Fodbold. Når den engelske Premier League kommer i gang igen bliver det i første omgang formentlig uden tilskuere på tribunerne. Derfor beder den britiske kulturminister Oliver Dowden nu indehaverne af tv-rettighederne til rækken, Sky Sports og BT, om at transmittere nogle af kampene på deres gratis kanaler. »Jeg har sagt til Premier League, at det ikke vil sende det bedste signal, hvis det var en af de første store sportsgrene, der blev åbnet igen bag lukkede døre, og størstedelen af offentligheden så ikke kunne have adgang«, siger han ifølge BBC.
Cykling. Den schweiziske tempospecialist Stefan Küng (Groupama-FDJ) hentede en overbevisende sejr i det virtuelle univers, da han tilbagelagde de 46 fuldstændig flade km på 2. etape af The Digital Swiss 5 med et forspring på 47 sekunder til den tredobbelte italienske verdensmester i individuelt forfølgelsesløb Filippo Ganna (Team Ineos). Tredjepladsen gik efter en heftig spurtduel til australieren Michael Matthews (Team Sunweb) foran den belgiske OL-guldvinder Greg van Avermaet (CCC). De to var slået med henholdsvis 1.28 og 1.33 minut. Af de to danskere blandt de 57 deltagere, verdensmester Mads Pedersen (Trek-Segafredo) og den nationale champion Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick Step), klarede førstnævnte sig bedst som nr. 27.
Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, opfordrer alle sine medlemslande til på et tidspunkt at genoptage de ligaer, som lige nu er suspenderede på grund af coronapandemien, og få dem spillet færdig. Således kan deltagerne i de europæiske turneringer findes på en rimelig måder, skriver Uefa i en pressemeddelelse. Kan en turnering på grund af de nuværende omstændigheder ikke spilles færdig, skal det nationale forbund finde en sportslig acceptabel afgørelse.
Atletik. Den olympiske mester i 50 kilometer kapgang fra legene i Moskva 1980, Hartwig Gauder, er død i en alder af 65 år. Gauder, der stillede op for hedengangne DDR blev europamester i 1986, verdensmester i 1987 og vandt ydermere OL-bronze i 1988.
Atletik. Diamond League-stævnerne i Eugene 7. juni og Paris 13. juni er udsat på grund af coronapandemien.
Fodbold. Den succesfulde manager Jürgen Klopp frygtede i begyndelsen af sin tid i Liverpool for at blive fyret på grund af ledelsens manglende tålmodighed i forhold til at ændre holdets spillestil. Han skulle overbevise Liverpools ejere fra Fenway Sports Group om projektet og dets behov for tid. »Det stod klart, at vi ikke kunne gøre det med et fingerknips. Det ønskede alle, men det kunne vi ikke. Så jeg var nødt til at bede om mere tid. Det vidste jeg«, siger Klopp ifølge Ritzau til Sky Sports. Klopp og Liverpool sluttede som nummer 8 i Premier League 2016, nummer 4 i 2017 og 2018, nummer 2 i 2019 og er i sæsonen efter Champions League-triumfen nu blot to ligasejre fra den første titel i 30 år. Fifa kårede i 2019 Klopp som verdens bedste træner.
Corona. Et dekret fra den ungarske regering giver nu landets professionelle sportsklubber bemyndigelse til at sænke spillere, ledere og træneres løn med 70 procent. Dekretet er underskrevet af premierminister Viktor Orban, og i det står, at lønnedskæringerne kan være gældende, så længe Ungarn er i undtagelsestilstand på grund af coronapandemien. Ungarn indførte undtagelsestilstand 30. marts, og den bevirker, at regeringen kan lede landet per dekret. Der er ikke sat udløbsdato på undtagelsestilstanden.
Fodbold. Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) bekræfter, at kvindernes EM er rykket fra 2021 til 2022. England er vært fra 6.-31. juli 2022.
Økonomi. Der kan være en europæisk hjælpepakke på vej til eliteidrætten. Det fortæller kulturminister Joy Mogensen (S) til Ritzau, efter at hun tirsdag har deltaget i et møde med EU-kollegaer. »Det er i hvert fald en del af diskussionerne. Men det skal i så fald besluttes, når finansministrene mødes, for de træffer de endelige beslutninger. Spørgsmålet er, om idrætsverdenen og kulturen kan defineres som en af de sektorer, der skal prioriteres i de økonomiske pakker«, siger Joy Mogensen.
Fodbold. Arbejdernes Landsbank bliver ny hovedsponsor for FC Midtjylland fra sommeren 2020 og fire år frem. Arbejdernes Landsbank er frem til årets udgang også hovedsponsor i Brøndby.
Fodbold. Inter-angriberen Romelu Lukaku trækker nu i land med en udtalelse om, at op mod 23 Inter-spillere havde symptomer på coronavirus i januar. Kilder siger ifølge BBC, at Inter er forbløffet over angriberens udmelding, som klubben ikke kan genkende, og den har taget en alvorlig snak med Lukaku.
Vægtløftning. Den skandaliserede ekspræsident for Det Internationale Vægtløftnings Forbund (IWF), Tamás Aján, er ikke sådan at slippe af med. Den tyske tv-station ARD, der tidligere i år rettede voldsomme korruptionsanklager, der har ført til interne undersøgelser mod den 81-årige Tamás Aján, skriver, at Aján i forbindelse med sin frivillige afgang fra forbundet både har fået et gyldent håndtryk af ukendt størrelse og samtidigt fået status som æresambassadør for IWF. »Det er svært at tage seriøst, og minder mest af alt om en dårlig komedie«, siger det tyske forbunds præsident Christian Baumgartner. Tamás Aján har været en ledende skikkelse i IWF i mere end 50 år.
Voldsomme anklager mod vægtløfternes ubestridte kongeBadminton. 39-årige Mathias Boe stopper karrieren efter 20 år elitespiller på topplan. Boe havde ellers planlagt, at årets Thomas Cup og et muligt OL skulle være afslutningen på karrieren, men han er mentalt træt, forklarer han i en pressemeddelelse. »Jeg har mærket, at jeg ikke har været der fuldstændig. Hverken til træning eller til kamp. Jeg har ikke haft mine tanker det rigtige sted. Mentalt er jeg simpelthen for udmattet«, siger doublespecialisten, der sammen med sin tidligere makker Carsten Mogensen blandt andet vandt All England to gange og tillige fik OL-sølv i 2012 og VM-sølv i 2013.
Olympisk. Flere forskere har sået tvivl om, hvorvidt det til 2021 udskudte OL i Tokyo overhovedet kan blive afviklet, da det er umuligt at spå om, hvordan coronasituationen vil udvikle sig. Præsidenten for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, Yoshiro Mori, siger ifølge nyhedsbureauet Kyodo News, at hvis ikke OL kan afvikles i 2021, så må det aflyses. »Også med tanke på atleterne og diverse problemstillinger med administrationen gør det teknisk vanskeligt at udsætte det med to år«, siger Mori.
Velgørenhed. Amerikanske stjerner fra golf og amerikansk fodbold går nu sammen om at rejse penge til kampen mod coronavirus ved at afvikle en velgørenhedskamp i golf. Golfprofilerne Tiger Woods og Phil Mickelson og quarterback-legenderne Tom Brady og Peyton Manning er de deltagende. Kampen skal finde sted i Florida til maj, skriver flere amerikanske medier ifølge Ritzau.
Tennis. En stor menneskeflok fra hele verden, der mødes ét sted, harmonerer skidt med en pandemi, mener stjernen Andy Murray. Han forventer derfor, at ketsjersporten skal bruge lang tid til at komme op i gear igen. »Jeg kan forestille mig, at tennis er en af de sidste sportsgrene, der vender tilbage til normaliteten«, siger han ifølge Ritzau til CNN. »Jeg ville være overrasket, hvis vi er tilbage at spille tennis i september«, siger Murray.
fortsæt med at læse




























