Efter at have vundet sin anden VM-guldmedalje i Åre måtte Mikaela Shiffrin (tv.) trøste schweizeren Wendy Holdener, der kiksede i andet gennemløb, efter at have været hurtigst i det første.
Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix

Efter at have vundet sin anden VM-guldmedalje i Åre måtte Mikaela Shiffrin (tv.) trøste schweizeren Wendy Holdener, der kiksede i andet gennemløb, efter at have været hurtigst i det første.

Sport

Kvindernes slalom giver VM-rekord og svensk forløsning

Amerikaneren Mikaela Shiffrin blev verdensmester i slalom for fjerde gang i træk.

Sport

Efter Lindsay Vonns afsked med det alpine skicirkus står den amerikanske arvtager ikke bare klar. Mikaela Shiffrin er i en alder af 23 år allerede foran sin forgænger i flere henseender.

I Åre satte Shiffrin en imponerende rekord, da hun blev den første nogen sinde til at vinde en VM-disciplin for fjerde gang i træk. Med overbevisende marginal – det er 0,62 sekund i slalom – vandt Mikaela Shiffrin et spændende slalomløb, som fandt sin afgørelse, da Wendy Holdener kiksede i andet gennemløb.

Schweizeren havde været hurtig i det første med et forspring på 0,15 sekund til Shiffrin på tredjepladsen, men i jagten på guldet satsede Holdener allerede efter 10 sekunder og måtte kravle et par skridt tilbage ad pisten, og så var medaljemuligheden naturligvis spoleret. Holdener endte som nummer 17, 5 sekunder efter Shiffrin.

Shiffrin har udover sine fire verdensmesterskaber i slalom også vundet super-G ved dette VM, og med sine 5 VM-titler overgås hun i VM-sammenhæng nu kun af tyskeren Christl Cranz (12), franskmanden Marielle Goitschel (7), svenskeren Anja Pärsson (7) samt schweizeren Erika Hess (6).

Første svenske medalje i Åre

Dagens gladeste skiløber var dog Anna Swenn Larsson, der havde haft næsthurtigste tid i første gennemløb, og selv om hun blev passeret af Shiffrin, jublede svenskeren i vilden sky, da hun løb over målstregen med næstbedste samlede tid, hvilket garanterede hende en medalje.

Den blev så af sølv, da Holdener kiksede, og så var værtsnationen også på medaljetavlen for første gang ved stævnet. Ikke siden 2009 har Sverige oplevet et alpint VM uden en medalje.

Anne Swenn Larsson blev nummer 5 ved OL sidste år og har bare to gange været på podiet ved World Cup-løb, og hun kunne ikke have valgt et bedre sted at vinde sin første VM-medalje.

»Nej, jeg bor lige deroppe«, forklarede den storsmilende svensker i et tv-interview og pegede fra målområdet op på sit hus, hvorfra der er udsigt over slalomløjpen.

Med bronzemedaljen fik tjekken Petra Vlhova paletten fuld, efter hun i Åre har vundet guld i storslalom og sølv i den kombinerede konkurrence.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden