To østrigere er i politiets varetægt for at have bloddopet sig under ski-VM. Internationalt dopingnetværk er under optrevling.

Operation åreladning: Kommende politibetjente taget på fersk gerning i færd med at bloddope sig

To østrigske løbere har fået en afvaskning af de helt kolde ved VM på hjemmebane.  Foto: Georg Hochmuth/Ritzau Scanpix
To østrigske løbere har fået en afvaskning af de helt kolde ved VM på hjemmebane. Foto: Georg Hochmuth/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Verdensmesterskaberne i de nordiske skidiscipliner blev onsdag rystet godt igennem af en stor dopingskandale.

Fra Seefeld i Østrig, hvor der siden sidste uge har været afholdt VM, forlød det omkring middag, at to østrigske løbere var blevet taget med af politiet. Dominik Baldauf og Max Hauke, der forleden blev nummer 6 i VM’s holdsprint, blev ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung taget på fersk gerning, da de i timerne op til onsdagens 15-km udfordring var ved at udføre bloddoping.

»En af de pågrebne blev taget på fersk gerning, da han var i færd med at bloddope sig med en nål i armen«, fortalte den østrigske efterforskningsleder Dieter Csefan ifølge den norske avis VG ved et pressemøde.

Ledere af det østrigske langrendslandshold havde forinden bekræftet historien om de to østrigske atleter, der som flere andre østrigske langrendsstjerner er under uddannelse i det østrigske politi (!).

Den norske langrendstræner Trond Nystad, der arbejder som koordinator i langrendsafdelingen i Det Østrigske Skiforbund (ÖSV), fortalte til Østrigs nationale tv, ORF, at sagen bør gøre alle omkring holdet kede af det.

»Man føler sig taget i røven«, siger han og fortsætter:

»Vi arbejder nat og dag på at få succes og sende stærke ski i konkurrence. Jeg troede helt ærligt, at folk havde lært noget af fortiden«, siger Nystad – måske med henvisning til den skandale, østrigerne var ophavsmænd til ved vinter-OL i Torino i 2006, hvor en stor razzia sluttede med, at den østrigske landstræner tog flugten fra myndighederne og til sidst kørte galt i sin bil.

»Jeg håber, de har nosser til at tilstå«, siger Nystad.

Også aktion i Tyskland

I Tyskland blev der ligeledes foretaget anholdelser i sagen. En sportsmedicinsk klinik i byen Erfurt blev således endevendt af tysk politi, der i fællesskab med myndighederne i Østrig har givet den koordinerede indsats navnet Operation Aderlass (operation åreladning), en aktion rettet mod et angiveligt verdensomspændende internationalt dopingnetværk.

»Organiseret kriminalitet«, som efterforskere udtrykte det. Med beskrivelsen verdensomspændende internationalt dopingnetværk begrænser dets aktiviteter sig næppe til langrend.

I alt er foreløbig 9 personer anholdt og 16 adresser ransaget, meddeler Bundeskriminalamt under Østrigs indenrigsministerium.

Efterforskningsleder Dieter Csefan oplyste endvidere, at de pågrebne atleter gennem længere tid er blevet overvåget.

»Vi ville finde ud af, hvem der blev behandlet af de mistænkte læger«, lød det fra Dieter Csefan, der mener, at dopingringen har været aktiv i mere end 5 år.


En læge, Mark Schmidt, med tidligere ansættelse på det store tyske cykelhold Gerolsteiner, spiller en større rolle i sagen og er blandt de anholdte. Gerolsteiner-holdet lukkede i 2008 efter massive dopingproblemer.

Gerolsteiner-holdet havde østrigeren Bernhard Kohl som det store Tour de France-håb i 2008. Kohl brillerede særligt i højderne, vandt bjergtrøjen og sluttede på podiet som 3’er i Paris. Tre måneder efter sensationen blev Kohl testet positiv for doping, og det viste sig siden, at han var medejer af en blodcentrifuge, der gik på omgang blandt flere ryttere. Også den danske Tour-svindler Michael Rasmussen havde, viste det sig under en retsag i Holland 6 år senere, i 2007 erhvervet sig en andel i det særprægede medicinske apparat, som blev brugt i bloddopingøjemed.

Mark Schmidt er som myndighedernes topbud på den formodede leder af dopingnetværket under mistanke for at have hjulpet elitesportsfolk med at bloddope sig i stor stil.

To atleter fra Estland og en fra Kasakhstan er også gået i dopingfælden. En af de estiske løbere, der blev taget med af politiet ved VM, kan være Andreas Veerpalu. Den 24-årige var i hvert fald strøget af startlisten, da onsdagens VM-afgørelse over 15 km blev indledt med politibetjente gående omkring i startområdet.

Også stjernen Alexey Poltoranin fra Kasakhstan var fraværende, da han skulle starte som nummer 40 i løbet. Andreas Veerpalu og Alexey Poltoranin, der har flere sejre i World Cuppen og to gange VM-bronze i 2013 på sin rekordliste, knyttes sammen af Andrus Veerpalu. Han er far til Andreas Veerpalu og samtidig Alexey Poltoranins træner.

Andrus Veerpalu er dobbelt OL-guldvinder fra 2002 og 2006 på 15 km klassisk og har tillige VM-titler på 15 km klassisk og 30 km klassisk på cv’et. Andrus Veerpalu stoppede sin karriere som 40-årig i 2011 og blev kort efter hevet ind i en dopingsag, da Det Internationale Skiforbund (FIS) offentliggjorde en positiv test for væksthormoner. Veerpalu blev idømt karantæne, men appellerede med held til Den Internationale Sportsdomstol (Cas) i 2013.

Kan ryge i fængsel

Doping betragtes i østrigsk lovgivning som alvorligt bedrag og kan i yderste konsekvens straffes med op til 10 års fængsel.

VM i de nordiske skidiscipliner har tidligere udviklet sig til rene farcer. Ikke mindst i 2001 i Lahti, da de finske værter nærmest måtte gemme sig, da 6 af deres topnavne gik i dopingfælden. Det ligner et nyt mareridt for værtsnationen i 2019.

Løbet over 15 km i klassisk stil blev vundet af den norske veteran Martin Sundby foran russeren Alexander Besmertnich og Ivo Niskanen fra Finland.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her