Alexander Zorniger var virkelig et scoop for Brøndby, da han blev ansat på Vestegnen. Den kompromisløse tysker var lige den rette mand i cheftrænerjobbet i superligaklubben, der ikke har vundet mesterskabet i Superligaen siden 2005. Det giver en af hans forgængere, Tom Køhlert, i et søndagsinterview med Politiken udtryk for at mene. Og Køhlert var ikke enig i klubbens beslutning om at fyre Zorniger i februar. »Men jeg er ikke tæt på og ser det jo kun udefra, og ledelsen har selvfølgelig meget større indsigt, end jeg har«, siger Køhlert, der nu som 72-årig er serie 3-træner i Gilleleje FK.
»Zorniger er en træner, for hvem det vigtigste er at vinde og helst bliver nummer 1, og det er, hvad fodbold skal koges ned til, synes jeg. Han gjorde det godt i Brøndby«, siger Køhlert. »Zorniger lagde en plan, som var nem for alle spillerne at følge. Men jeg ved jo ikke, om han havde en plan B eller C. Og det var vel heller ikke så smart af ham at kritisere klubbens talentarbejde, da resultaterne begyndte at blive dårlige«.




























