Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Sergio Perez/Ritzau Scanpix
Foto: Sergio Perez/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Daniel Wass sikrer Valencia det ene point med mål mod Chelsea

Følg med i strømmen af nyheder fa sportens verden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fodbold. Daniel Wass blev den store helt for Valencia, da han udlignede til 2-2 i Champions League-opgøret mod Chelsea. Wass sendte bolden i nettet langt ude fra og med det ene point er begge hold med i kampen om en plads i knockoutkampene. Kampen var særdeles velspillet med masser af målchancer og en anelse dramatik. Blandt andet misbrugte hjemmeholdet et straffespark, da Chelsea-keeper Kepa Arrizabalaga reddede forsøget fra Daniel Parejo. Andreas Christensen spillede hele kampen for Chelsea.

Valencia kom foan 1-0 ved Carlos Soler i 40. minut, men føringen holdt kun et minut, så havde Mateo Kovacic udlignet. Målet skulle godkendes af videodommeren, og det trak ud i flere minutter, før dommeren kunne pege mod midten. I 2. halvleg kom Chelsea på 2-1 ved Christian Pulisic inden Wass udlignede otte minutter før tid.

Derimod mistede Lyon med Joachim Andersen i startopstillingen et skridt i gruppe G, da holdet på udebane tabte 2-0 til Skt. Petersborg. Danskeren blev skiftet ud efter 83 minutter.

Fodbold. En dommer varetægtsfængslede onsdag den skandaleombruste fodboldspiller Bernio Verhagen på begrundet mistanke om røveri, vold og trusler. Han fængsles til 16. december. Den 25-årige hollænder håber ellers på at fortsætte karrieren som fodboldspiller i Danmark. Det sagde han ifølge Ritzau, da han onsdag eftermiddag forklarede sig ved et grundlovsforhør ved Retten i Viborg. »Jeg har allerede talt med en anden dansk klub«, sagde han, da anklager Katrine Melgaard spurgte ham om hans jobmæssige situation. Bernio Verhagen kommer ikke nærmere ind på, hvad det er for en klub. Han forklarede, at kontrakten med fodboldklubben Viborg FF er etårig og udløber 29. august 2020. »Jeg har en aftale med dem (Viborg FF, red.) om at slutte min kontrakt, men det er ikke formelt set sket endnu«, forklarede Bernio Verhagen. Han kom ikke nærmere ind på årsagen til, at samarbejdet mellem parterne skal afbrydes. »Hvis jeg indgår en aftale med en anden klub, så vil kontrakten blive afsluttet«, sagde fodboldspilleren. Viborg FF oplyste tirsdag, at klubben har fyret fodboldspilleren, da man føler sig udsat for bedrageri.

Basketball. Bakken Bears går videre fra det indledende gruppespil i Fiba Europe Cup som gruppevinder. Onsdag aften vandt aarhusianerne på hjemmebane med 77-74 over polske Legia Warszawa efter at have været foran i hele kampen. Undervejs var Bakkens forspring på 23 point. I gruppens anden kamp vandt finske Kataja over ungarske Körmend, og derfor slutter Bakken som gruppens nummer et foran ungarerne. Det næste gruppespil i turneringen begynder 11. december.

Atletik. Den 17-årige kenyanske løber Angela Ndungwa Munguti er blevet udelukket i fire år på grund af dopingbrug. Det oplyste Athletics Integrity Unit (AIU) onsdag. Hun er tidligere blevet nummer to ved de afrikanske ungdomsmesterskaber i 800-meterløb. Den positive dopingprøve blev afgivet 7. oktober. Hun er den 43. kenyaner, der er udelukket på grund af doping i år, men hun er den første teenager.

Fodbold. Superligaklubben AaB er som det sidste hold klar til kvartfinalen i pokalturneringen. Onsdag aften vandt nordjyderne den udsatte pokalkamp mod HB Køge med 3-0 efter scoringer af Oliver Abildgaard, Iver Fossum og Tom van Weert. Med sejren kan AaB se frem til at få besøg af FC København i kvartfinalen. Det eksakte tidspunkt kendes ikke, men kvartfinalen forventes at blive spillet i perioden 3.-5. marts næste år.

Fodbold. Den kroatiske legende Robert Prosinecki er blevet fyret som landstræner for Bosnien-Hercegovia. Holdet skal ud i playoff-kampe til foråret efter at have misset den direkte kvalifikation til næste års EM.

Badminton. Herredoublen med Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen er sikkert videre til anden runde i turneringen Syed Modi International Badminton Championships i Indien. Parret vandt i to sæt over en indisk duo. Derimod tabte Mads Pieler Kolding og Carsten Mogensen deres første kamp efter to tætte sæt til et sydkoreansk par.

Fodbold. Spillerne ved næste års EM-slutrunde i fodbold vil kunne blive udskiftet midlertidigt, hvis det frygtes, at de har pådraget sig en hovedskade. Det skriver britiske Sky Sports, der mener at vide, at midlertidige udskiftninger bliver indført 1. juni og første gang kommer i anvendelse ved europamesterskaberne. Det er fodboldens lovgivende organ, The International Football Association Board (Ifab), der overvejer at indføre muligheden for, at en spiller kan blive skiftet ud i ti minutter for at blive testet for en potentiel hovedskade. I dag stoppes spillet, og lægerne har tre minutter til at vurdere, om en spiller kan blive på banen eller skal ud. Den Internationale Spillerforening (Fifpro) støtter ifølge Sky Sports forslaget. Det samme gør Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). I maj åbnede Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) for indførslen af midlertidige udskiftninger. Ifølge Sky Sports vil Ifab tirsdag i næste uge diskutere indførslen af midlertidige udskiftninger på et møde og derefter stemme om det i slutningen af februar. EM begynder 12. juni.

Fodbold. Jürgen Klinsmann er tilbage på trænerbænken. Den tyske fodboldlegende er blevet ansat som cheftræner i Hertha Berlin, efter at hovedstadsklubben har fyret Ante Covic. Det skriver klubben på sin hjemmeside. 55-årige Klinsmann tager i første omgang over frem til udgangen af indeværende sæson. Det er tre år siden, at Jürgen Klinsmann sidst var at finde på sidelinjen. Dengang som landstræner for USA. Før tiden som amerikansk landstræner var Klinsmann cheftræner i Bayern München i lidt under en sæson. Fra 2004 til 2006 var han tysk landstræner. Hertha Berlin indtager 15.-pladsen i Bundesligaen efter fire nederlag på stribe.

Tennis. Caroline Wozniacki indleder 2020-sæsonen i newzealandske Auckland, hvor hun stiller op i turneringen ASB Classic. Det skriver turneringen på sin hjemmeside.

Annonce

Fodbold. Zlatan Ibrahimovic kan nu kalde sig medejer af en professionel fodboldklub. Over for den svenske avis Aftonbladet bekræfter den svenske fodboldstjerne, at han har købt en fjerdedel af Hammarby, der spiller i den bedste svenske række, Allsvenskan. Tirsdag skabte Ibrahimovic undren i fodboldverdenen, da han lagde en video op, hvor en Hammarby-trøje blafrer på sort baggrund. På bagsiden af trøjen stod der ’Ibrahimovic’, men det blev ikke uddybet, om angriberen var ny spiller i klubben, eller hvad det gik ud på. Det viser sig altså, at Ibrahimovic nu er medejer af klubben, og det glæder han sig ikke overraskende over. »Det føles fantastisk. Det føles spændende med Hammarby, et helt andet projekt, og jeg er meget motiveret. Jeg vil være meget engageret, den dag jeg stopper med at spille fodbold. Jeg ser frem til at arbejde med fodbold fra en anden vinkel«, siger Ibrahimovic til Aftonbladet. Svenskeren stoppede for nylig som spiller i Los Angeles Galaxy. Det er endnu ikke blevet annonceret, hvor han fortsætter sin aktive karriere.

Fodbold. TV2 overtager fodboldrettigheder. Den danske tv-station har købt rettigheden til at vise fodboldkampe fra Primera Division, Serie A og Major League Soccer. Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.

Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Foto: Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Den amerikanske antidopingchef Travis Tygart mener kun, at Rusland forstår den strengeste straf, nemlig total udelukkelse af russiske atleter ved det kommende OL.

Doping. Chefen for USA’s Antidopingagentur (Usada), Travis Tygart, vil have et totalforbud mod russiske atleter ved OL i Tokyo i 2020. Det skriver antidopingchefen i en pressemeddelelse tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet AFP. Tygart siger derudover, at Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) forslag om at lade de russiske atleter deltage under det olympiske flag ikke er godt nok. »Wada bliver nødt til at være strengere og indføre et totalforbud mod russiske atleters deltagelse ved OL, som reglerne giver mulighed for. Kun en sådan straf vil få Ruslands opmærksomhed, ændre adfærd og beskytte de rene atleter, der deltager ved OL«, skriver han. Tygarts kommentarer kommer, efter at en komité i Wada har anbefalet Wada’s ledelse at udelukke Rusland fra alt sport i fire år. Det skete på baggrund af, at Rusland er blevet anklaget for at have fusket med data fra laboratorier i forbindelse med Ruslands verserende dopingskandale.

Fodbold. Frederik Rønnow er tilbage i Eintracht Frankfurts trup efter at have været ramt af sygdom. Den danske målmand er således udtaget til torsdagens Europa League-kamp mod Arsenal. Det skriver den tyske fodboldklub på Twitter.

Fodbold. Det amerikanske investeringsselskab Silver Lake har købt sig ind i selskabet bag de forsvarende Premier League-mestre fra Manchester City, City Football Group (CFG). Det skriver CFG på sin hjemmeside. Silver Lake har anskaffet sig lidt over 10 procent af CFG for en pris på 500 millioner dollar, hvilket svarer til cirka 3,4 milliarder kroner. Ud over Manchester City ejer CFG også en række andre fodboldklubber, heriblandt amerikanske New York City FC, australske Melbourne City FC og spanske Girona.

Fodbold. Christian Eriksen var med til at vende 0-2 til en 4-2-sejr til Tottenham i tirsdagens Champions League-gruppekamp mod Olympiakos, der sikrede den engelske klub avancement til ottendedelsfinalen. Danskeren kom på banen i stedet for Eric Dier efter 29 minutter, da Tottenham var bagud med 0-2. Indskiftningen af danskeren gjorde en forskel, mener Eriksens holdkammerat Dele Alli, der startede kampen på banen og scorede Tottenhams første mål kort inden pausen. »Det gjorde en forskel. Vi var ved at tabe, da han kom ind, og træneren (José Mourinho, red.) tog en beslutning om at sende en mere offensiv spiller på banen. Det kunne have været hvem som helst af os, der skulle ud efter de første 20 minutter, men heldigvis fungerede indskiftningen«, siger Dele Alli til det britiske medie BT Sport.

Det gjorde en forskel. Vi var ved at tabe, da han kom ind

Idrætspolitik. Onsdag igangsættes en undersøgelse af LGBTI-personers forhold og udfordringer i idrætsforeninger og idrætsmiljøer. Resultaterne af undersøgelsen skal munde ud i konkrete initiativer, der kan forbedre trivslen for LGBTI-personer i idrætsmiljøer, oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse. For at markere starten på undersøgelsen vil fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) onsdag formiddag møde ishockeymålmanden Jon Lee-Olsen, der i oktober var den første mand i dansk topidræt til at springe ud som homoseksuel.

Fodbold. Real Madrid kan ånde lettet op. Skaden, der tirsdag tvang Eden Hazard til at udgå af Champions League-kampen (2-2) mod Paris Saint-Germain, er ikke alvorlig. I første omgang frygtede klubben en forstuvet ankel, men onsdag oplyser klubben på sin hjemmeside, at Hazard er blevet undersøgt, og han slipper med blå mærker.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden