Vandet i bassinet vil fremstå blåt og indbydende, når svømmehallen i Taastrup fredag åbner dørene, og de evindeligt morgenduelige svømmere, trænere og ledere begynder at udfylde den sparsomme plads på tribunerne.
For de involverede vil alting trods de nye rammer være nogenlunde, som det plejer. For de mange primært unge svømmere handler de fem dages konkurrencer ved Danish Open om egne, snævre interesser. Det er eliteidræt, og egoet er og skal være i centrum: kampen om personlig udvikling, alt lige fra kvalifikation til sommerens store VM i Sydkorea til medaljer ved de danske juniormesterskaber og evnen til at omsætte de seneste mange måneders ubønhørlige træningsindsats til brugbare resultater.




























