Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
I Brønshøj Boldklub arbejder Tobias Halbro med at styrke integrationen gennem fodbold. Netop integration er et område, hvor folketingskandidaterne gerne ser idrætten gøre - og hvor idrætten gerne vil gøre mere.
Foto: Martin Lehmann

I Brønshøj Boldklub arbejder Tobias Halbro med at styrke integrationen gennem fodbold. Netop integration er et område, hvor folketingskandidaterne gerne ser idrætten gøre - og hvor idrætten gerne vil gøre mere.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Folketingskandidater: Idrætten skal gøre mere for de udsatte i Danmark

Folketingskandidater siger i rundspørge, at idrætten skal gøre mere for socialt udsatte og på integrationsområdet. DIF er klar til at løfte opgaverne sammen med bl.a. staten og møder støtte fra toppolitikere.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det handler om nogle af samfundets svageste. Alkoholikere, narkomaner, utilpassede unge, hjemløse og folk med indvandrerbaggrund, der har svært ved at finde ind i det danske samfund. For dem skal idrætten i Danmark spille en større rolle.

Sådan lyder det fra et flertal af folketingskandidater i en rundspørge, som Danmarks Idrætsforbund (DIF) har foretaget op til det kommende valg. Knap 400 kandidater på tværs af partierne har gennemført hele undersøgelsen, og 62 procent af dem mener, at idrætten skal tage mere ansvar for at inkludere socialt udsatte grupper, mens 59 procent peger på integration som et område, hvor sportens organisationer bør gøre mere.

»Jeg ser det som en manifestation af en lang rejse. I tidernes morgen fik vi bare penge, fordi vi var til, men nu forventer politikerne, at vi bidrager positivt til samfundet for de penge, vi får«, siger Poul Broberg, chef for public affairs i DIF.

»Vi læser det egentlig ikke som en kritik af, at idrætten gør for lidt. Vi ser det som en positiv tilkendegivelse af, at idrætten kan præstere endnu mere på de samfundsområder, end den gør i dag. Det er et vink med en vognstang«, siger han.

Idrættens positive effekter

Op til årets folketingsvalg har DIF for første gang defineret »fem mærkesager, som vi opfordrer politikerne til at tage til sig og arbejde for«. Blandt dem er netop udsatte danskere. Derfor har DIF også allerede konkrete forslag til, hvordan idrætten kan styrke indsatsen på de områder, som folketingskandidaterne især ønsker.

F.eks. foreslår paraplyorganisationen for tusindvis af foreninger og godt 1,9 millioner medlemmer at lave et »integrationspartnerskab med staten« samt en »national platform for udsatteidrætten«.

»Man har lavet mange forskellige integrationsprojekter af 2-3 års varighed, men vi tilbyder en kommende regering et 10-årigt partnerskab med nogle af de største organisationer i civilsamfundet, blandt andet DIF, DGI, Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Det er vanskeligt, når vi som nu skal genopfinde den dybe tallerken hvert andet-tredje år for at skrive en ny projektansøgning om reelt den samme indsats, vi gerne vil fortsætte med at gennemføre«, siger Poul Broberg.

»Vi ønsker et langsigtet partnerskab og dermed en langsigtet finansiering. Men så er vi også med på, at de stiller krav til os om, hvilke positive fremskridt vi skal kunne se ved de her indsatser«, siger han.

Indsatserne skal tage afsæt i nogle af de erfaringer, idrætten allerede har gjort. Blandt andet har DIF’s projekt Get2Sport haft succes med at styrke idrætstilbud i udsatte boligområder og engagere unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Det kan hjælpe med at integrere dem i samfundet, konkluderer en ny rapport fra Det Kriminalpræventive Råd:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I idrætsklubberne kan de unge opleve at vokse sammen og hver for sig i et positivt fællesskab på en måde, der rækker ud over det rent sportslige. De lærer at forholde sig til regler og fungere i et fællesskab, og de kan mødes på tværs af etniske og kulturelle skillelinjer. (...) Dette kan samlet set virke forebyggende«, lyder det.

Når det kommer til socialt udsatte danskere, har blandt andet organisationen Ombold set hjemløse sænke deres forbrug af alkohol og medicin, som følge af at de har fået et målrettet fodboldtilbud.

Politikere vil styrke samarbejdet

I de to partier med mest markante statsministerkandidater deler de billedet af idrættens positive effekter. Allerede i de seneste regeringsgrundlag var ’Bevæg dig for livet’ skrevet ind – DIF og DGI’s arbejde for, at 75 procent af befolkningen skal være aktive i 2025 og 50 procent i en forening. Men nu er Socialdemokratiet og Venstre indstillet på at udvide samarbejdet med den organiserede idræt.

»Sådan et projekt som Get2Sport er fantastisk godt. Det har jeg selv været med til at give penge til som kulturminister, og jeg vil gerne snakke med idrætten om det hele. Jeg er med på at støtte, men ikke styre initiativerne. Det er vigtigt at værne om idrættens selvbestemmelse«, siger Bertel Haarder, der har været kultur- og idrætsordfører for Venstre i den seneste valgperiode og genopstiller til Folketinget.

På samme linje ligger Mogens Jensen (S), der også har været idrætsordfører og kunne være et godt bud på en ny kulturminister i en rød regering:

»Idrætten er en måde, hvorpå man kan sikre en bedre integration og række ud efter socialt udsatte. Derfor er vi helt indstillet på og ser det som politisk vigtigt, at vi forstærker samarbejdet med idrætslivet for at række ud mod de her to målgrupper. Jeg forestiller mig, at vi i fællesskab kan lave en handlingsplan, hvor vi definerer, hvad vi kan gøre for at nå udsatte borgere«, siger Mogens Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvor skal pengene i så fald komme fra?

»I udgangspunktet har vi de penge, vi har i udlodningsmidlerne. Men hvis der er et behov, må vi se, om det er muligt at skaffe yderligere ressourcer«, siger han.

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden