Fodbold. Robert Skov stemplede fredag aften ind som målscorer i Bundesligaen med et sandt drømmemål for Hoffenheim. Der var blot spillet to minutter, da danskeren på et direkte frispark fra omkring 30 meters afstand hamrede bolden i netmaskerne for Hoffenheim, der hjemme slog Paderborn 3-0. Robert Skov tog koncentreret tilløb med en mur foran sig og gav bolden et hårdt drøn med venstrefoden. Bolden strøg i mål lige under overliggeren, og Paderborn-målmand Leopold Zingerle kunne ikke stille andet op end at sprælle forgæves. Dermed fik den tidligere FC København-spiller scoret sit første ligamål for den tyske klub, efter at han i løbet af de første ni runder var noteret for tre oplæg til mål i Bundesligaen. De tre point sendte Skov og co. på femtepladsen i Bundesligaen med 17 point ligesom Wolfsburg og Freiburg, der har spillet en kamp færre.
Fodbold. Selv om Arsenal-anfører Granit Xhaka har undskyldt sin opførsel, er schweizeren droppet til lørdagens Premier League-kamp mod Wolverhampton. »Jeg har ikke i tankerne, at han skal spille lørdag. Han skal ikke spille, for vi skal fokusere 100 procent på kampen nu. Han har sagt undskyld til tilhængerne og alle andre, og nu må vores fokus være på lørdagens kamp«, sagde Arsenalmanager Unai Emery på fredagens pressemøde. Xhaka tog trøjen af, gestikulerede mod tilskuerne og gik direkte i omklædningsrummet, da han i søndags blev udskiftet mod Crystal Palace. På Instagram skriver schweizeren, at alvorlige angreb på sociale medier mod hans familie i søndags fik ham til at koge over af raseri. »Folk har sagt ting som: ’Vi brækker dine ben’, ’dræber din kone’ og ’ønsker, at din datter får kræf’. Det fik mig til at nå kogepunktet«.




























