0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Suveræne Liverpool fortsætter ufortrødent i det nye år

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Carl Recine/Ritzau Scanpix
Foto: Carl Recine/Ritzau Scanpix

Liverpools Mohamed Salah scorede et af sit holds to mål.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Der var ikke mange tømmermænd at spore hos Liverpools spillere, da det suveræne tophold i Premier League skød det nye år i gang på fodboldbanen. Torsdag aften tog Liverpool hjemme imod Sheffield United, og det endte, som det har for vane i denne sæson. Liverpool vandt kampen 2-0 og har efter 20 runder stadig ikke tabt en ligakamp i denne sæson, hvor de 19 er vundet. Faktisk har Liverpool ikke tabt i et helt år i ligaen, siden det 3. januar i fjor blev til et nederlag mod Manchester City. Siden har Liverpool spillet 37 ligakampe uden at tabe. De tre point betød yderligere skridt i den sikre kurs mod det engelske mesterskab, og Liverpool topper med 58 point for en kamp færre end Leicester, der på andenpladsen har 45 point. Det var ikke et festfyrværkeri på Anfield, men det var to mål mod nul og tre point og en sikker sejr. Liverpool var da heller ikke længe om at komme i omdrejninger denne torsdag aften. Mohamed Salah slog således til i det fjerde minut og bragte Liverpool foran 1-0. Sadio Mané scorede til 2-0 i det 64. minut.

Fodbold. Wayne Rooney fik torsdag debut for Derby i den næstbedste engelske række, og det skete med manér for den tidligere engelske landsholdsstjerne. Derby tog hjemme imod Barnsley i Championship og vandt opgøret 2-1 og har dermed 33 point som nummer 17. Derby misbrugte flere åbenlyse tilbud i første halvleg, men i det sidste minut før pausen fik hjemmeholdet frispark langt tilbage på banen. Rooney tog sig af frisparket og sendte en skruet og hård bold skråt ind i gæsternes felt, hvor Jack Marriott fik flugtet bolden i nettet til 1-0. Barnsley fik udlignet kort inde i anden halvleg, men Martyn Waghorn sikrede 2-1-sejren med en scoring efter en lille time.

Fodbold. Landsholdsanfører Simon Kjær vil væk fra den italienske klub Atalanta. Det bekræfter den Sevilla-ejede forsvarsspillers agent, Mikkel Beck, over for Ekstra Bladet. »Det er rigtigt, at situationen er uholdbar i Atalanta. Det er desværre ikke blevet det perfekte ægteskab, fodboldmæssigt og taktisk, som vi håbede på mellem Simon og træneren. Og så er det bedre, at parterne skilles«, siger Mikkel Beck, der nu vil finde »den perfekte løsning« på krisesituationen. 30-årige Kjær har blot spillet 382 minutter for Atalanta i seks kampe i efteråret.

Fodbold. Det er langt fra gået ubemærket hen, at José Mourinho er tilbage i Premier League som manager for Tottenham. Onsdag efter Tottenhams nederlag i Southampton leverede Mourinho så endnu en verbal klassiker, da han skulle forholde sig til det gule kort, han fik af dommer Mike Dean. Årsagen til advarslen var et mundhuggeri med Southamptons målmandstræner, som fik en mindre kærlig hilsen med fra Mourinho. »Jeg var uforskammet. Men jeg var uforskammet over for en idiot. Jeg fortjente så afgjort det gule kort«, var Mourinhos analyse over for tv-stationen BT Sport. Episoden skete kort efter Harry Kane havde haft bolden i nettet, men var blevet dømt offside. José Mourinho var angiveligt utilfreds med, at Southampton-spillerne forsøgte at trække tiden ud.

Fodbold. To Brighton-fans og en Chelsea-fan kan se frem til karantæne og mulig fængselsstraf. I kølvandet på kampen i Premier League mellem de to klubber vil trioen nu alle tre blive retsforfulgt. To af tilfældene drejer sig om homofobiske tilråb mod modstanderfansene, mens den sidste ytrede sig racistisk mod det andet holds fans. »Det er umuligt for mig at forstå, hvordan nogle personer kan tro, at det er acceptabelt at opføre sig på denne måde«, siger Brighton-direktør Paul Barber.

Fodbold. Svenske Zlatan Ibrahimovic var torsdag til lægetjek i AC Milan og præsenteres officielt fredag. »Jeg kan ikke vente med at møde fansene på San Siro og få stadionet til at hoppe af glæde igen«, lød det fra Zlatan Ibrahimovic i et videoklip på AC Milans twitterkonto. Den 38-årige angriber spillede for AC Milan fra 2010 til 2012, og i den periode scorede han 56 mål i 85 kampe for klubben.

Fodbold. En anden, men mindre berømt svensker, skifter til sommer internt i Serie A. 19-årige Dejan Kulusevski har været til lægetjek i Juventus, men den Atalanta-ejede midtbanemand forbliver lejesvend i Parma indtil sommer. Det bekræfter hans agent ifølge Ritzau. Nyhedsbureauet TT har rapporteret en transfersum på omkring 35 millioner euro, ca. 261 millioner kroner.

Motorsport. Frederik Vesti, der netop er blevet nr. 4 i Politikens kåring af Årets Fund i dansk idræt, har fået sæsonen 2020 på plads. 17-årige Vesti skal køre med i det internationale formel 3-mesterskab, der afvikles sammen med formel 1-sæsonen. Danskeren vandt i 2019 det regionale formel 3-mesterskab, og Vesti har skrevet kontrakt med det italienske team Prema, som han også kørte for i fjor.

Cykling. Forårsklassikeren Milano-Sanremo, 21. marts, står muligvis foran en aflysning. Det skriver Ritzau med det italienske medie Ansa Liguria som kilde. I november smadrede et jordskred dele af vejen, der leder feltet hen til den legendariske Poggio-stigning, som er højdepunktet i løbets finale. Siden har ca. 300 millimeter regn har ført til flere ødelæggelser af vejene på ruten. Det vil ifølge det italienske medie Riviera24 koste mindst 75 millioner kroner at udbedre vejene.

Fodbold. Manchester Uniteds franske midtbanestjerne Paul Pogba skal opereres for en skade i sin ankel og ventes først at være kampklar igen om en måneds tid. Pogba er lige kommet tilbage efter at have været ude med en skade siden september, og han har kun været med i otte kampe i denne sæson.

Fodbold. 21-årige Oliver Kjærgaard, der har 6 superligakampe for Lyngby på cv’et, har fået ophævet kontrakten med norske Tromsø IF. Han nåede 8 kampe og 4 mål for klubben, siden skiftet fra Lyngby i 2018.

Håndbold. U20-landsholdsspilleren Elma Halilcevic, der spiller på positionen venstre fløj, har forlænget sin kontrakt med Team Esbjerg, så aftalen nu løber til sommeren 2o21.

Fodbold. Li Tie er udnævnt til permanent landstræner for Kina efter at han har stået i spidsen for holdet siden Marcello Lippi trådte tilbage fra posten i november sidste år. 43-årige Li Tie spillede i sin aktive karriere 92 landskampe og var med, da Kina i 2002 for hidtil eneste gang havde kvalificeret sig til VM. I perioden 2002-2006 spillede kineseren for Everton.

Annonce

Dart. Skotske Peter Wright er uofficiel verdensmester efter at han vandt han finalen i PDC World Darts Championship med 7-3 i sæt over den forsvarende mester, hollandske Michael van Gerwen. Det var 49-årige Peter Wrights anden VM-finale i karrieren, mens den hollandske verdensetter havde stået i situationen fire gange før. Opgøret var således en gentagelse af finalen i 2014, hvor Michael van Gerwen vandt sin første titel. I alt havde han besejret Wright 59 gange i karrieren før årets slutkamp i Londons Alexandra Palace.

Basketball. Los Angeles Lakers fik holdets tredje sejr på stribe, da det hjemme i Staples Center blev 117-107 over Phoenix Suns. Superstjernen LeBron James var atter hjemmeholdets store spiller, og med 31 point, 13 rebounds og 12 asssister præsterede han sæsonens 8. triple double.

Basketball. Reaktionerne fra tidligere og nuværende stjernespillere vælter ind efter den tidligere NBA-kommissær David Sterns død. Kommissær er i amerikansk sport betegnelsen for den øverste leder af et forbund. David Stern var kommissær i det amerikanske basketballforbund fra 1984 til 2014, hvor NBA oplevede en eksplosiv vækst i popularitet. I 2014 stoppede han som kommissær, og 1. januar 2020 døde han i en alder af 77 år grundet en hjerneblødning. »Alle medlemmer af NBA-familien er begunstiget af Davids vision, generøsitet og inspiration. På grund af David er NBA et globalt brand«, siger den nuværende kommissær, Adam Silver, i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.

Fodbold. I tredje forsøg vandt Mikel Arteta som manager for Arsenal. Med 2-0 over Manchester United i Premier League blev det til 3 point for første gang siden Arteta overtog ansvaret for London-klubben. Scoringerne faldt begge før pausen, men trods sejren er Arsenal blot på rækkens 10. plads.

Tennis. Maria Sharapova spillede senest på højeste niveau ved US Open i august sidste år, og på grund af skader blev det blot til 15 kampe i hele 2019. Men nu er den tidligere verdensetter klar igen og stiller op i Brisbane International i denne måned efter at have fået et wildcard. Den 32-årige russer er dalet ned som nr. 133 i verden og skal derfor håbe på et nyt wildcard, hvis hun skal spille med i Australian Open.

Læs mere