Da landstræner Lars Søndergaard satte sig for at benytte den netop overståede Algarve Cup til at blande flere unge talenter i opskriften på det danske kvindelandshold i fodbold, var Emma Snerle en af de indlysende talenter at sætte på banen.
Den 18-årige Fortuna Hjørring-spiller er blevet en profil i den danske Gjensidige Kvindeligaen, hvor hun med sin klub sluttede som nummer et i grundspillet foran Brøndby. Derfor er hun nu også blevet en af de spillere, som, håber Lars Søndergaard, vil kunne bidrage med ung energi og kvalitet til det danske landshold, der kom hjem fra Portugal med to sejre og et sidste minut-nederlag.




























