Da projektørerne på Ibrox Stadium blev slukket omkring midnat torsdag 12. marts efter Glasgow Rangers’ nederlag til Bayer Leverkusen i Europa League, gik lyset definitivt ud for europæisk fodbold på topplan.
»Endelig«, konkluderede kritikere, der fandt det uforsvarligt, at fodboldverdenens beslutningstagere nølede og endda i nogle tilfælde stadig havde tilladt tilskuere på tribunerne, mens hele nationer blev lukket ned på grund af risikoen for spredning af coronasmitte.
Så meget desto større undren sine steder grænsende til bestyrelse vakte det, at verdens bedste badmintonspillere dag efter dag derefter fortsatte med at spille mod hinanden for øjnene af tusindvis af tilskuere i Utilita Arena i Birmingham. Således var det under mildt sagt ekstraordinær opmærksomhed og usædvanlige omstændigheder, at Viktor Axelsen fik opfyldt en drengedrøm med en af karrierens største triumfer, da han den søndag for snart to måneder siden vandt finalen i herresingle i den traditionsrige All England-turnering.
»Det var enormt specielt at fortsætte med at spille, for jeg kunne jo læse, hvordan det blev mere og mere alvorligt derhjemme med en masse retningslinjer, samtidig med at hele verden nærmest lukkede ned. Jeg fulgte med i Boris Johnsons pressemøder, mens vi var i Birmingham, og hver gang spurgte jeg mig selv: Okay, mon vi overhovedet skal spille badminton i morgen, og bliver det med eller uden tilskuere?«, husker Viktor Axelsen og konstaterede dengang, at hverken det internationale badmintonforbund (BWF) eller myndighederne fandt grund til at stoppe turneringen eller indføre andre foranstaltninger.
