Gad vide hvad Brøndby-spillerne inderst inde løb rundt og tænkte på i det 51. minut af sæsonens sidste kamp mod Randers? Gæsternes Mads Aaquist havde netop igangsat et angreb ved at sætte Josip Radosevic af midt på banen og få sekunder senere rive sig fri i feltet og sende bolden fladt ind bag Marvin Schwäbe til 2-0. Det mens Hjörtur Hermansson vendte ryggen til Aaquists skud i stedet for at forsøge at kaste sig ned i sparket.
En skuffende, opslidende sæson for Brøndby så ud til at skulle ende med den ultimative mavepuster. De blå-gule havde rejst sig efter pokalfinalenederlaget mod FC Midtjylland, vundet det tre efterfølgende Superliga-opgør og sikret den fjerdeplads, der gav en sidste chance for at snige sig med ud i Europa.
For så at smide den mulighed på gulvet hjemme foran egne fans mod Randers. 19 minutter senere var virkeligheden en helt anden. Brøndby Stadion var ikke lamslået. I stedet gyngede det. Vestegnens helte havde nemlig scoret tre gange.
Udviklingen blev ikke mindre utrolig af, at Randers havde viste sig som et bedre hold end Brøndby indtil få minutter efter Mads Aaquists 2-0-scoring.
Træner Thomas Thomasberg havde trods Randers-succesen mod AGF valgt at skifte formation til 3-5-2 og sætte tre nye mand ind i sin startopstilling, hvilket virkede som et godt træk, indtil det alligevel endte med at gå galt.
Efter en chancefattig start scorede Mikkel Kallesøe det første mål lidt uden for feltet, da ingen fra Brøndbys midtbane samlede ham op, efter Randers havde erobret bolden, og både Hjörtur Hermansson og Paulus Arajuuri blev ved med at bakke tilbage mod eget felt.
God kamp af Kaiser
Med sin indblanding i begge Randers-mål lignede Hermansson den naturlige skurk, hvis det skulle gå galt for Brøndby, som det unægtelig så ud til.
I stedet blev islændingen manden, som igangsatte det store Brøndby-comeback, da han blot to minutter efter 2-0-scoringen sendte et indlæg fra Simon Tibbling tilbage ind i feltet, hvor Kamil Wilczek headede reduceringen i nettet.
Derefter beviste Dominik Kaiser atter, at der måske var en god grund til, at Alexander Zorniger omtalte den tyske midtbanespiller i meget rosende vendinger, inden han blev hentet til Brøndby.
Kaiser har været god i sæsonens sidste Brøndby-kampe og udlignede mod Randers til 2-2,hvorefter han assisterede indskiftede Besar Halimi på det mål, som fuldførte comebacket.
Med et følt vristspark sendte Kaiser bolden på et hjørnespark hen til en helt fri Halimi i udkanten af Randers-feltet, som sparkede til den med det samme og derefter kunne lade sig hylde som den store helt. Det mindede mest af alt om en flad udgave af Peter Foldgasts ikoniske mål for en del år siden.
En ny stemning
Målet virkede som et slag, Randers ikke kunne rejse sig fra. Hvilket også viste sig at blive tilfældet. Kampen blev dog først helt afgjort få minutter før tid, hvor dommer Michael Tykgaard og hans assistenter overså en klar offside på Simon Tibbling, der stormede ned mod Randers-målet og lagde bolden ind i feltet.
Et indlæg, som førte til, at Emil Riis Jakobsen sendte bolden ind bag svenske Patrik Carlgren, som måtte indse, at han havde spillet en kamp, hvor han leverede to fremragende redninger, men også indkasserede fire scoringer.
Med sejren på 4-2 mod Randers bestod Brøndby den test, som reddede en sæson, der er blevet kaldt uacceptabel af sportsdirektør Ebbe Sand. Europæiske kampe er noget, man bygger selvforståelse og egen økonomi på hos Brøndby. Dem får de blå-gule nu også lov til at spille efter sommerferien.
Det skaber både en bedre stemning og afsæt for den kommende træner, omverdenen stadigvæk ikke ved, hvem er.
Kampen ifølge livedækningen fra Ritzau:




























