Copa Libertadores er ikke bare det sydamerikanske svar på Champions League. Nogle vil påstå, at den helt indiskutabelt også er verdens største og vigtigste turnering for klubhold.
Hvorvidt man er enig i det udsagn, afhænger vel populært sagt af øjnene, der ser, og om det anskues ud fra kvantitative måleforhold som antal tv-seere og sponsorater. I 2018-udgaven dystede klubberne om 684 millioner danske kroner. I år er det beløb hævet til 1,065 milliarder, hvoraf vinderen får de 134 millioner. Så der er andet end æren at spille for, samtidig med at Copa Libertadores med statsgaranti også indeholder masser af uforudsigelighed og fodbold fra øverste hylde. Hovedingredienserne er taktiske greb og kneb tilsat en selvopofrende sydamerikansk fodboldkultur.




























