Følg strømmen af nyheder fra ind- og udland.

MMA-stævne gennemføres trods positiv coronatest, Koeman er raskmeldt og Vuelta holder sig i Spanien

Lyt til artiklen

Cykling. Årets Vuelta a España, som efter den reviderede løbskalender skal køres fra 20. oktober til 8. november, bliver nu afviklet udelukkende på spansk grund. Oprindelig skulle Vueltaen være startet i Holland 14. august, men den plan er længst droppet, så ruten udgår fra Baskerlandet, ligesom løbet er blevet tre etaper kortere. To af de resterende 18 skulle have ført rytterne ind i Portugal, men af frygt for følgerne af coronakrisen er det besluttet, at 15. og 16. etape lægges om, så de holder sig inden for Spaniens grænser.

Fodbold. Når den tyske Bundesliga genstarter 16. maj, må spillerne deres glæde over scoringer ved at juble med kortvarig albue- eller fodkontakt. Det fremgår af et dokument, som Bild er kommet i besiddelse af. På udskiftningsbænkene skal alle bære ansigtsmasker, og der må kun sidde personer på hvert andet sæde. »Cheftræneren må fjerne masken for at råbe instruktioner, så længe han holder sig mindst halvanden meter fra alle andre«, skriver den tyske avis.

MMA. Selv om den brasilianske MMA-fighter Ronald Souza og to af hans hjælpere er testet positive for coronavirus vil lørdagens UFC-stævne i Jacksonville, Florida blive gennemført. »UFC’s medicinske hold undersøgte Souza og to medlemmer fra hans stab og konstaterede, at de ikke havde symptomer på Covid-19. Alle tre mænd har forladt værtshotellet og vil isolere sig selv et andet sted«, oplyser arrangørerne af stævnet, der nu tæller 11 kampe. UFC-stævnet er et af tre planlagte i den kommende tid, hvor der afvikles yderligere stævner 13. og 16. maj i Jacksonville.

Fodbold. Under en cykeltur i sidste uge fik Ronald Koeman pludselig brystsmerter, og få timer efter gennemgik den 57-årige hollandske landstræner et kirurgisk indgreb i hjertet. Nu er Ronald Koeman meldt rask igen. »Det var noget af en forskrækkelse i sidste weekend. For mig selv selvfølgelig, men især for min familie og mine venner. Heldigvis var lægerne hurtige til at reagere, hvilket jeg er dybt taknemmelig for«, skriver Ronald Koeman på Instagram.

Tennis. Antallet af grandslamtitler er afgørende, og derfor er Roger Federer er den bedste tennisspiller gennem tiderne. Det mener i hvert fald Ivan Lendl, der selv vandt 8 af de største titler. I et interviews med australske Channel Nine påpeger Lendl dog, at både 32-årige Novak Djokovic med 17 og 33-årige Rafael Nadal med 19 har muligheden for at indhente overhale 38-årige Federers 20 titler, så regnskabet kan først gøres op, når de tre har indstillet deres karrierer.

Fodbold. Det amerikanske kvindelandshold vil ikke acceptere domsafgørelsen i en distriktsret om, at spillerne var underbetalte i forhold til deres mandlige kolleger, og har derfor appelleret kendelsen. »Ligeløn betyder at betale kvindelige spillere det samme for at vinde en kamp som mandlige spillere«, siger Molly Levinson, talskvinde for verdensmetrene, der kræver 66 millioner dollar (ca. 450 mio. kr.) i erstatning under loven om ligeløn.

Basketball. Enken til den afdøde basketball-legende Kobe Bryant sagsøger politimyndighederne i Los Angeles Amt. Vanessa Bryant kræver erstatning for, at otte politibetjente tog billeder af stedet, hvor Kobe Bryant styrtede ned i en helikopter og døde sammen med parrets 13-årige datter og syv andre personer. Ifølge Vanessa Bryant har det givet en følelsesmæssig smerte at vide, at betjentene tog billeder med deres telefoner af de døde personer og delte dem. De eneste, der må tage billeder af et ulykkessted, er efterforskere fra det nationale råd for transportsikkerhed (NTSB) og retsmedicinere. Sherif i LA Amt Alex Villanueva erkendte i marts, at betjentene havde taget billeder. Det amerikanske underholdningsmedie TMZ skrev efterfølgende, at en lokal bartender havde indberettet en klage, om at en betjent havde vist billeder af ulykkesstedet til andre personer på en bar. (Ritzau)

Allan Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her