført af de to tremålskytter Kylian Mbappe og Edinson Cavani sejrede med vanvittige 9-0. Neymar bidrog også til målfesten med to mål, mens Thomas Meunier satte prop i med 9-0-scoringen i 83. minut. Efter deres hattrick sneg Kylian Mbappe og Edinson Cavani sig ud af Parc des Princes med hver deres kampbold under trøjen som det klassiske bevis på, at de hver især havde fundet vejen til nettet tre gange. 9-0-sejren er den største i Ligue 1, siden PSG for små tre år siden sejrede med samme cifre på udebane mod Troyes.

Fodbold. I Premier Leagues store London-opgør mellem rækkens nummer 4 og 5, Chelsea og Arsenal, sejrede Arsenal på hjemmebane med 2-0 på to franske mål af Alexandre Lacazette og Laurent Koscielny. Med sejren haler Arsenal ind på netop Chelsea, der indtager tabellens fjerdeplads med 47 point. Arsenal har tre færre på femtepladsen.

Solskjærs United sætter rekord, Liverpool sætter næsvise gæster på plads

Fodbold. Dortmund indledte forårssæonen i Bundesligan med at vidne 1-0 ude over Leipzig. Dortmund kom afgørende foran efter 20 minutter, da bolden efter et hjørnespark endte hos Axel Witsel, som via underliggeren smadrede den ind bag Leipzig-keeper Peter Gulacsi. Dortmun fører med 6 point ned til Bayern München.

Fodbold. Det danske U21-landshold tabte den anden testkamp på træningsturen til Mexico, da det blev 1-2 mod værterne. Det danske mål til 1-0 blev scoret af Newcastle-angriberen Elias Sørensen.

Fodbold. Den portugisiske kantspiller Diogo Jota var den afgørende faktor, da Wolverhampton i den tidlige lørdags kamp i Premier League sejrede 4-3 i et målorgie mod Leicester, der var nede med to ved pausen, men i løbet bare 6 minutter i 2. halvleg fik reduceret og udlignet. Men Diogo Jota, der også scorede til 1-0, fik øget til 3-2, inden Leicester-anfører Wes Morgan i 87. minut fik udlignet til 3-3. Næsten fire minuter inde i tillægstiden passerede Diogo Jota så danske Kasper Schmeichel i Leicester-målet for tredje gang og sikrede sit hold sæsonens 9. sejr.

Fodbold. Sevilla og landsholdsanfører Simon Kjær holdt stand på Bernabeu mod Real Madrid i 78 minutter, men så scorede Casimero til 1-0 for storklubben på et langskudsdrøn, inden Luka Modric cementerede sejren i sidste minut. Real Madrid og Sevilla byttede dermed plads i tabellen i La Liga, hvor Real er ny 3’er. Atlético Madrid er 5 point foran Real Madrid efter en overbevisende 3-0-sejr ude over bundproppen Huesca. Lucas Hernández bragte Atlético foran før pausen, og i anden halvleg øgede Santiago Arias og Koke til slutresultatet 3-0. Atlético har 2 point op til Barcelona, der møder Leganes søndag.

Fodbold. Ekslandsholdsspilleren Marcell Jansen er ny præsident i den tyske storklub Hamburger Sport-Verein, der er tophold i den næstbedste række. 33-årige Jansen sejrede i et kampvalg mod klubbens tidligere finanschef Ralph Hartmann.

Tennis. Topseedede Novak Djokovic måtte afgive sæt i 3. runde ved Australian Open i Melbourne, men serberen slog alligevel canadieren Denis Shapovalov 6-3, 6-4, 4-6, 6-0. Djokovic møder nu russeren Daniil Medvedev. Nattens kampe bød også på avancement til tyskeren Alexander Zverev (seedet 4). I damesingle viste topseedede Simona Halep fra Rumænien sig i en noget mere stabil udgave end i de første to runder. Halep var med 6-2, 6-3 en klasse bedre end den amerikanske veteran Venus Williams. Lillesøster Serena Williams var nådesløs i sit 3. rundemøde med Dayana Yastramska fra Ukraine. 6-2, 6-1 sluttede det til Serena Williams, der nu møder Simona Halep.

Tennis. Frederik Løchte Nielsen er sammen med Marcelo Demoliner klar til 3. runde i Australian Open i herredouble. Sammen med sin brasilianske makker, Marcelo Demoliner, vandt Frederik Løchte Nielsen tidligt lørdag morgen 6-3, 6-2 over det 10.-seedede par Dominic Inglot og Franko Škugor. I ottendedelsfinalen venter duoen med Raven Klaasen og Michael Venus. Efter Caroline Wozniackis exit er Frederik Løchte Nielsen sidste danske senior, der er tilbage i turneringen. Holger Vitus Nodskov Rune og Clara Tauson spiller 1. runde i juniorrækkerne natten til søndag.

Motorsport. Legendariske Michael Schumachers 19-årige søn Mick har skrevet kontrakt med Ferrari, som faderen vandt 5 VM-titler i formel 1 på stribe for. Mick Schumacher skal forud for den kommende formel 1-sæson være del af Ferraris testprogram. »Det er klart, at Ferrari har haft en stor plads i mit hjerte, siden jeg blev født, og har også en stor plads i hjertet på min familie, og derfor glæder jeg mig over dette skridt«, siger Schumacher, der i 2018 vandt formel 3-mesterskabet og rykker i år op i formel 2.

Håndbold. Lørdagen bød på tre danske sejre i kvindernes EHF Cup. Team Esbjergs strøg til top i EHF Cuppens gruppe A ved at besejre tyske Bietigheim 28-27 på hjemmebane. Estavana Polman scorede 9 mål for vestjyderne, der har 5 point efter 3 kampe. Viborgs kvinder er ligeledes ubesejret i gruppe C efter den tredje sejr på stribe. I Rusland blev Kuban Krasnodar slået i topopgøret med 31-27 – blandt andet på 9 mål hver af Kristina Jørgensen og Ann Grete Nørgaard. I gruppe D kom Nykøbing Falster på tavlen ved at vinde 31-26 på hjemmebane mod spanske Bera Bera. Dione Housheer scorede hele 10 gange.

Skisport. Det amerikanske alpinfænomen Lindsey Vonn er ikke helt oppe i omdrejninger efter en skade tidligt på sæsonen. I årets anden start måtte hun nøjes med en niendeplads i World Cup-styrtløbet i italienske Cortina d’Ampezzo. Østrigske Ramona Siebenhofer vandt.

Skisport. Østrigeren Vincent Kriechmayr scorede karrierens største gevinst, da han var hurtigst i det traditionsrige styrtløb i Wengen, som er World Cup-sæsonens længste. Kriechmayr klarede den over 4 kilometer lange Lauberhorn-piste i 2.28,36 minutter og henviste den schweiziske hjemmebanefavorit Beat Feuz til andnepladsen med bare 0,14 sekunder. Norske Aleksander Aamodt Kilde blev nummer tre.

Golf. Søren Kjeldsen sluttede som nummer 5 med et minus på 5 slag til vinderen i European Tour-turneringen Abu Dhabi HSBC Championship i De Forenede Arabiske Emirater. Irske Shane Lowry vandt foran sydafrikaneren Richard Sterne.

Cykling. 18-årige Oliver Wulff Frederiksen bliver den rutinerede 33-årige Michael Mørkøvs makker i seksdagesløbet i Ballerup. Mørkøv er godt tilfreds med at få teenageren som andne halvdel af par nummer 7. »Jeg har længe fulgt med i Olivers udvikling. Han har imponeret på banen, men mest af alt er det hans dedikation og menneskelige kvaliteter, der gør, at jeg tror på Oliver som en fremtidens mand«, siger Mørkøv. Seksdagesløbet i Ballerup indledes 31. januar.

Fodbold. Liverpool har forlænget kontrakten med den unge fremadstormende forsvarsspiller Trent Alexander-Arnold til 2024. 20-årige Trent Alexander-Arnold er født og opvokset i Liverpool og startede i klubben da han var 7 år.

Fodbold. FC Midtjylland har igen udlejet den 21-årige angriber Jákup Thomsen til islandske FH Hafnarfjördur.

Badminton. Det blev ikke til en finaleplads for den danske stjerne Viktor Axelsen i Malaysia Masters. 25-årige Axelsen var et skridt efter kinesiske Chen Long i semifinalen og blev slået 13-21, 18-21. I finalen venter sydkoreaneren Son Wan-ho, der gik videre til finalen uden at komme i aktion mod malaysiske Liew Daren i sin semifinale.

Fodbold. FC København har forlænget kontrakterne med angriberne Dame N’Doye og Jonas Wind til henholdsvis sommeren 2020 og udgangen af 2023.

Håndbold. Spanien skifter ud i deres VM-trup efter et bizart uheld undertræning. Reservemålmanden Rodrigo Corrales er ifølge TV2 ukampdygtig efter at en reklamebande væltede og skadede flere af holdets spillere fredag aften. Den rutinerede målmand Arpad Sterbik træder derfor ind i truppen.

Fodbold. Bayern München fik en vellykket start på foråret i den tyske Bundesliga med en 3-1-sejr mod Hoffenheim. Leon Goretzka scorede to gange, inden Hoffenheim fik reduceret og Robert Lewandowski cementerede 3-1-gevinsten.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her