James Rodriguez var på toppen søndag aften, og det gik i Bundesligaen i den grad ud over Mainz 05 i, der blev besejret 6-0.
Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix

James Rodriguez var på toppen søndag aften, og det gik i Bundesligaen i den grad ud over Mainz 05 i, der blev besejret 6-0.

Sport

Hattrick af colombianer i Bayerns store målorgie

Magnussen jubler over point, danske curlingkvinder åbner VM med to tætte kampe.

Sport

Fodbold: Bayern München gav søndag Mainz 05 en fodboldlektion. Med en sejr på 6-0 hjemme på Allianz Arena over Mainz er Bayern München tilbage på førstepladsen i Bundesligaen på en bedre målscore end Borussia Dortmund. James Rodrigues fik noteret et hattrick, mens også Robert Lewandowski, Kingsley Coman og Alphonso Davies kom på scoringstavlen.

Cykling: Jakob Fuglsang (Astana) var i storform på 5. etape af Tirreno-Adriatico. Danskeren satte i en kuperet afslutning alle de øvrige favoritter til vægs og kunne køre alene over målstregen til etapesejr i Recanati efter 178 kilometers slid. Fuglsang var i mål 40 sekunder før Adam Yates (Mitchelton), der fortsat fører sammenlagt. Primoz Roglic (Jombo) er 25 sekunder efter, Jakob Fuglsang 35 sekunder efter.

Cykling: Spanske Ion Izagirre fra Astana-holdet tog sejren på sidste etape af Paris-Nice, som samlet blev vundet af colombianeren Egan Bernal (Sky), der havde held til at afværge landsmanden Nairo Quintanas (Movistar) tilnærmelser.

Håndbold: Aalborgs mænd er pokalvinder 2019 efter finalesejr på 28-27 over Skanderborg.

Ishockey: Aalborg Pirates vandt hjemme 4-2 over Herning Blue Fox og er dermed klar til DM-semifinalerne efter samlet 4-1 i kvartfinaleserien.

Fodbold: Efter en fænomenal start under Ole Gunnar Solskjær er Manchester United røget ind i en lille krise. Lørdag aften tabte mandskabet for anden uge i træk til en modstander fra hjemlandet, og denne gang kostede det avancement til semifinalerne i FA Cuppen. Her er det i stedet Wolverhampton, der efter en 2-1-sejr, kan tage plads sammen med Manchester City, Watford og Brighton, der på dramatisk facon fik vendt 0-2 ude mod Millwall til en sejr i straffesparkskonkurrencen og en semifinale mod Manchester City. United-manager Solskjær var hård i sin kritik efter kampen. »Det er et stort skridt tilbage for os... Vi havde en flot stime, men har nu tabt to gange«, siger Solskjær og fortsætter: »I dag var sølle. Det dårligste, vi har spillet, for at være ærlig«, siger Solskjær.

Fodbold: Presset i Premier League er tilbage på Manchester City. Liverpool sejrede søndag 2-1 på udebane mod Fulham og fører efter 31 kampe nu med 76 point. Manchester City har 74 point, men har kun spillet 30 kampe - og deres udsatte opgør er derbyet mod Manchester United.

Fodbold: I 1. division har Silkeborg og Viborg taget yderligere et lille skridt i retning af Superligaen. Silkeborg sejrede 2-1 hjemme i topopgøret mod Fredericia efter en hektisk slutfase, mens Viborg på Emil Scheels scoring fire minutter før tid sikrede sig en 1-0 ude over Fremad Amager og derved lige akkurat holdt Silkeborg bag sig på bedre målscore. De to jyske klubber har 38 point, Næstved har 36 på 3. pladsen.

Overblik: Fodboldresultater fra ind- og udland

Fodbold: 60.739 tilskuere så FC Barcelonas kvinder besejre Atlético Madrid i topkampen på udebane med 2-0. De 60.739 tilskuere på Wanda Metropolitano er verdensrekord til en ligakamp for kvinder.

Golf: Thomas Bjørn blev efter en afsluttende superrunde i 66 slag bedste dansker ved Kenya Open med en 12. plads. Guido Migliozzi, en 22-årig italiensk European Tour-rookie, der aldrig er sluttet i top-50, blev en sensationel vinder med en score på 268 slag - 8 færre end den danske veteran.

Fodbold: Når Lukas Lerager i løbet af det kommende døgn dukker op i den danske landsholdslejr, er det med en gedigen skalp i bagagen. Leragers mandskab fra Genoa blev nemlig det første til at besejre seriemestrene fra Juventus i Serie A i denne sæson. 2-0 efter mål af den tidligere Juventus-spiller Stefano Sturaro og veteranen Goran Pandev lyder Genoa-sejren på.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Skiskydning: Italieneren Dorothea Wierer kom for første gang i seniorkarrieren øverst på et VM eller OL-podie, da hun sejrede i VM-massestarten over 12,5 km i svenske Östersund. Trods to skydefejl mod slutningen var hverken russeren Ekaterina Yurlova-Percht eller tyske Denise Herrmann i nærheden af at true Dorothea Wierer. Hos mændene over 15 km førte Johannes Thingnes Bø og lå til guld, men i hård vind missede han syv skud på de sidste to skydninger, og så endte han som nr. 13. Italienske Dominik Windisch vandt foran Antonin Guigonnat fra Frankrig og østrigske Julian Eberhard.

Skisport: Amerikaneren Mikaela Shiffrin sejrede, selvfølgelig, også i sæsonens sidste World Cup-afdeling, da hun i storslalom satte samtlige konkurrenter til vægs mod sin 17. sejr i denne sæson. At der måske er ny og bedre modstand på vej i fremtiden, varsler Alice Robinsons sensationelle 2. plads i Andorra måske om. Den 17-årige newzealænder kørte på podiet og var 0,30 sekund fra sejren i sin blot 10. start i World Cuppen.

Badminton: Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby scorede karrierens hidtil største triumf, da det blev til finalesejr ved Swiss Open. Danskerne, der ligger nummer 102 i verden, vandt mixeddoublefinalen over nummer 19 på verdensranglisten, Rinov Rivaldy og Pitha Haningtyas Mentari fra Indonesien, med 21-18, 12-21, 21-16.

Motorsport: Kevin Magnussen (Haas) scorede point ved sæsonens første formel 1-grandprix i Melbourne. 6. pladsen var ganske enkelt fremragende, vurderer Magnussen. »Det har været en rigtig god dag, og jeg er meget tilfreds«, siger Kevin Magnussen. Grandprixets helt store vinder blev Mercedes’ Valtteri Bottas, der ellers ikke havde vundet et løb siden Abu Dhabi i 2017. Pointet for hurtigste omgang gik også til finnen.

Curling: De danske kvinder åbnede VM-turneringen i Silkeborg med to tætte kampe – og to nederlag. Efter lørdagens 6-8 mod USA blev søndagens første opgør tabt 6-7 til Rusland. Og Danmark tabte også søndag aften sin tredje kamp, da det sluttede 7-3 til Sverige.

Fodbold: Wayne Rooney scorede sit første hattrick i Major League, da han var på pletten tre gange i sin klub DC Uniteds 5-0-sejr over Real Salt Lake. Rooney blev også noteret for en assist.

Fodbold: Thomas Delaney scorede sit andet sæsonmål for Borussia Dortmund, da storklubben via en 3-2-sejr i sidste minut over Hertha Berlin tilbageerobrede 1. pladsen i Bundesligaen fra Bayern München, der søndag møder Mainz.

Tennis: Rafael Nadal måtte opgive at spille semifinalern i Indian Wells mod Roger Federer, så schweizeren fik en walk over til finalen mod Dominic Thiem. Thiem sejrede efter tre hårde sæt i sin semifinale mod Milos Raonic.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden