Liverpools Mohamed Salah har pådraget sig en hjernerystelse og kan ikke spille mod Barcelona.

Bænket Bendtner savner en forklaring, storebror forudser, at Wozniacki snart stopper, og Casillas tvivler på fremtiden

Lyt til artiklen

Tennis. Nede 0-3 i en kamp ved Madrid Open mod Alizé Cornet måtte Caroline Wozniacki opgive med en skade i lænden. Det får nu hendes bror Patrik til at komme med en dyster forudsigelse. »Jeg tror, at hun lægger ketsjeren på hylden inden længe. Med den skadeshistorik, hun har haft de sidste sæsoner, kan jeg godt være lidt bekymret som bror for, hvor længe hun ønsker at fortsætte med at spille tennis. Det ligner, at det lakker mod enden«, siger Patrik Wozniacki til TV 2. Han understreger overfor tv-stationen, at det ikke er noget, han har diskuteret med sin søster. Efter planen skal Wozniacki deltage i Rom Open fra næste uge, og senere på måneden er der grand slam-turneringen French Open.

Tennis. For amerikaneren Julia Boserup, der har danske forældre, er karrieren derimod definitivt færdig. I en alder af 27 år Julia Boserup på grund af en skade valgt at stoppe. »Da en skade bringer min karriere til ende, er jeg begejstret over at dele begyndelsen på det næste kapitel. Til september starter jeg på University of Chicago Booth School of Business«, skriver Julia Boserup blandt andet på Facebook og Twitter. Karrieren kulminerede i 2017, da hun deltog i alle fire grandslam-turneringer og opnåede sin bedste ranglisteplacering som nummer 80.

Basketball. Bakken Bears er foran 2-0 i DM-finaleserien efter en udesejr på 83-76 over Horsens IC. Bakken Bears var som bedst foran med 15 point, men føringen var skrumpet til 6 point, da der resterede 2 minutter. Bears, der var vundet DM de to foregående år, har hjemmebane i den næste finalekamp på torsdag.

Fodbold. Nicklas Bendtner tilbragte hele kampen på bænken, da Rosenborg med Mike Jensen som matchvinder med 1-0 over Sarpsborg i sjette forsøg vandt for første gang i dette års norske liga. »Jeg vil tro, at der findes en forklaring på, hvorfor jeg ikke spiller. Han har fortalt jer meget, men ikke fortalt mig noget. Jeg er uforstående over for situationen«, siger Nicklas Bendtner til VG med henvisning til træneren, Eirik Horneland. »Jeg håber på mere spilletid og på at have en anden rolle end nu, for den rolle, jeg har nu, er uholdbar«, siger Bendtner videre.

Fodbold. FC Porto-målmanden Iker Casillas er i tvivl om, hvorvidt han kan genoptage sin imponerende karriere, efter at være blevet opereret efter et hjerteanfald. »Jeg må vente et par uger eller et par måneder. Jeg er i virkeligheden ligeglad med hvor længe. Jeg ved ikke, hvad der sker i fremtiden. Det vigtigste er, at jeg er her, og at jeg er i stand til at tale roligt«, siger den 37-årige spanier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Fodbold. Brøndby har valgt at tage til Polen, når klubben denne sommer skal på træningslejr som optakt til næste superligasæson. Vinterens træningslejr går formentlig til Portugal, skriver klubben på sin hjemmeside og fortæller samtidig, at den har valgt at droppe Dubai som destination efter kritik.

Fodbold. Liverpool-angriberen Mohamed Salah har pådraget sig en hjernerystelse og går glip af tirsdagens Champions League-kamp hjemme mod FC Barcelona. Det oplyser Liverpool-manager Jürgen Klopp ifølge Ritzau på et pressemøde mandag. Salah pådrog sig hjernerystelsen i en ligakamp for Liverpool i lørdags, hvor egypteren måtte lade sig udskifte efter 73 minutter.

Tennis. Den stigende jævnbyrdighed på WTA Touren har allerede leveret nye eksempler ved den store grusbaneturnering i Madrid, som netop er påbegyndt. I 1. runde forsvandt således f.eks. 6.-seedede Elina Svitolina (Pauline Parmentier), 13.-seedede Madison Keys (Sorana Cirstea, wildcard), den tidligere nr. 1 på ranglisten Garbiñe Muguruza (Petra Martic) og belgiske Elise Mertens (Anna Karoline Schmiedlova, kvalifikationsspiller).

Gæt bare en vinder: Jævnbyrdighed sætter vild rekord i kvindetennis

Tennis. Den store canadierduel i 1. runde ved Madrid Open endte med sejr til 18-årige Félix Auger-Aliassime over Denis Shapovalov - to af ATP Tourens største talenter – og for Auger-Aliassime dæmpes opmærksomheden bestemt ikke i 2. runde. Her står han nemlig tirsdag over for gruskongen Rafael Nadal, som dog har vist lidt svaghedstegn hidtil i denne grusbanesæson.

Cykling. Christopher Juul-Jensen er blevet udtaget til det italienske etapeløb Giro d’Italia af sit hold Mitchelton-Scott. Danskeren skal primært hjælpe holdets kaptajn Simon Yates, der er blandt favoritterne til at vinde rundturen.

Motorsport. Frederik Vesti tog på Vallelunga-banen i Italien sæsonens tredje sejr i det europæiske formel Regional-mesterskab, hvor kørerne sidder i en formel 3-racer. Med sejren er den 17-årige dansker i spidsen for mesterskabet.

Motorsport. Jan Magnussen og medkøreren Antonio Garcia kørte sig op fra en startplacering som nr. 7 til andenpladsen i søndagens IMSA-løbet på Mid-Ohio Sports Car Course. Podieplaceringen betyder. at den danske veteran nu er på en samlet plads i GTLM-klassen i kampen om det amerikanske sportsvognsmesterskab. I GTD-klassen sluttede Christina Nielsen på 10. pladsen sammen med Kathrine Legge.

Håndbold. Aalborg EH, der lige netop sikrede overlevelse i ligaen, har hentet den svenske bagspiller Jenny Carlson i Ringkøbing med henblik på næste sæson.

Fodbold. 1. FC Köln kan sikre sig oprykningen til Bundesligaen, hvis holdet mandag aften besejrer Greuther Fürth på udebane. Köln, der rykkede ud af det fine selskab efter sidste sæson, vil i tilfælde af sejr være otte point foran Paderborn med to spillerunder igen.

Basketball. Med en udesejr på 116-112 over Portland Trail Blazers fik Denver Nuggets udlignet til samlet 2-2 i NBA-kvartfinalen. Der spilles bedst af 7 kampe. Jamal Murray lavede 34 point for Denver, mens Nikola Joric lavede sæsonens 4. triple double med 21 point, 12 rebounds og 11 assist. I kvartfinalen mellem Philadelphia 76ers og Toronto Raptors er stillingen ligeledes 2-2. Det blev den, da det canadiske hold på udebane vandt 101-96.

Håndbold. Paris Saint-Germain med Mikkel Hansen på holdet manglede et mål for at gå videre til semifinalen i Champions League. Det franske hold slog på hjemmebane Kielce med 35-26, men da polakkerne havde vundet den omvendte kamp 34-24, blev det dem, der avancerede. De øvrige semifinalister er FC Barcelona, Veszprem (Ungarn) og Vardar (Makedonien).

Fodbold. Selv om der endnu resterer tre spillerunder, har Red Bull Salzburg sikret sig det østrigske mesterskab - og det for 6. sæson på stribe. Mesterskabet kom i hus, da Salzburg slog Austria Wien 2-1. I alt har Salzburg vundet mesterskabet 13 gange. I denne sæson har holdet desuden vundet pokalen.

Fodbold. For anden gang har et hold spillet en hel sæson i den bedste græske række uden at tabe en eneste gang. Søndag vandt Paok, der allerede havde sikret sig mesterskabet, 2-0 over Giannina, og holdet er dermed gået ubesejret igennem sæsonen. Det er første gang, siden Panathinaikos gjorde det i 1964.

Fodbold. Efter en sejr på 6-2 ude over Huesca kan Valencia stadig drømme om at slutte på en af de fire pladser i La Liga, der giver adgang til næste sæsons Champions League. Daniel Wass bragte Valencia foran 2. minut, og det blev 6-0, inden hjemmeholdet i 2. halvleg fik pyntet på resultatet. Valencia er på 5.-pladsen i rækken tre point efter Getafe, og der resterer to spillerunder.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her