Otte grusomme minutter spolerede Brøndbys mulighed for at slå Braga i Europa League.

Selvmål og forsvarskiks: Fire defensive fejl kostede Brøndby dyrt

Josip Radosevic blev en dyr mand for Brøndby mod SC Braga.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Josip Radosevic blev en dyr mand for Brøndby mod SC Braga. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Da Dominik Kaiser lod den gule Select-bold hoppe lige akkurat to gange i udkanten af Bragas straffesparksfelt for derefter at kanonere den derop i hjørnet, hvor stolpe og målnet møder hinanden, scorede han ikke bare et af de flotteste mål i mange år på Brøndby Stadion.

Det føltes som begyndelsen på en mulig stor europæisk aften for de blå-gule. Fansene på Sydsiden dikterede takten med store trommer. Sidetribunerne hoppede og dansede med.

Fem minutter senere kunne alle med fodboldforstand se, at festen ikke ville nå det niveau, den ellers havde potentiale til.

I to perioder på henholdsvis fem og tre minutter i hver sin halvleg dummede Brøndby-defensiven sig nemlig i sådan en grad, at man ikke kan forvente at slå et hold som portugisiske Braga – og slet ikke nå hele vejen til et europæisk gruppespil.

BIF lærte ikke af Genk-kamp

Først kunne Andre Horta ganske upresset sende et indlæg ind midt i Brøndby-feltet, hvor hverken Hjörtur Hermansson eller Paulus Arajuuri tog ansvar, hvilket gav Paulinho muligheden for at heade bolden i nettet.

Det var en situation, hvor en god leder på et godt europæisk hold havde sat sig igennem, nået foran modstanderen og headet bolden væk. To minutter senere kunne de godt 16.000 fans på Brøndby Stadion sukke nok en gang, vel vidende at flere af dem nok havde løst forløbet ved Bragas 2-1-scoring bedre, end Josip Radosevic gjorde.

På uforståelig vis fik den defensive midtbanespiller ikke orienteret sig i begyndelsen af et Brøndby-opspil nær eget felt og lagde bolden til rette for Andre Horta.

En ’Jesper Olsen’ midt foran eget mål.

Radosevic faldt på knæ. Niels Frederiksen kiggede blot ned i græsset. Måske et øjeblik lamslået over, at eget hold kunne begå så stor en fejl i så vigtigt et opgør.

Brøndby lignede et hold, der ikke havde lært noget af mødet med Genk over to opgør på samme tid sidste år. Her gav defensiven også alt for nemme mål væk.

Hjörtur Hermansson og Kevin Mensah lavede også mærkværdige fejl med bolden kort efter Radosevic’.

Stor kamp af Kaiser

Til gengæld viste Dominik Kaiser format. Den tyske midtbanespiller blev hentet til Vestegnen med lovprisende ord og en god månedsløn af Alexander Zorniger – uden at han i mange måneder kunne leve op til hverken det ene eller det andet.

Men tingene har i den grad ændret sig, først i slutningen af sidste sæson og nu også i begyndelsen af denne. Kaiser drev sit hold frem mod Braga med dybe løb og kommandoer i løbet af hele kampen.

Det i et opgør, hvor Brøndby havde stået i en om mulig endnu dårligere situation uden ham.

Tidligt i anden halvleg scorede Kaiser også sit andet mål, da han vristede sig fri i Braga-feltet og køligt lagde bolden fladt i nettet med sit venstre ben.

Kaisers udligning førte til et Brøndby-overtag i anden halvleg – uden at det gav udbytte. Til sidst leverede Brøndby nemlig tre grusomme defensive minutter. Først lod Paulus Arajuuri bolden hoppe midt på banen i en duel med Ahmed Hassan, hvorefter Ricardo Horta kunne løbe ned og lobbe bolden i mål. Derefter sendte Hjörtur Hermansson i kampens sidste aktion bolden i eget net til det skuffende resultat 2-4.

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her