Vilkårene er ubarmhjertige, når Danmark i aften går løs på U21-slutrunden: Der er semifinaler lige efter indledende runde, så kun vinderne af de tre grupper går videre og får kun følgeskab af det mandskab, der har fået flest point på en af andenpladserne.
»Derfor er det jo et helvede, at vi er i pulje med Tyskland og endda møder dem i første kamp. Jeg havde håbet på, at vi kunne vente med dem til den sidste, for jeg vurderer, at Tyskland er den sværeste modstander«, siger landstræner Niels Frederiksen uden på nogen måde at give op på forhånd.




























