Fodbold. Efter Belgiens nationale sikkerhedsråd i sidste forbød professionel fodbold i landet frem til 31. juli, har det belgiske fodboldforbund suspenderet resten af sæsonen og kåret Club Brugge til mester. Mesterskabet er Club Brugges 17. og giver klubben direkte kvalifikation til næste sæsons gruppespil i Champions League. Pro League manglede at afvikle én runde af grundspillet og hele slutspillet. Gent med Jess Thorup som træner bliver nummer to, og Waasland-Beveren rykker som eneste hold ud af den bedste række.
Fodbold. Et flertal i den tyske befolkning er imod, at Bundesligaen lørdag genstarter efter mere end to måneders pause på grund af coronakrisen. I en meningsmåling foretaget af tv-stationen ARD svarer 56 procent af de adspurgte, at det er forkert at fortsætte den bedste tyske fodboldrække, der starter for tomme tribuner. 31 procent svarer, at det er ’rigtigt’ at genstarte ligaen. 12 procent svarer, at de ikke er interesserede i fodbold, mens 1 procent ikke svarer på spørgsmålet. I meningsmålingen bliver de adspurgte blot bedt om at tage stilling til et enkelt spørgsmål, nemlig om det er rigtigt eller forkert at genstarte fodbolden i den tyske liga, hvor Bayern München indtager toppen, og Paderborn indtager bunden.
Håndbold. I en alder af 30 år har svenskeren Kim Ekdahl du Rietz for anden gang indstillet sin karriere. Efter at være stroppet i 2017 gjorde bagspilleren comeback i 2018, hvor han blev klubkammerat med Mikkel Hansen i Paris SG, men nu vil svenskeren hellige sig sine globale studier.
Tennis. ATP har forlænget coronapausen i mændenes professionelle turneringer med 18 dage, så der først vil blive spillet igen fra 1. august. Det betyder aflysninger af otte turneringer juli i Hamburg, Båstad, Newport, Los Cabos, Gstaad, Umag, Atlanta og Kitzbühel.
Fodbold. Otte danske 2. divisionsklubber har sendt et åbent brev til Divisionsforeningen, hvor de opfordrer til, at den siden 8. marts afbrudte sæson helt bliver annulleret. Klubberne foreslår, at der findes tre oprykkere, der skal afløse de tre nedrykkere fra 1. division, men at nedrykningen fra 2. division sløjfes. Brevet, der er lagt op på Brønshøjs hjemmeside, er desuden underskrevet af Ringkøbing, Slagelse, Vanløse, FA2000, Helsingør, FC Sydvest og Holbæk.
Bundesligaen, 26. runde
- 16. maj: Dortmund-Schalke 04, Leipzig-Freiburg, Hoffenheim-Hertha Berlin, Fortuna Düsseldorf-Paderborn, Augsburg-Wolfsburg, Eintracht Frankfurt-Mönchengladbach
- 17. maj: FC Köln-Mainz 05, Union Berlin-Bayern München
- 18. maj: Werder Bremen-Bayer Leverkusen
NFL. To spillere er blevet sigtet for væbnet røveri ved en fest. Det oplyser politiet i delstaten Florida ifølge ligaens officielle hjemmeside, NFL.com. Cornerback for NFL-holdet New York Giants DeAndre Baker og cornerback for Seattle Seahawks Quinton Dunbar er blevet sigtet i en sag om et røveri 13. maj i Florida. DeAndre Baker er derudover sigtet for grov legemsbeskadigelse. Ifølge politiet har de to spillere bevæbnet med rifler stjålet 12.400 dollar, svarende til lidt over 85.000 kroner, og fire ure til en værdi af 61.100 dollar, svarende til lidt over 421.000 kroner. Ligaen meddeler, at den er bekendt med sagen, men har ingen kommentarer.
Atletik. Udøvere med kurs mod OL i Tokyo næste år skal kunne fremvise en ren dopinghistorie, hvis de gerne vil have del i hjælpepakken, der skal hjælpe atleter igennem coronakrisen. Det skriver Det Internationale Atletikforbund (World Athletics) i en pressemeddelelse fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters. »Det er blevet tydeligt, at ressourcerne skal rettes mod atleter, der med sandsynlighed vil deltage ved OL i Tokyo næste år, og som har svært ved at betale for basale nødvendigheder, fordi de ikke har en indkomst under coronakrisen«, siger præsidenten for IAAF, Sebastian Coe.
Fodbold. Den bedste række i Rusland starter igen 21. juni efter en længere coronapause. Det oplyser Ruslands Fodboldforbund fredag.
Motorsport. Formel 1-grandprixet på den belgiske Spa-bane kan gennemføres efter planen 30. august. Belgiens regering har forbudt offentlige sammenkomster til og med august på grund af coronakrisen, men der er givet en kompensation, der betyder, at grandprixet kan afholdes. Det skriver motorsportsmediet Autosport.
Speedway. Vojens Speedway Center bliver ikke arrangør af den første af fire afdelinger af Speedway Euro Championship. Det fremgår af en pressemeddelelse. Arrangementet stod til at blive afholdt 20. juni. Senere på året er speedwaybanen i Vojens vært for det danske grandprix i VM-serien. Det foregår 12. september.
Fodbold. I spansk fodbold arbejdes der på at genstarte sæsonen i juni, efter La Liga har været suspenderet siden 10. marts på grund af coronapandemien. Den argentinske superstjerne Lionel Messi er dog ikke videre bekymret for at få coronavirus, når han stiller op for FC Barcelona igen. »Der er jo smittefare overalt. Så længe du går uden for en dør, er der en smittefare, så jeg synes ikke, man skal tænke så meget over det. Ellers kan man jo ikke tage nogen steder hen«, siger Lionel Messi til avisen Mundo Deportivo.
Så længe du går uden for en dør, er der en smittefare, så jeg synes ikke, man skal tænke så meget over det
Fodbold. Mens flere ligaer i Europa er i gang med at planlægge en genåbning efter coronapausen, så er det anderledes i Sverige. Her venter fodbolden fortsat på at få grønt lys fra sundhedsmyndighederne til at gå i gang. Fredag lyder meldingen til svensk fodbold, at Folkhälsomyndigheten tidligst i begyndelsen af juni vil komme med en ændring i sine restriktioner. Dermed må fodbolden fortsat vente.
Fodbold. Den tyrkiske storklub Galatasaray stopper træningen i seks dage, efter at en medarbejder i klubben er testet positiv for coronavirus. Det meddeler Galatasaray fredag på Twitter. Den tyrkiske liga starter igen 12. juni efter en længere coronapause, der begyndte 19. marts. I denne uge har to andre Istanbul-klubber, Besiktas og Kasimpasa, berettet om coronasmittede i deres organisation. Det samme har Erzurumspor fra den næstbedste række.
Badminton. Det kan ende som lidt af en fuser, når landets fire bedste klubber skal kæmpe om det danske holdmesterskab. To ud af de fire hold, der skal deltage i næste måneds Final 4-stævne, overvejer at melde afbud. Det drejer sig om Vendsyssel og Greve. Torsdag fortalte Vendsyssels formand, Jan Jensen, til Nordjyske, at det er 99,9 procent sikkert, at holdet ikke stiller op til stævnet. Problemerne består bl.a. i, at klubbens spillere befinder sig flere steder i Europa, og det kan være problematisk at få dem til Danmark og ud af landet igen under coronapandemien. I Greve har formand Helle Holm de samme bekymringer. Til TV2 Sport fortæller formanden, at hun har sendt et brev til Badminton Danmark med fem punkter, hun ønsker svar på. Hun ønsker blandt andet, at der lægges en plan for, at både de danske og udenlandske spillere testes for coronavirus.
Fodbold. Augsburg må undvære cheftræner Heiko Herrlich, når den tyske klub lørdag tager hul på Bundesligaen mod Wolfsburg efter to måneders coronapause. Forud for genstarten skal spillere og ledere ifølge en protokol for Bundesligaen gå i en uges karantæne. 48-årige Herrlich brød karantænen, da han forlod et hotel, hvor Augsburg-holdet har været indlogeret. Cheftræneren skulle på gaden for at købe tandpasta og hudcreme. »Jeg begik en fejl ved at forlade hotellet. Selv om jeg har fulgt alle hygiejneregler, så kan jeg ikke gøre det om«, siger Heiko Herrlich til klubbens hjemmeside.
»Jeg beklager min uvidenhed«: Ejer af dansk klub får usædvanlig hård strafTennis. Novak Djokovic tror fuldt og fast på, at han kan blive den spiller med flest grand slam-titler og længst tid som verdens nr. 1. Det siger den 32-årige serber og 17-dobbelte grand slam-vinder i et tv-interview, ’In Depth with Graham Bensinger’. I kapløbet mellem de såkaldte ’Big Three’ om at have flest af sportens fineste trofæer ligger Djokovic to titler bag spanske Rafael Nadal og tre bag Roger Federer, som fører med 20 titler. »Jeg tror altid meget på mig selv. Jeg tror på, at jeg vinder flest slams, og jeg tror på, at jeg kan slå rekorden for flest uger som nummer ét. Det er mine helt klare mål«, siger Novak Djokovic, der tidligere har sagt, at kan forestille sig at spille, indtil han bliver 40 år.
Fodbold. Førerholdet LASK Linz er kommet i modvind forud for genstarten af den bedste østrigske række. En video af holdets træning viser, at LASK med stor sandsynlighed ikke har efterlevet de protokoller, der skal sørge for en sikker genoptagelse af ligaen efter en længere coronapause. Siden 20. april har det været tilladt at træne i mindre grupper af op til seks spillere, men en video af en af holdets træninger indikerer, at der er blevet trænet med flere spillere. Ligaen har nu igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge, hvad der er sket.
Triatlon. VM i Ironman 2020 og VM i Ironman 70.3 – Halv Ironman – bliver udskudt til næste år som følge af den igangværende coronaviruspandemi. Det skriver arrangørerne bag i en pressemeddelelse sent torsdag aften. Mens VM i Ironman rykkes til 6. februar 2021, er der endnu ikke fastlagt en ny dato for VM i Ironman 70.3, der afholdes i New Zealand. VM i Ironman skal som vanligt afholdes i Kailua-Kona i Hawaii.
Fodbold. Celta Vigo forbereder sig til genstarten af den bedste spanske række, La Liga, uden danske Pione Sisto. Cheftræner Óscar Garcia fortæller, at den 25-årige dansker ikke træner med holdkammeraterne. Han kommer dog ikke ind på årsagen til Sistos fravær i den fælles træning. »Han er en spiller, som jeg gerne vil have med til træning i lighed med de andre, men det kan ikke være sådan«, siger Celta Vigo-træneren ifølge avisen La Voz de Galicia. Avisen beskriver Pione Sisto som ’ugens hovedperson’, efter at han ikke har deltaget i træningen med sine 29 holdkammerater.
Fodbold. Marseille og dens sportsdirektør, Andoni Zubizarreta, går hver til sit. På sin hjemmeside skriver klubben, at parterne er blevet enige om, at deres veje skal skilles. Den spanske landsholdslegende blev ansat i oktober 2016. Fra 2010 til 2015 bestred han en lignende rolle i FC Barcelona. Marseille sluttede på andenpladsen i den forkortede sæson i Ligue 1, den bedste franske række.
Fodbold. Bundesligaen starter igen i weekenden, og holdene er godt i gang med forberedelserne. RB Leipzig-træner Julian Nagelsmann gør sig blandt andet klar til ikke at kunne være lige så højlydt som normalt, når hans hold i den kommende tid skal spille kampe på tomme – og dermed meget stille – stadioner. »Jeg må tale med mig selv og prøve at opføre mig socialt acceptabelt i det tekniske felt«, siger Nagelsmann, der er kendt for sine udbrud på sidelinjen, ifølge Ritzau.
fortsæt med at læse




























