Boksning. Der var otte kampe på programmet, da de professionelle i Nicaragua optog aktiviteterne natten til søndag foran et sparsomt publikum i Managua. Det skriver nyhedsbureauet AP. »Her frygter vi ikke coronavirus og der er ingen karantæne. De tre døde (landets officielle antal coronadødsfald, red.) kom alle fra udlandet«, siger promotor og eksverdensmester Rosendo Alvarez og tilføjer: »Nicaragua er et fattigt land og boksere skal også have mad på bordet«. Publikum ved stævnet fik målt deres temperatur med laser, før de blev lukket ind i hallen, hvor de skulle sidde med flere meters afstand.
Fodbold. Det kniber med at træffe en beslutning i Belgien under coronakrisen om afblæsning eller ej. Søndag oplyser nyhedsbureauet Belga ifølge dpa, at beslutningen igen er udsat, efter at den var ventet mandag. Belgiens ligaforening Pro League meddelte i begyndelsen af april, at sæsonen var betragtet som afsluttet, men beslutningen, der er kontroversiel, skulle endeligt blåstemples.
Jess Thorup og hans belgiske hold må gøre sig klar til at spille videreFodbold. La Liga presser på, for at få bolden til at rulle igen i Spanien. Men det kan de godt glemme ifølge landets sundhedsminister Salvador Illa. »Det vil være hensynsløst at sige nu, at professionel fodbold kan være tilbage før sommer«, lyder det fra Salvador Illa ifølge nyhedsbureauet dpa. La Liga har udtrykt ambitioner om, at der enten kan spilles igen fra 28.-29. maj, fra 6.-7. juni eller fra 28.-29. juni.
Amerikansk fodbold. Den 23-årige dansker Steven Nielsen har natten til søndag skrevet under på en kontrakt med NFL-holdet Jacksonville Jaguars. »Jeg var mega glad, da jeg fik opringningen fra Jaguars, og det tror jeg da også, de kunne høre i den anden ende af opkaldet«, siger Steven Nielsen til TV2 Sport. Steven Nielsen, der er såkaldt offensive line, tog til USA som 18-årig. Han er 2,03 meter høj og vejer 130 kilo.
Basketball. NBA-spillere bosiddende i områder, hvor lokale myndigheder ikke har udstukket coronakarantæner og opererer med få restriktioner, kan fra fredag igen benytte NBA-klubbernes træningsanlæg. Det skriver AP. En spiller må dog kun træne individuelt.
Fodbold. Mens Manchester Uniteds daglige leder og vicedirektør Ed Woodward lørdag meldte ud, at det under coronapandemien er utopi at forvente store investeringer i spillertruppen i det kommende transfervindue, så lyder der helt andre toner fra Tyskland. »Vi vil forstærke os med et europæisk toptalent og endvidere hente en international stjerne til München«, siger Bayern Münchens sportsdirektør Hasan Salihamidzic til avisen Welt am Sonntag.
Håndbold. Silkeborg-Voel fra kvindernes bedste række har skrevet kontrakt med bagspilleren Eira Aune og målvogteren Eli Marie Raasok, der begge er 23 år og kommer fra Oppsal i den norske Eliteserie.
Fodbold. Everton-spilleren Moise Kean har holdt fest, mens Storbritannien befinder sig i corona-lockdown. Flere engelske medier har ifølge Ritzau set billeder fra en privat gruppe på det sociale medie Snapchat, der viser den 20-årige italiener feste i selskab med gæster i sin lejlighed. Det er et brud på retningslinjerne om social distance. » Everton FC er rystet over at høre om en hændelse, hvor en førsteholdsspiller ignorerede myndighedernes retningslinjer og klubbens politik i forbindelse med coronaviruskrisen. Klubben har kraftigt udtrykt sin skuffelse over for spilleren og gjort det klart, at sådanne handlinger er fuldstændig uacceptable«, meddeler Everton ifølge The Guardian.
Cykling. Danske Emma Norsgaards hold Bigla-Katusha er lukningstruet, da de to hovedsponsorer har stoppet deres tilskud. Holdledelsen beder sponsorerne om at genoverveje beslutningen. »At se et så kendt og succesrigt hold med 200 podieplaceringer siden 2015 i denne vanskelige situation er meget skuffende, ikke kun for holdet, men også for dets partnere, tilhængere og cykelfans generelt«, lyder det fra Bigla-Katushas ledelse.
Fodbold. Græske Olympiakos klarede for fem år siden frisag i en sag om matchfixing, men sagen rapporteres ifølge Ritzau nu genåbnet. Da Det Græske Fodboldforbund (EPO) første gang undersøgte sagen, involverede den 15 personer fra storklubben og modstanderen Atromitos, som de havde besejret 2-1 på vej mod mesterskabet. Olympiakos’ ejer Evangelos Marinakis, der også ejer engelske Nottingham Forest, er blandt de mistænkte i sagen.
Fodbold. Spillerne i engelske Arsenal får adgang til klubbens træningsfaciliteter og baner fra begyndelsen af den kommende uge. Det oplyser en talsmand fra klubben ifølge Ritzau til AFP.
Fodbold. Chelsea er blandt de bedste betalende arbejdsgivere i Premier League og klubbens spillere får efter forhandlinger med bestyrelsen og ejer Roman Abramovich i modsætning til mange andre spillere i Premier League lov til at fastholde hele deres løn under coronakrisen. »I stedet har bestyrelsen instrueret holdet i at fokusere deres indsats på at støtte andre velgørende formål i højere grad«, skriver klubben.
fortsæt med at læse




























