Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix

Efter fyringen i Chelsea er Antonio Conte blevet cheftræner i Napoli.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Chelsea måtte af med en kvart millard, da træneren blev fyret

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fodbold. Afskeden med Antonio Conte og resten af trænerstaben i sommeren 2018 blev en bekostelig affære for Chelsea. Ifølge The Guardian viser klubbens regnskab, at det kostede 26,6 millioner pund (ca. 233 mio. kr.) i kompensationer og advokatregninger. Antonio Conte gjorde i 2017 Chelsea til engelsk mester, men en 5.-plads og manglende kvalifikation til Champions League året efter resulterede i en fyreseddel. I alt har Chelsea betalt 90 millioner pund (ca. 790 mio. kr.) i kompensationer efter trænerfyringer, siden russeren Roman Abramovich overtog klubben i 2004.

Håndbold. Bjerringbro-Silkeborg (BSH) har fundet afløseren for Michael V. Knudsen, der stopper sin håndboldkarriere til sommer. Det bliver den 29-årige stregspiller Alexander Lynggaard, som efter denne sæson skifter til den jyske klub fra franske Saint-Raphaël. Alexander Lynggaard har skrevet kontrakt med BSH frem til sommeren 2024. »Jeg ser frem til at spille med i toppen af ligaen og være med helt fremme i alle turneringer både nationalt og internationalt. Jeg har også et stort ønske om at blive dansk mester, og jeg tror på, at Bjerringbro-Silkeborg igen kan komme øverst på skamlen«, siger stregspilleren til klubbens hjemmeside. Tidligere har han været med på det danske landshold, men er ikke en del af det hold, der skal spille EM.

Håndbold. Kim Rasmussen er fyret som landstræner for Ungarns kvindelige landshold, der røg ud af VM-slutrunden i december efter gruppespillet og sluttede som nummer 14. Den 47-årige dansker havde bestredet jobbet siden 2016, da han havde vundet Champions League med CSM Bucuresti.

Fodbold. Paul Pogba er blevet opereret for den ankelskade, der har holdt ham ude af Manchester Uniteds seneste fire kampe. »Alt gik godt. Vi må bevare den positive energi«, siger franskmanden på Instagram. Ifølge AFP vil operationen holde Paul Pogba ude i yderligere fire uger. Også Tottenhamspilleren Moussa Sissoko er blevet opereret, og hans ledbåndsskade koster en pause på tre måneder.

Ishockey. I forsøget på at slippe væk fra sidstepladsen har Odense Bulldogs hentet to amerikanske spillere, wingen Jack Walker og centerspilleren Sam Povorozniouk.

Fodbold. Transfervinduet blafrer med masser af små og store klubskifter:

  • Efter ansættelsen af tyskeren Maximilian Dentz som cheftræner har Næstved hentet to tyske spillere til 1. divisionsholdet: Først stopperen Hendrik Starostzik og siden venstrebacken Marcus Mlynikowski, der senest har spillet i regionalligaklubben Berliner AK 07.
  • Efter at have været udlejet et halvt år til Burnley er midtbanespilleren Danny Drinkwater atter blevet udlejet af Chelsea. Denne gang til Aston Villa i resten af sæsonen.
  • Hoffenheim har skrevet en 4-årig kontrakt med den israelske angriber Manus Dabbur, der det seneste halve år har spillet i Sevilla.
  • Lyngby har skrevet kontrakt med den 19-årige angriber Magnus Warming, som skifter fra Brøndby, hvorfra han senest var udlejet til Nykøbing FC.
  • 36-årige Dennis Flinta er netop stoppet i Silkeborg IF, men spiller videre for danmarksserieklubben Silkeborg KFUM, hvor den tidligere superligatræner Ove Christensen er sportschef.

Fodbold. Danmarks kvindelige landshold skal i sin første kamp i 2020 møde Norge. Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter. Det sker 4. marts ved turneringen Algarve Cup, der spilles i Portugal. Mødet mellem Danmark og Norge er en kvartfinale, men uanset resultatet er begge hold garanteret tre kampe i turneringen. Vinderen af kampen skal møde vinderen af opgøret mellem Tyskland og Sverige i semifinalen. De to tabere skal mødes i en placeringskamp. I den tredje kamp skal Danmark enten i en finale eller placeringskamp møde Portugal, New Zealand, Belgien eller Italien. For Danmark kommer Algarve Cup til at fungere som testkampe inden de næste kampe i EM-kvalifikationen. I gruppen, hvor Danmark har vundet sine første fem kampe, venter Bosnien-Hercegovina og Malta henholdsvis 9. og 14. april.

Michael Bradley/Ritzau Scanpix
Foto: Michael Bradley/Ritzau Scanpix

I karrierens næstsidste turnering fik Caroline Wozniacki tirsdag morgen en god start, da hun sikkert vandt sin kamp i Auckland.

Tennis. Den næstsidste turnering i karrieren begyndte godt for Caroline Wozniacki, der – som ventet – vandt 6-1, 6-0 over 22-årige Paige Mary Hourigan (ranglistens n4. 447) fra New Zealand. Dermed er danskeren videre til 2. runde i WTA-turneringen i Auckland, hvor hun skal møde Laura Davis fra USA. » Det var min første singlekamp i sæsonen, så jeg ville gerne prøve det hele derude, og jeg synes, at jeg spillede godt«, siger Wozniacki i et sejrsinterview på banen. Wozniacki gik mandag videre i doubleturneringen sammen med Serena Williams, og det gav hende mere ro i tirsdagens singlekamp. »Jeg fik nogle af de første nerver ud i går (mandag, red.), så jeg kunne spille endnu mere frit«, siger Wozniacki. Onsdag spiller Wozniacki double med Serena Williams, og modstanderne er USA’s Caroline Dolehide og svenske Johanna Larsson.

E-sport. Det danske Counter-Strike-hold North holder på en af de store profiler. Tirsdag oplyser North i en pressemeddelelse, at 21-årige Markus ’Kjaerbye’ Kjærbye har sat sin signatur på en kontraktforlængelse. Det oplyses dog ikke, hvor lang kontrakten er. Den unge e-sportsstjerne skiftede til manges overraskelse fra det danske storhold Astralis til North i februar 2018, hvor North-holdet, som er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film, var en ret ny satsning.

Fodbold. Offensivspilleren Rezan Corlu har været en fremtrædende skikkelse på Lyngbys superligahold i denne sæson, og det har man også bemærket i Brøndby, som ejer Corlu. Således har Brøndby forlænget kontrakten med den udlejede Corlu, så kontrakten gælder frem til sommeren 2023 i stedet for 2022. Det oplyser Brøndby på sin hjemmeside. Brøndby hentede Corlu i Roma sidste år og udlejede ham til Lyngby for den igangværende sæson. Hovedpersonen, der har fået sin fodboldopdragelse i Brøndby, mere end antyder, at han efter lejemålet skal tilbage til Brøndby. »Jeg har udviklet mig meget de sidste par år. Først i Roma og så i Lyngby, hvor jeg i efteråret fik vist, at jeg kan gøre en forskel i Superligaen. Den udvikling ser jeg frem til at fortsætte, og når jeg vender tilbage til Brøndby, er jeg parat til at præstere foran Sydsiden«, siger Corlu med henvisning til tribunen bag det ene mål på Brøndby Stadion.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Efter en god indsats i kvalifikationen er Hans-Kristian Vittinghus med i hovedturneringen ved Malaysia Masters.

Badminton. Fire danske doubler var i aktion i Malaysia Masters tirsdag, og alle røg ud af turneringen. Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen tabte 17-21, 14-21 til de femteseedede indonesere, Fajar Alfian og Muhammad Rian Ardianto. Dernæst var Maiken Fruergaard og Sara Thygesen på banen, men også her endte det med dansk nederlag i to sæt. Duoen tabte 19-21, 10-21 til de femteseedede sydkoreanere, So Hee Lee og Wooi Yik Shin, efter 40 minutter spil. Og heller ikke Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen nåede videre fra første runde, men her var der mere spænding om resultatet. Det endte med et dansk nederlag i tre sæt på 20-22, 21-10, 10-21 til kineserne Xiang Kai Huang og Cheng Liu. Alexandra Bøje og Mette Poulsen tabte 21-15, 14-21, 19-21 til Hu Ling Fang og Hsu Ya Ching fra Taiwan. I mændenes singlerække vandt Hans-Kristian Vittinghus to kvalifikationskampe tirsdag og træder onsdag ind i hovedturneringen, hvor også Anders Antonsen, Viktor Axelsen, Rasmus Gemke og Jan Ø. Jørgensen deltager.

Motorsport. Hollandske Max Verstappen, der i sæson 2019 leverede en række fremragende præstationer i formel 1, forlænger sin aftale med Red Bull frem til 2023. Det oplyser formel 1-holdet på sin hjemmeside.

Annonce

Pabijan Jarek/Ritzau Scanpix
Foto: Pabijan Jarek/Ritzau Scanpix

Nicki Pedersen kæmper for et comeback til eliten.

Speedway. For første gang i årtusindet kørte Nicki Pedersen i 2019 ikke et eneste løb i speedwaysportens mest prestigefyldte konkurrence: VM-serien. Den 42-årige fynbo drømmer om et VM-comeback, så han kan få muligheden for at vinde et fjerde VM. Han har comebackplanen klar: Han skal blive europamester i 2020. Som noget nyt vil vinderen af EM-serien i fremtiden blive belønnet med en fast plads i VM-serien den efterfølgende sæson, og det er ifølge Nicki Pedersen et fremragende tiltag. »Det motiverer mig helt vildt, og EM bliver min drivkraft i 2020, for det er min vej tilbage til VM-serien. Jeg kommer ikke til at køre GP Challenge (VM-kvalifikation, red.), og jeg kan ikke kun satse på, at de høje herrer giver mig et wildcard«, siger Nicki Pedersen.

Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Emmanuel Sabbi fra USA bliver ny offensiv spiller hos OB.

Fodbold. OB henter endnu en offensiv profil gratis hos en af rivalerne i Superligaen. Mandag oplyste OB, at Sønderjyske-angriberen Mart Lieder til sommer skifter transferfrit til fynboerne. Og tirsdag kunne OB så fortælle, at offensivspilleren Emmanuel Sabbi skifter fra Hobro på en fireårig kontrakt. Ligeledes transferfrit. Sabbi har fået en aftale med OB, der løber frem til sommeren 2024, skriver Ritzau.

Cykling. Virtu Cycling, hvor Bjarne Riis er medejer, indkalder til pressemøde onsdag eftermiddag. Bjarne Riis vil fortælle »... spændende nyt om fremtiden«, oplyser cykelholdet i en pressemeddelelse tirsdag. Til stede vil være blandt andre Bjarne Riis, der er medejer af Virtu Cycling, samt Anders Gram fra holdets ledelse. Pressemødet finder sted på Hotel D’Angleterre i det centrale København onsdag klokken 15.

Håndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen venter til sidste øjeblik med at fjerne en mand fra den danske EM-trup. På lørdag indleder Danmarks mænd EM i Malmø, og fredag skal landstræneren senest sætte navne på de 16 spillere og to reserver, der skal deltage i slutrunden. I øjeblikket er der én spiller for meget i den trup, som forbereder sig til EM. »Alt er i spil indtil videre. Jeg kommer først til at tage beslutningen fredag formiddag om, hvilke 18 spillere der skal med«, siger Nikolaj Jacobsen i følge Ritzau. En trio bestående af playmaker Rasmus Lauge samt fløjspillerne Lasse Svan Hansen og Magnus Landin døjer i øjeblikket med småskader.

Ciro De Luca/Ritzau Scanpix
Foto: Ciro De Luca/Ritzau Scanpix

Ruslands Daniil Medvedev, der her i Perth server mod norske Casper Ruud, er efter et stort 2019 nr. 5 på verdensranglisten.

Tennis. Ruslands to stjernenavne, Daniil Medvedev og Karen Khachanov, banede tirsdag vej for en sikker 3-0-sejr over Norge ved ATP Cup, og dermed er russerne klar til at rejse med holdkaptajn Marat Safin til Sydney, hvor de otte bedste nationer spiller finalestævne. Medvedev besejrede tirsdag den ellers meget formstærke nordmand Casper Ruud i to sæt, og hvis Medvedev kan komme i nærheden af niveauet fra efteråret 2019, bliver han Ruslands store trumf i de sidste kampe.

Ishockey. En storspillende Nikolaj Ehlers lavede to point i Winnipeg Jets’ sejr over Montréal Canadiens i NHL natten til tirsdag dansk tid. Med en assist til John Morrisseys mål til 1-0 og en scoring til 2-0 i anden periode var 23-årige Ehlers hovedarkitekten bag sejren på 3-2 i Montreal, Canada. Sejren var Jets’ blot tredje i de seneste ti kampe. Andetsteds blev målmand Frederik Andersen skiftet ud i målet i anden periode ved stillingen 0-3 i Toronto Maple Leafs’ nederlag til Edmonton Oilers. På det tidspunkt havde Frederik Andersen lukket tre mål ind på 19 skud. Det gik ikke meget bedre for afløseren Michael Hutchinson, der lukkede tre mål ind på 13 skud i nederlaget på 4-6.

Tennis. Mikael Torpegaard indledte året med et nederlag, da han tabte 3-6, 6-3, 1-6 til argentineren Marco Trungelliti i Challenger-turneringen i Noumea i Ny Kaledonien. Den 25-årige dansker, som er nr. 166 i verden, var som 13.-seedet oversidder i turneringens 1. runde. Dermed er begge danskere ude af turneringen. Mandag røg 16-årige Holger Rune, der er nummer 1.019 i verden, ud.

Fodbold. Premier League-giganterne Liverpool og Manchester City får modstand fra lavere rækker i fjerde runde af den engelske pokalturnering FA Cup. Ved mandagens lodtrækning fik Liverpool udebane mod enten Bristol City fra næstbedste række eller Shrewsbury Town, der spiller i League One, hvilket er tredje niveau ligasystemet. Manchester City får fordel af hjemmebane, når det regerende mesterhold møder Fulham fra næstbedste række, Championship. Også det overraskende tophold Leicester får Championship-modstand, eftersom holdet skal på besøg hos danskerklubben Brentford, der har Thomas Frank som manager. Fjerde runde afvikles mellem 25. og 28. januar.

Fodbold. FC København har forlænget sponsoraftalen med Carlsberg, så der vil også stå Carlsberg på FCK-spillertrøjerne efter sommeren 2021, hvor de to parters tidligere aftale stod til at udløbe. Aftalen er forlænget med tre år, og FCK har mulighed for at forlænge aftalen med yderligere to år.

Fodbold. Liverpool har lavet en aftale med Nike, som bliver klubbens trøjeleverandør fra sommeren 2020. Dermed har Liverpool valgt at lade aftalen med New Balance udløbe. Aftalen med Nike kaldes mangeårig, men Premier League-klubben oplyser ikke den præcise kontraktlængde eller beløb.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden