Direkte sport i tv
Tirsdag 29. januar
TV 2 Sport
11.00 Tennis: WTA St. Petersburg (k)
18.30 Håndbold: Silkeborg-V. – Aarhus (k)
20.30 Ishockey: Herning-Rungsted
4.30 Basketball: LA Lakers-Philadelphia
TV3+
21.00 Fodbold: Newcastle-Manchester C.
TV3 Sport
21.00 Fodbold: Guingamp-Monaco
1.05 Ishockey: Boston-Winnipeg
Eurosport 1
17.30/20.30 Alpint: World Cup, slalom (m)
Eurosport 2
23.00 Cykling: Vuelta a San Juan
Badminton: Søndag meddelte Badminton Danmark (BD) og spillerne, at man var nået til enighed om en ny landsholdsaftale. Efterfølgende har BD lagt stor vægt på, at det var afgørende for de slutteligt konstruktive forhandlinger, at Martin Juul Christensen, jurist hos Fagbevægelsens Hovedorganisation, trådte ind som forhandlingsleder for spillerne i stedet for Spillerforeningens Mads Øland, som forbundet ikke længere ville forhandle med. Men den udlægning harmonerer ikke helt med virkeligheden ifølge Jan Ø. Jørgensen, der selv har deltaget ved nogle af møderne.
»Mads har været med til forhandlingerne. Det er ingen hemmelighed. Også de afgørende i de seneste 14 dage. Mads har repræsenteret os hele vejen, og vi er ekstremt glade for hans vejledning«, siger Jan Ø. Jørgensen til DR Sporten. Martin Juul Christensen trådte til som mægler, men ifølge Jan Ø. Jørgensen har Øland altså også siddet med til bords hele vejen og været spillernes reelle repræsentant.
Fodbold: Den danske landsholdsspiller Lukas Lerager er udlejet fra Bordeaux til Genoa i seks måneder, oplyser Bordeaux på Twitter. Genoa har også fået en købsoption.
Håndbold: Kvaliteten var tirsdag aften mildest talt svingende, da Silkeborg-Voel tog imod Aarhus United i kvindernes bedste række, men det blev spændende hele vejen til slutfløjt. Her var hjemmeholdet bedst til at holde hovedet bare en smule koldt, og det resulterede i en sejr på 25-24 til Silkeborg-Voel. I tabellen haler silkeborgenserne på syvendepladsen ind på netop Aarhus United, der er nr. 6. Aarhusianerne er fortsat 3 point foran. Vigtigere er det dog for Silkeborg-Voel, at afstanden til den niendeplads, der betyder et misset slutspil, blev øget til 3 point.
Fodbold: Superligaens tophold FC København har indgået en femårig femårig kontrakt med den kroatiske midtbanespiller Robert Mudrazija. Den 21-årige er købt i NK Osijek. Pris ca. 18 millioner kroner, mener både BT og Ekstra Bladet at vide. FCK-manager Ståle Solbakken har fulgt den angiveligt ganske eftertragtede kroatiske U21-landsholdsspiller længe. »Robert er en meget talentfuld spiller, der har nogle gode offensive kvaliteter, men også er en god og aggressiv bolderobrer«, siger FCK-bossen og tilføjer: »Vi er afklarede med, at han skal gennem en periode nu, hvor han skal vænne sig til vores måde at spille fodbold på og de krav, den spillestil stiller til hans position. Det er vi meget fortrøstningsfulde omkring«.
Håndbold: De danske VM-guldvindere vender tilbage til Royal Arena, hvor det hele startede, da rejsen mod triumfen blev skudt i gang 10. januar. Denne gang gælder det EM-kvalifikationen, hvor Danmark skal møde Montenegro. Det sker lørdag 13. april klokken 20.15. Forud for kampen spiller Færøerne EM-kvalifikation mod Ukraine. Den kamp starter 17.45.
Olympisk: Flyselskabet SAS bliver hovedsponsor for de olympiske atleter fra Danmark, Norge og Sverige under OL i Tokyo i 2020 og vinter-OL i Beijing i 2022. Det skriver selskabet på sin hjemmeside. Det er første gang, at de tre lande har valgt en fælles skandinavisk partner. Aftalen indebærer, at SAS støtter de tre forbund under forberedelserne til OL og flyver atleterne til og fra de olympiske destinationer.
Fodbold: Hvis klubben med tilnavnet ’Den gule ubåd’ går ned, sker det i givet fald uden træneren Luis Garcia. Den spanske La Liga-klub Villarreal har tirsdag fyret Luis Garcia, der ellers først kom til klubben i december, men efter blot én sejr i 9 kampe altså er historie igen. Villarreal tabte i lørdags 0-3 i lokalopgøret mod Valencia og er nr. 19 og næstsidst i La Liga med 5 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
Badminton: Konflikten mellem forbund og landsholdsspillere er løst, spillerne kan igen træne i elitecentret i Brøndby, og forbundet kvitterer med udtagelser til det kommende EM for blandede hold på Frederiksberg i midten af næste måned. Viktor Axelsen og sensationsvinderen fra Indonesia Open i søndags, Anders Antonsen, der nu er nr. 15 på verdensranglisten, fører an sammen med Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt, mens Mads Pieler Kolding og Christinna Pedersen er to af de mest rutinerede doublespillere i den i alt 18 mænd og kvinder store danske EM-trup.
Fodbold: Den 28-årige kantspiller Tiemoko Konate, der for nogle år siden fik 2 A-landskampe for Elfenbenskysten, er ny mand i Superligaen hos Vendsyssel. Tiemoko Konate kommer fra Mlade Boleslav i Tjekkiet og har fået kontrakt sæsonen ud.
Fodbold: Den nye Rosenborg-træner Eirik Horneland var mandag i København for at se til sine strafafsonende angriber Nicklas Bendtner. Den voldsdømte ekslandsholdsspiller er god til at passe sin alene-træning, mens han afsoner med fodlænke, forklarer Eirik Horneland til norske Adresseavisen. »Vi fik snakket om, hvor vi står, og hvor han står. Det var en fin samtale... han er meget klar på at vende tilbage«, siger Rosenborg-træneren, der får Bendtner til Norge efter endt afsoning i slutningen af februar.
Fodbold: Paris SG har styrket midtbanen med den argentinske landsholdsspiller Leandro Paredes, der er købt i Zenit i Rusland og blevet udstyret med en kontrakt til 2023. PSG er en smule ramt på den centrale midtbane, da Marco Verratti og Lassana Diarra er skadet, mens Adrien Rabiot ikke har ønsket at forlænge med klubben og derfor er røget i unåde hos træner Thomas Tuchel og den øvrige ledelse.
Fodbold: Forsvarsspilleren Kian Hansen har forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland til udgangen af 2021. »Han var en central del af det defensive trekløver, der sikrede os vores seneste mesterskab, og han har en stor andel i den måde, vi angriber kampene på – både i denne sæson og sidste sæson«, siger sportschef Svend Graversen.
Tennis: Australiens Davis Cup-kaptajn Lleyton Hewitt er stærkt utilfreds med det turneringsformat, der indføres i år i den prestigefyldte landsholdsevent. Her er der i weekenden 12 finalepladser på spil til slutspillet i Madrid til november, hvor seks lande – Spanien, Kroatien, Frankrig, USA, Argentina og Storbritannien – allerede er sikret plads. Ændringerne er i Davis Cup er sat i værk af investeringsgruppen Kosmos, der som led i et partnerskab med ITF, Det Internationale Tennisforbund, har betalt 3 milliarder dollar for rettighederne til Davis Cup i de kommende 25 år.
Kosmos-gruppen har fodboldspilleren Gerard Pique som grundlægger og chef. Barcelona-stjernens plan falder ikke i god jord hos Lleyton Hewitt, der kalder den »latterlig«. »Nu bliver tingene drevet af en spansk fodboldspiller. Det svarer til, at jeg ville kræve ændringer i Champions League. Han ved jo intet om tennis«, siger Hewitt ifølge AP forud for Australiens møde med Bosnien.
Fodbold: Den 21-årige forsvarsspiller Andreas Skovgaard forlod FC Nordsjælland ved kontraktudløb ved årsskiftet og har nu fundet en ny klub. Det bliver i fremtiden hollandske Heerenveen i Æresdivisionen, der får glæde af ungdomslandsholdsspilleren på en kontrakt til sommeren 2022.
Tennis: Briten Andy Murray meddeler, han har gennemgået en vellykket operation og har fået en ny hofte lavet af metal. Den 31-årige tidligere verdensetter har gennem et par år haft store smerter i hoften og bebudede for et par uger siden ved Australian Open, at karrieren meget vel kan være forbi.
Badminton: Doublespecialisten Kasper Antonsen indstiller sin karriere som bare 24-årig, oplyser han til TV2 Sport. Kasper Antonsen, der er storebror til stortalentet Anders Antonsen, som i søndag triumferede i Indonesia Open, blev for fire måneder siden droppet til landsholdet.
Fodbold: Efter 8 sejre på stribe af 8 mulige er selvtilliden skyhøj hos Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær, der har sat sig nye mål for sæsonen. »Vi bliver nødt til at sætte os ned og spørge: Kan vi vinde noget i år?«, siger Solskjær ifølge BBC. Han giver selv svaret. »Jeg går som Manchester United-manager ind til hver eneste kamp med en tro på, at vi kan vinde«.
Badminton: Den 25-årige spanske OL-guldvinder og regerende verdensmester i single, Carolina Marin, kommer ikke på banen igen før til efteråret. Marin har revet det forreste korsbånd i højre knæ over, og der venter hende nu en pause på mellem seks og ni måneder, oplyser hendes danske træner, Anders Thomsen, til TV2 Sport.
Håndbold: Tysklands topscorer ved VM, Uwe Gensheimer, meldes på vej tilbage til Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen. Avisen Mannheimer Morgen mener at vide, at den 32-årige Paris SG-spiller bliver præsenteret onsdag.
Fodbold: Bologna i Serie A har fået ny træner. Bologna fyrede mandag træner Filippo Inzaghi og ansatte i stedet Sinisa Mihajlovic i jobbet.
fortsæt med at læse




























