Både træner og spillere er stolte over holdets indsats, efter landsholdet slog de franske forsvarende verdensmestre i aftens VM-semifinale.

»Jeg er virkelig rørt lige nu«: Nicolaj Jacobsen havde svært ved at finde ord, det havde Mikkel Hansen ikke

Landstræner Nikolaj Jacobsen og assistenstræner Henrik Kronborg krammer efter sejren.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Landstræner Nikolaj Jacobsen og assistenstræner Henrik Kronborg krammer efter sejren. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Danmarks herrelandshold i håndbold tævede de forsvarende verdensmestre fra Frankrig 38-30, og er nu klar til VM-finalen på søndag.

Nikolaj Jacobsen

Efter aftenens fantastiske semifinalekamp havde træner Nikolaj Jacobsen svært ved at få et ord frem, da TV2’s journalist fangede ham, for at få en kommentar til kampen.

»Jeg er virkelig rørt lige nu. Det har været en hård uge med mange skader. Vi har haft nogle udfordringer. I morges vidste jeg ikke, om Magnus Landin og Henrik Mølgaard kunne spille, da de begge havde noget med læggen. Sådan som drengene spiller og holder hovedet koldt, det gør mig meget stolt«, sagde den tydelig berørte træner.

Nikolaj Jacobsen roste blandt andre Rasmus Lauge, Mikkel Hansen, Morten Olsen og Anders Zachariassen:

»Vi spillede meget disciplineret. Lauge, Mikkel og Olsen løste mange ting rigtig flot«.

»Anders gjorde det fantastisk. Fløjene scorede på alt, og Jannick kom også ind og stod fantastisk. Det var bare en super kamp«, siger landstræneren.

Mikkel Hansen

Og aftens ’man of the match’ med 12 mål, Mikkel Hansen, var også tydeligt berørt. Kampens kommentatorer kaldte kampen for Mikkel Hansens bedste kamp nogensinde, og da journalisten spurgte Mikkel Hansen, om han var enig i det, lød det:

»Det var i hvert fald en af dem«.

Det var Mikkel Hansen nummer 200 jubilæumskamp, og han var ikke bare tilfreds med sin egen indsats, men hele holdets.

»Det var en kæmpe oplevelse. Kadeau til hele holdet. Frankrig er rigtig, rigtig gode, så at vi kan score 38 mål mod et forsvar som deres, er imponerende«.

»Rent offensivt, var det fantastisk. Jeg synes vi spiller klogt«.

»Jeg synes, vi spiller med en utrolig stor tro på egne evner. Vi fik en god start, og så rullede det videre«, sagde Mikkel Hansen til Tv2.

Magnus Landin

Til DR fortæller Magnus Landin, at spillerne er ’oppe og køre’ og synger i omklædningen. Og så bliver der nok plads til en enkelt øl. Han mener, at resultatet var fortjent.

»Vi lykkedes meget godt både i defensiven og offensiven. Jeg synes, det er helt fortjent, at vi vinder, der er mange ting, der lykkes i dag«.

Morten Olsen

Morten Olsen scorede fem mål i aftens kamp.

»Det må være første gang, at et hold har lavet så mange mål imod Frankrig. Jeg er imponeret over, at alle var så kølige. Jeg synes, også vi var taktisk bedre forberedt og havde studeret dem godt. I de første 10 minutter så det lidt svært ud, men vi fik scoret alligevel. Og til sidst havde de jo ikke en chance«, sagde Morten Olsen til Jyllands-Posten.

»Det er fedt, at vi skal hjem og spille foran 15.000, og jeg håber, at vi kan tage guldmedaljen på søndag«.

René Toft Hansen

»De her drenge, de er fucking seje. En kæmpe drøm går i opfyldelse« skriver René Toft Hansen, der måtte udgå af truppen på grund af skade, på Twitter.

Nu venter finalen

Danmark er nu videre til VM-finalen, der skal spilles på søndag klokken 17.30 i Herning. Om de danske herre skal møde Tyskland eller Norge bliver afgjort senere fredag aften.


Mynthe Villadsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her