0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Coronavirus skal stoppes: Alle sportsbegivenheder i Italien den næste måned bliver uden tilskuere

Følg strømmen af sportsnyheder fra ind- og udland.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jean-philippe Ksiazek/Ritzau Scanpix
Foto: Jean-philippe Ksiazek/Ritzau Scanpix

Blandt andre Cristiano Ronaldo skal den kommende måned optræde for tomme tribuner.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Alle sportsbegivenheder i Italien vil i en måned blive afholdt uden publikum for at stoppe udbredelsen af coronavirus. Det oplyser Italiens regering i et dekret onsdag aften. Det skriver nyhedsbureauet AFP og flere andre medier ifølge Ritzau. Beslutningen rammer blandt andet italiensk fodbold, hvor flere kampe allerede er blevet afviklet for tomme tribuner. Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus. Mere end 3.000 mennesker er smittet og 107 er døde.

Fodbold. AaB er klar til semifinalen i pokalturneringen efter sejr på 2-0 hjemme over de regerende danske mestre fra FC København. Mathias Ross gjorde det til 1-0 i kampens 43. minut, mens Oliver Klitten fem minutter efter pausen øgede til slutresultatet. FCK’s træner Ståle Solbakken fik i forbindelse med føringsmålet en advarsel for at brokke sig til dommeren. Nordmanden mente, at AaB havde taget et indkast for langt fremme. Den advarsel blev skæbnesvanger, da AaB øgede til 2-0, for igen blev Solbakken voldsomt sur, og så blev han præsenteret for endnu et gult kort og derefter det røde kort.

Basketball. Bakken Bears er kommet et skridt nærmere semifinalerne i Europe Cup. I den første kvartfinale mod de hviderussiske mestre fra Tsmoki Minsk blev det til dansk sejr på 79-66. Der er returkamp i Hviderusland næste onsdag.

Fodbold. Marcis Ingvartsen bragte Union Berlin på vinderkurs i pokalkvartfinalen mod Bayer Leverkusen, da han kort før tid scorede til 1-0 på hovedstød. Men kampens sidste 20 minutter blev dyre for gæsterne, der først fik Christopher Lenz vist ud, og derefter måtte indkassere tre mål, så Leverkusen vandt 3-1 og altså er klar til semifinalen.

Coronavirus. Ved skiskytternes World Cup-afdeling i tjekkiske Nove Mesto er det allerede besluttet, at konkurrencerne kommer til at foregå uden de sædvanligvis op mod 100.000 tilskuere, der tropper op henover en forlænget weekend. Nu har arrangørerne også strøget pressemøder og præmieceremonier i forbindelse med de kommende dagens udfoldelser. »Det er som sex uden orgasme«, skriver en skuffet tjekkisk topskiskytte Michal Krcmar på Instagram. »Så er det tilbage til rødderne. Det bliver som dengang ved skoleturneringerne uden tilskuere«, siger tyskeren Vanessa Hinz ifølge tv-stationen ARD.

Håndbold. De tidligere mangedobbelte danske mestre fra KIF Kolding kunne overraskende juble over den første sejr i ligaen siden 21. december, da de var på besøg hos Bjerringbro/Silkeborg. Gæsterne vandt nemlig 31-26 og lagde dermed lidt afstand til den direkte nedrykningsplads. Chris Holm Jørgensen var med 7 mål bedste skytte hos KIF.

Olympisk. Præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, åbner nu for, at antallet af kvotepladser til sommerens OL i Tokyo bliver øget. Det kan komme på tale i de sportsgrene, der i disse uger må aflyse kvalifikationsstævner på grund af coronavirussen, siger han til insidethegames.com. Han siger, at IOC er indstillet på at finde en fair løsning, så de atleter, der udenfor enhver tvivl ville have kvalificeret sig til legene, også kommer med.

Håndbold. Med en sejr på 26-22 ude over TTH Holstebro generobrede Odense 2. pladsen i ligaen, som holdet havde afgivet til Viborg. Hjemmeholdet var ellers foran 15-13 ved pausen, men kunne ikke holde kadencen i 2. halvleg. Landsholdsspiller Nadia Offendal blev med 6 mål topscorer for fynboerne. I København slog Herning-Ikast hjemmeholdet med 30-23.

Fodbold. Midt- og Vestsjællands Politi frafalder sagen om påstået matchfixing i fodboldklubben FC Roskilde, skriver Ekstra Bladet ifølge Ritzau. Avisen fortæller onsdag, at politiet efter otte måneders efterforskning ikke har været i stand til at løfte bevisbyrden i den spektakulære sag. Den daværende cheftræner, Christian Lønstrup, anklagede ifølge B.T. i maj sidste år sine spillere for aftalt spil på et tidspunkt, hvor holdet kæmpede for at holde sig i 1. division. Danmarks Idrætsforbunds (DIF) Matchfixingsekretariat gik ind i sagen, men kunne ikke bevise, at der var foregået noget ulovligt.

Atletik. Efter at have gentestet en dopingprøve fra de olympiske lege i Rio de Janeiro viser det sig, at guldvinderen på kvindernes 3.000 meter forhindringsløb, Ruth Jebet, var dopet med epo. Hun er derfor idømt fire års karantæne, skriver Ritzau.

Cykling. 14 læger fra i alt 11 professionelle cykelhold kræver nu de italienske løb Strade Bianchi, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo samt det franske etapeløb Paris-Nice aflyst som følge af corona-virus-udbruddet. Det skriver cyclingnews, der er i besiddelse af brevet, de bekymrede læger har sendt til italienske og franske løbsarrangører. Lægerne kritiserer i brevet løbsarrangørerne ASO og RCS for mangel på en plan for, hvordan man vil sikre løbene mod coronavirus.

Cykling. Det australske World Tour-hold Mitchelton-Scott dropper deltagelsen i Paris-Nice, der starter i weekenden, Tirreno-Adriatico , Strade Bianche og Milan-San Remo på grund af frygten for coronavirus. Strade Bianchi bliver også uden Jumbo-Visma

Håndbold. Rusland har ansat tyske Velimir Petkovic som ny landstræner efter Eduard Koksharov, der forlod posten ovenpå et skuffende EM i januar. Petkovic blev tidligere i år fyret i bundesligaklubben Füchse Berlin.

Triatlon. Tidligere sportschef i Triatlon Danmark, Michael Krüger, og den kun 18-årige atlet Sif Bendix Madsen er blevet idømt henholdsvis fire og et års udelukkelse på grund af anvendelse af en metode, som strider mod de nationale antidopingregler. Det meddeler Danmarks Idrætsforbunds Dopingnævn. Det er forbudt at få intravenøse infusioner eller indsprøjtninger af mere end 100 ml i løbet af 12 timer. Sif Bendix Madsen har erkendt at have fået en infusion på 500 ml saltvandsopløsning og fik væske og infusionsudstyr udleveret via nærmeste familie af daværende sportschef Michael Krüger. Karantænerne er med tilbagevirkende kraft, hvorfor Sif Bendix Madsen kan konkurrere igen 28. juni i år.

Fodbold. Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, er kommet ud af regnskabsåret 2019 med et plus på 75 millioner kroner før skat. »Vi glæder os særligt over, at vi har store sportslige resultater med solide finansielle resultater. Vi har vundet Superligaen, spillet os videre til 1/16-finalerne i Europa League samtidig med, at vi leverer et flot overskud«, siger bestyrelsesformand Bo Rygaard. »En række betydelige spillersalg og en markant stigning i billet- og merhandisesalget påvirkede resultatet i positiv retning«, hedder det endvidere i en pressemeddelelse.

Fodbold. Så er hele testfasen frem mod EM-slutrunden planlagt for det danske landshold, som kommer til at møde samtlige nordiske nationer i løbet af foråret og sommeren. Sidste test forud for EM, hvor der indledes med en kamp mod Finland, er mødet med Sverige 7. juni i Brøndby. Samme sted spiller landsholdet 1. juni mod Norge. Landsholdssæsonen starter med kampen mod Færøerne i Herning 27. marts og efterfølges af en kamp i London mod England 31. marts.

»Vi er meget glade for nu at have to stærke hold i form af Norge og Sverige på plads som testmodstandere op til EM, og vi er også meget tilfredse med at spille begge kampe på Brøndby Stadion, som jo er tæt på vores EM-lejr i Helsingør. Det giver os rigtig gode betingelser i forberedelserne frem mod EM«, siger landstræner Åge Hareide.

Coronavirus. Danske Magnus Corts EF-cykelmandskab har bedt om lov til at trække sig fra de kommende italienske løb Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo. Det er frygten for at pådrage sig coronavirus, der har fået holdet til at tage skridtet. Sundhedsmyndighederne i USA, hvor EF-holdet er registreret, fraråder alle unødvendige rejser til Italien. »Vi mener, at det er bedst at følge dette råd og gøre alt, hvad vi kan for at holde vores stab og ryttere raske og hjælpe med at sikre, at de ikke risikerer at overføre virusset«, meddeler EF ifølge Ritzau til Wall Street Journal.

Flere ryttere fra det franske Cofidis-hold, herunder danske Jesper Hansen, er allerede afskåret fra deltagelse i både Strade Bianche og Tirreno-Adriatico. Rytterne har siddet i corona-karantæne på et hotel i Abu Dhabi siden UAE Tour blev stoppet i sidste uge og skal være der frem til 14. marts. »Det er meget frustrerende. Dagene er vildt lange, og vi kan ikke rigtig lave noget. Vi ligger på sengen, ser film på computeren og kigger lidt på telefonen«, siger Jesper Hansen til DR.

Coronavirus. Det Internationale Judoforbund (IJF) har aflyst OL-kvalifikationsstævnet Rabat Grand Prix 2020 i Marokkos hovedstad. Det skriver forbundet ifølge Ritzau på sin hjemmeside. Aflysningen får betydning for de danske judokæmpere Lærke Olsen, Emilie Sook og Mathias Madsen, der skulle bruge stævnet til at samle point i OL-kvalifikationen. I Japan er kampene ved rugbyturneringen Asia Sevens Invitational 25. og 26. april sat i bero.

Coronavirus. Onsdagens retursemifinale i Coppa Italia mellem Juventus og AC Milan er udskudt. Ifølge nyhedsbureauet ANSA er det bystyret i Torino, der har truffet beslutningen om at udsætte kampen. Onsdag middag blev også den anden semifinale Napoli-Inter taget af programmet. Inter har dermed fået tre liga- og pokalkampe udsat. Italiens sportsminister, Vincenzo Spadafora, siger ifølge Ritzau, at regeringen sandsynligvis vil kræve, at alle topkampe i Serie A bliver spillet for lukkede døre.

Annonce

Fodbold. Flere af de største klubber i Portugal samt en række prominente individer med markant tilknytning til nogle af spillets største stjerner er kommet i søgelyset hos de portugisiske skattemyndigheder. Det skriver Tribuna Expresso. Storklubberne FC Porto, Benfica og Sporting fik onsdag morgen besøg af efterforskere i klubkontorerne. Tillige rapporteres stjerneagenten Jorge Mendes og dennes Gestifute-selskab samt Cristiano Ronaldos advokat Carlos Osório i søgelyset i sagen, der omfatter mulig svindel med dokumenter i forbindelse med kontrakter, spillerhandler og skattebetaling fra 2015 og frem. AP skriver, at over 200 skatteinspektører og betjente deltog i aktionen ved 76 ransagninger.

Fodbold. Kommende landstræner Kasper Hjulmand får debut som A-træner 5. september mod Belgien. Det står fast efter at kampprogrammet til Nations League 2020/2021 er forhandlet på plads.

Danmarks Nations League-program:

  • Lørdag 5. september klokken 20.45: Danmark-Belgien
  • Tirsdag 8. september klokken 20.45: Danmark-England
  • Fredag 9. oktober klokken 20.45: Island-Danmark
  • Mandag 12. oktober klokken 20.45: England-Danmark
  • Torsdag 12. november klokken 20.45: Danmark-Island
  • Søndag 15. november klokken 18: Belgien-Danmark

»Det bliver et rigtig stort efterår for alle fans af landsholdet, når vi skal prøve kræfter med det øverste lag i Nations League. Vi glæder os meget til at kunne byde Belgien, England og Island velkommen til Danmark, det bliver stort og givende for holdet og spillerne at møde de bedste hold i Europa, og vi håber, at fansene er klar til at støtte holdet, så vi kan få skabt nogle fantastiske kampe både på hjemmebane i Danmark og på udebane«, siger Peter Møller, fodbolddirektør i DBU.

Fodbold. Den kenyanske midtbanespiller Victor Wanyama forlader Tottenham og skifter på en fri transfer til Montreal Impact i Major League i USA. Han har fået en treårig kontrakt.

Olympisk. Den skandaliserede præsident for Det Internationale Vægtløftningsforbund (IWF), Támas Aján, er trådt tilbage som æresmedlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). En tysk tv-dokumenter rettede i januar alvorlige korruptionsanklager mod den 81-årige, og Aján og forbundet bliver i øjeblikket kulegravet af den canadiske advokat Richard McLaren, der også spillede en hovedrolle i optrævlingen af den store russiske dopingsag.

Olympisk. OL i Paris i 2024 tager en spektakulær afstikker. Det er surfkonkurrencerne, der skal afvikles 15.000 km fra det franske fastland ud for Tahiti i Fransk Polynesien. Den Internationale Olympiske Komité havde ytret forbehold overfor den franske plan, men gav tirsdag grønt lys, skriver insidethegames.biz. Den centrale Paris-plads Place de la Concorde er ligeledes blevet godkendt som mulig OL-venue.


Fodbold. Liverpool-manager Jürgen Klopp tager nederlaget til Chelsea i FA Cuppens i aftes - det tredje i fire kampe til Liverpool - med nogenlunde ro. »Det er selvfølgelig ikke cool, at tabe 2-0, men det er sådan set ganske let at forklare hvorfor. Vi begik to store fejl i forbindelse med de to mål«, siger Klopp til klubbens hjemmeside.

Fodbold. Et par håndfulde skader i truppen har tvunget FC København-manager Ståle Solbakken til at udtage to 17-årige og en 18-årig til onsdagens pokalkamp mod AaB. Det er William Bøving, Jacob Haahr og Alexander Hjælmhof, der er rykket op i førsteholdstruppen. AaB kæmper ligeledes med stribevis af skader.

Tennis. Den 36-årige veteran Kim Clijsters har det svært i sin comebacktid. Belgieren, der er tilbage efter 7 års pause, tabte også i 1. runde af WTA-turneringen i mexicanske Monterrey med 3-6, 5-7 til britiske Johanna Konta. For et par uger siden røg hun ud i 1. runde i Doha.

Læs mere