I løbet af lørdagen vil displayet på en 22-årig fynbos telefon lyse op i USA. Han ved ikke på forhånd, hvornår opkaldet kommer, eller hvem der vil være i den anden ende. Kun at der bliver tale om en kommende arbejdsgiver, som kan befinde sig i alt fra Los Angeles på vestkysten til Washington i øst.
Den 22-årige fynbo hedder Hjalte Froholdt. En ung mand fra Svendborg, der måler 196 centimeter og vejer 139 kilo. De kropsmål har han det seneste år brugt så godt til at blokere lignende store spillere som offensiv tackle hos universitet Arkansas, at han som den første dansker i 27 år med al sandsynlighed bliver draftet af et NFL-hold.




























