Fodbold. Da Færøerne som første land indledte sæsonen efter coronakrisen, var det uden tilskuere på tribunerne, men i den kommende weekend vil der atter være tilskuere til kampene i den bedste række på Færøerne. Lagmand Bárður á Steig Nielsen har tilladt tilskuere til sportsarrangementer på øerne, hvor der ikke er registreret et eneste coronarelateret dødsfald, og der ikke længere er registreret smittede.
Fodbold. Divisionsforeningen har sat dato på de danske pokalsemifinaler og genstarten af 1. division. 30.-31. maj er der atter fodbold i den næstbedste danske række, og 10. juni afvikles pokalsemifinalerne AaB-AGF og Sønderjyske-AC Horsens. Pokalfinalen spilles 1. juli.
Fodbold. Når Bundesligaen genstarter på lørdag, må hvert hold i løbet af kampene indskifte fem spillere. Den mulighed gav Det Internationale Fodboldforbund og The International Football Association Board mulighed for i sidste uge, og den agter det tyske fodboldforbund altså at gøre brug af.
Skak. Verdensmesteren Magnus Carlsen har lanceret en online-turnering, hvor 12 af verdens bedste spillere skal dyste om en million dollar (ca. 7 mio. kr.). Den 29-årige nordmand præsenterede planerne på et pressemøde i dag. »Intet tyder på, at der vil blive spillet turneringer ved skakbrættet lige foreløbig. Dette vil fylde et tomrum for spillere samt gamle og nye skakfans rundt om i verden«, siger Magnus Carlsen om turneringen, der skal afvikles som lynskak. De øvrige deltagere i turneringen er Hikaru Nakamura, Ding Liren, Alireza Firouzja, Wesley So, Aleksandr Grisjts, Sergej Karjakin, Levon Aronian, Wei Yi, Daniil Dubov, Jan-Krzysztof Duda og Yu Yangyi.
Fodbold. Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, er kommet ud af regnskabsårets første kvartal med et minus på knap 73 millioner kroner. Det er dog ikke manglende præstationer på grønsværen, der har ført til det blodrøde resultat, men derimod nedskrivning på ca. 38 millioner kroner på selskabets ejendomme. De vurderes ikke længere at have samme værdi som tidligere, fremgår det af koncernens foreløbige regnskab til og med 31. marts. Forventninger til årsresultatet er fortsat suspenderet grundet coronapandemien.
Fodbold. Hvis alt går efter planen ved genåbningen af Superligaen, afvikles denne sæsons sidste kamp (et playoffopgør om en plads i Europa League-kvalifikationen) 29. juli. Fire uger senere har Divisionsforeningen planer om at starte 2020/2021-sæsonen. »Jeg kan bekræfte, at vi i Divisionsforeningen gerne vil i gang i august, meget gerne 23. august, men ellers 30. august«, siger turneringschef Peter Ebbesen til bold.dk.
Med en sæsonstart, der ligger 5-6 uger senere end sædvanligt, vil vinterpausen blive forkortet til 4-5 uger, vurderer turneringschefen. »Vi kommer ikke udenom, at vi skal spille fodbold langt ind i december og måske endda over julen og så starte igen i slutningen af januar«, siger Peter Ebbesen.
Cykling. Dette års udgave af Tour of Britain er blevet aflyst. Det meddeler arrangørerne ifølge Ritzau. Etapeløbet skulle være afviklet 5.-12. september, men starter i stedet 6. september næste år.
Fodbold. Tyrkiske Besiktas oplyser, at otte personer i klubben er testet positive for coronavirus, skriver Ritzau. Det er uvist, om der er spillere blandt de smittede. Onsdag annoncerede Erzurumspor fra den næstbedste række, at en test havde givet 11 positive prøver.
Fodbold. Topholdet i 1. division, Vejle Boldklub, har som den første klub fået testet en spiller coronapositiv. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse. »Vi har i forbindelse med vores opsatte protokoller desværre erfaret, at en spiller er testet positiv for Covid-19. Vi kan samtidig også konstatere, at protokollerne virker, og vi har afholdt spilleren fra at møde ind med resten af truppen«, siger Vejle-direktør Henrik Tønder og tilføjer: »Sygdommen er taget i opløbet. Vejle Boldklub tager tre spillere ud af truppen for at blive testet. De tre spillere har krydset spor med den positivt testede spiller i søndags, og derfor skal de pågældende spillere testes og vender først retur til træning, når svaret på testen foreligger. Den testede Vejle-spiller har det godt og mærker ingen symptomer«. Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen fortalte tidligere i denne uge til Politiken, at sæsonen - i hvert fald i Superligaen - som udgangspunkt vil fortsætte, selv hvis spillere bliver syge. Hvornår 1. division genoptages er uklart.
I Tyskland er et helt hold i karantæne: Men i Superligaen triller bolden videre, selv hvis spillere bliver sygeFodbold. Dansk Boldspil-Unions (DBU) populære fodboldskoler, der hver sommer samler tusinder af børn, vil også i år blive afviklet, men det vil ske under de særlige corona-regler. »Børnenes sundhed og sikkerhed er det allervigtigste«, siger DBU-direktør Jakob Jensen.
Håndbold. Kasper Søndergaard bliver i Skjern. Ekslandsholdsspilleren, der for nylig annoncerede sit karrierestop, glider i den kommende sæson over i en rolle som assistenttræner for cheftræner Claus Hansen i Skjern Håndbold.
Fodbold. Superligaklubben AC Horsens vil pifte lægterne op med papfigurer, når der igen er kamp på Casa Arena. Det koster 275 kroner, at få sit ansigt trykt på en papfigur. »De første fanfigurer er allerede klar på sæderne. Når sæsonen er slut, vil der være mulighed for at hente sin egen fanfigur«, fortæller AC Horsens’ direktør, Kristian Nielsen.
Motorsport. Daniel Ricciardo afløser Carlos Sainz jr. på McLarens formel 1-hold i 2021, skriver det britiske team i en pressemeddelelse. Australieren, der for øjeblikket er hos Renault, har skrevet under på en flerårig kontrakt. Hos McLaren bliver han kollega til Lando Norris. Carlos Sainz’ fremtid er fra 2021 hos Ferrari. Italienerne bekræftede torsdag middag, at Sainz skal afløse tyske Sebastian Vettel i den ikoniske røde racer.
Golf. Op i mod 25 af verdens bedste spillere skal i to ugers karantæne i USA, hvis de vil deltage, når den amerikanske PGA Tour genåbner 11. juni med turneringen Charles Schwab Challenge i Fort Worth i Texas. »Vi arbejder med regeringen om at facilitere en tilbagevenden for spillere og caddier, der i øjeblikket bor uden for USA, når de vender tilbage«, siger Andy Levinson, der er viceformand for PGA Tourens turneringsadministration, ifølge Ritzau.
Boksning. De pensionerede stjerner Mike Tyson (53 år) og Evander Holyfield (57) pønser sandsynligvis på et comeback til ringen. Den britiske promotor Eddie Hearn mener ikke, at det er forsvarligt at genstarte en karriere i en så fremskreden alder. Det er pengene, der trækker i de to gamle kamphaner, som i 1997 leverede en artig skandale, da Tyson bed et lille stykke af Holyfields øre af og blev diskvalificeret i kampen om WBA’s sværvægtsbælte. »Tyson tænker ikke på at komme tilbage for at gøre noget godt for sit eftermæle. Han tænker på, hvor meget han kan få ud af det. Ganske enkelt. Svaret er mange penge«, siger Eddie Hearn ifølge Ritzau. Tyson var senest i ringen i 2005, mens Holyfield indstillede karrieren i 2011 efter at have besejret Brian Nielsen på teknisk knockout i Koncerthuset i København.
Ishockey. NHL-kommissær Gary Bettman forsikrer af sæsonen i verdens bedste liga vil blive spillet og afsluttet. » Det skal være fair, og vi skal bevare integriteten. Hvis vi skal tage sommeren i brug i en slags modificeret løsning, så gør vi det«, siger han ifølge Ritzau til avisen San Jose Mercury News.
Fodbold. Den tyske legende Franz Beckenbauer, som man ellers ikke har hørt meget til de senere år, hvor han har været involveret i Fifa-skandalen, forventer, at de tomme tribuner i resten af bundesligasæsonen kan være med til at skabe nye stjerner. Det manglende tryk fra tilskuerpladserne kan betyde, at nogle spillere pludselig vil blomstre op og spille på et højere niveau, vurderer han. »Det her er chancen for de spillere, der er verdensmestre på træningsbanen. Jeg har set mange spillere, der strålede til træning, men som var nervøse, når de om lørdagen skulle spille foran et fyldt stadion«, siger Franz Beckenbauer til avisen Bild. Bundesligaen genoptages på lørdag.
Badminton. Sæsonen for de danske ligaklubber undgår at blive afsluttet ved skrivebordet. Badminton Danmark har fået grønt lys til at afslutte den bedste række med et Final 4-stævne i Brøndby Hallen 19. og 20. juni. Finalestævnet bliver dog uden tilskuere. Greve og Solrød mødes i den ene semifinale, mens Vendsyssel og Højbjerg mødes i den anden. Klubberne kan endvidere benytte sig af deres udenlandske spillere. »De udenlandske spillere har et anerkendelsesværdigt indrejseformål i Danmark, når de rejser ind for at opfylde en kontraktlig forpligtelse - i dette tilfælde at spille en eller flere ligakampe for deres klub«, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, til Ritzau.
Fodbold. Den engelske landsholdsspiller og Tottenham-profil Dele Alli er blevet udsat for et groft hjemmerøveri. Det rapporterer britiske medier ifølge Ritzau. Alli blev natten til onsdag truet med en kniv, og gerningsmændene slap afsted med værdier for hundredtusinder af pund. »To mænd fik adgang til ejendommen og stjal smykker, herunder ure, før de flygtede«, lyder det fra Metropolian Police i en erklæring. Politiet har ikke foretaget nogen anholdelser i forbindelse med sagen og er fortsat i gang med undersøgelser.
Fodbold. Mens Premier League-klubberne tripper for at komme i gang, går det mindre hurtigt for klubberne i de lavere engelske divisioner, skriver Ritzau. Her kommer klubberne tidligst til at træne fra 25. maj. Om sæsonen bliver genoptaget er usikkert. Klubberne i de lavere rækker er i høj grad afhængige af billetindtægter, og det gør genoptagelsen af sæsonen tvivlsom, da der ikke må være tilskuere på stadion. Det kan ligefrem vise sig at være en underskudsforretning at genoptage sæsonen.
fortsæt med at læse




























