Flere kvinder i Danmark dyrker idræt i en forening. Det fremgår af den årlige rapport ’Idrætten i Tal’, der udgives af Danmark Idrætsforbund (DIF). Ikke bare slår danske idrætsforeninger medlemsrekorden i 2019 – medlemstallet på kvindesiden er også højere end nogensinde.
Ud af de knap 50.000 flere medlemmer, der har meldt sig ind i en idrætsforening i 2019, er 55,5 procent kvinder. Det er til stor glæde for Charlotte Bach Thomassen, som er landsformand i DGI. Noget af det, der har været en udfordring, er, at der er flere piger end drenge, der stopper med at dyrke idræt i en forening i ungdomsårene, fortæller hun. Derfor har DGI og DIF arbejdet på at lave alternative idrætsaktiviteter for voksne kvinder.




























