Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden i ind- og udland.

Hvordan kan der være en baneløber, når der er tilskuerforbud?

En Messi-fan var på spil på Mallorca.  Foto: Jaime Reina/Ritzau Scanpix
En Messi-fan var på spil på Mallorca. Foto: Jaime Reina/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fodbold. Da Martin Braithwaite og Barcelona sejrede på Mallorca foregik det uden tilskuere på lægterne, men ikke desto mindre var der en baneløber på spil. Personen var iført en argentinsk landsholdstrøje med nummer 10 og Messi på ryggen. Han blev hurtigt ført væk af officials på stadion og overgivet til ordensmagten. Til spanske medier har baneløberen forklaret, at han ville have et billede af ham og Lionel Messi. Det fik han, så vidt vides, ikke. I stedet kræver La Liga, at de spanske myndigheder retsforfølger ham for brud på en række coronarestriktioner. Baneløberen, der havde forceret et hegn og nærmest uhindret kunne bevæge sig ned på banen på San Moix, er en alvorlig streg i regningen for de spanske klubber i forhold til igen at kunne spille kampe med tilskuere. »Jeg har planlagt dette, lige siden jeg blev klar over, at kampen blev afviklet. Jeg ville møde Messi og have et foto med ham, fordi han er mit idol«, sagde han efterfølgende til radiostationen Cadena Cope.

Fodbold. Med et hattrick på 21 minutter i den sidste kamp i grundspillet tog Christian Gytkjær er stort skridt mod topscorerværdigheden i den polske liga. Gytkjær scorede alle målene, da Lech Poznan på udenbane vandt 3-0 over Korona Kielce og er dermed på 20 i denne sæson, hvilket er 6 flere end spanieren Jorge Felix fra Piast Gliwice. Gytkjær omsatte to flade indlæg og et straffespark fra 48. til 69. minut til sit tredje hattrick for Lech Poznan, men det første i to år. Gytkjær har scoret 51 mål i 96 ligakampe og i alt 61 mål i 112 kampe for klubben.

Fodbold. Martin Braithwaite scorede lørdag sit første mål for Barcelona, da han på Lionel Messis hovedstødsoplæg scorede til 2-0 mod Mallorca. For danskeren var det endnu en lille milepæl i nogle vilde måneder med klubskifte, coronanedlukning og genstart på sæsonen. »Fantastisk følelse. Suveræn sejr. Første mål. Det er kun begyndelsen«, skriver angriberen på Twitter. »Jeg har ventet på det så lang tid, så det er fantastisk at score mit første mål...Vi fik en god start og fik tanket selvtillid. Det har vi brug for, for at kunne opnå det, vi gerne vil«, siger Braithwaite i et klip på Barcelonas twitterkonto. Barcelona vandt kampen på Mallorca 4-0 og udbyggede føringen i La Liga. Real Madrids forfølgere er 5 point efter og spiller søndag aften hjemme mod Eibar.

Fodbold. Inters-træner Antonio Conte er godt tilfreds med sit danske indkøb, Christian Eriksen. Midtbanestrategens scoring direkte på hjørnespark lørdag i pokalkampen mod Napoli har næppe rokket på Contes første indtryk. »Jeg er rigtig godt tilfreds med Eriksen. Han integrerer sig, og man kan se resultaterne af disse ugers arbejde. Jeg er glad for, at Eriksen ser ud til at være mere tilpas, og at vi har arbejdet med ham fysisk og taktisk, hvilket man kunne se«, siger Conte efter 1-1-kampen, som sendte Napoli i pokalfinalen mod Juventus.

Fodbold. Da belgieren Dries Mertens udlignede til 1-1 for Napoli i pokalsemifinalen mod Inter, sikrede han ikke alene den syditalienske klub en plads i finalen. Han skrev også klubhistorie. Målet var den 33-åriges 122. for Napoli, hvor han nu er rekordholder foran Marek Hamsik (121 mål) og Diego Maradona (115).

Fodbold. Tre mål på under ti minutter i slutninmgen af 2. halvleg sikrede Viborg FF en 4-1-sejr i 1. division på udebane mod Hvidovre. Med 44 point på kontoen har Viborg dog 7 point op til topholdet Vejle.

Overblik: Fodboldresultater og stillinger fra ind- og udland

Fodbold. Så ruller bolden også i Sverige, hvor holdene i den bedste række, Allsvenskan, grundet coronapandemien har haft en ekstraordinær lang sæsonoptakt. Mestrene fra Djurgården åbnede deres titelforvar med at vinde 2-0 i Uppsala mod Sirius. 14 danske spillere har Allsvenskan som arbejdsplads, og første dansker i action på den anden side af Øresund var den tidligere Brøndby-spiller Frederik Holst. Han fik 90 minutter på midtbanen for Elfsborg og kunne rejse fra Göteborg med en 1-0-sejr i bagagen.

Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepæl


Fodbold.
Pernille Harder scorede lørdag sit 25. ligamål i denne sæson, da hun med Wolfsburg hentede en 3-0-sejr på udebane i Essen. Wolfsburg er nu blot en sejr fra at vinde det tyske mesterskab for fjerde sæson i træk - og med Harder som suveræn ligatopscorer. Woefsburg er 8 point foran Bayern München og der er 9 point tilbage at spille om.

Fodbold. Den amerikanske præsident Donald Trump kan være færdig med at se fodbold – og muligvis også football fra NFL-ligaen. I to tweets knyttet til artikler fra amerikanske medier om det amerikanske fodboldforbunds ophævelse af knælingsforbuddet meddeler præsidenten:

»Jeg kommer ikke til at se så meget mere« og »Og det ser ud til at NFL følger trop…«.

Fodbold. Da Bayern München lørdag aften besejrede Borussia Mönchengladbach 2-1 og dermed spillede sig særdeles tæt på det tyske mesterskab, var der en sidegevinst til forfølgerne fra Borussia Dortmund. Bayern-sejren betyder nemlig, at Dortmund er sikker på deltagelse i næste sæsons Champions League. Leipzig, Borussia Mönchengladbach og Leverkusen bejler til de tre sidste tyske pladser i mesterligaen. I Bundesligaens kælder hentede Augsburg søndag en 1-0-sejr på udebane mod Mainz og vil med gevinsten formentlig klare frisag i nedrykningskampen.

Cykling. Trods sine 35 år regner Jakob Fuglsang med, at han har endnu mindst tre sæsoner på højeste niveau i sig. Astana-rytteren siger til B.T., at han vil kunne køre til og med 2023-sæsonen, og i den kontekst kommer coronapausen ham måske til gavn. »Jeg håber ikke, at denne her sæson er spildt, og jeg håber heller ikke, at sæsonen gør min karriere en god sæson kortere, hvis man kan sige det sådan. Det må helst ikke blive en ulempe«, siger Jakob Fuglsang, der har Giro d’Italia som sæsonens store mål.

Fodbold. Allerede i juli vil der måske igen være tilskuere til kampe i Italien. Det siger præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund (FIGC), Gabriele Gravina, ifølge Ritzau. »Jeg håber, at de (fans, red.) meget hurtigt kan vende tilbage. Jeg håber, det vil være i begyndelsen juli - den første uge af juli eller senest i midten af juli«, siger Gabriele Gravina.

Fodbold. Få dage før sæsonen i Premier League genstartes har en unavngiven spiller fra Norwich afgivet en positiv coronatest. Klubben skriver ifølge Ritzau på sin hjemmeside, at spilleren nu skal i selvisolation i syv dage og teste negativt, før vedkommende igen kan vende tilbage til træning. Yderligere en spiller fra Premier League testedes positiv ved den seneste massetest i Premier League, hvor der i alt nu er foretaget 8.687 coronatest. 16 har været positive.

Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her