De fleste forældre vil deres barn det allerbedste. Og nogle forældre føler, at det er at hjælpe deres barn med at forfølge drømmen om at blive professionel sportsudøver.
Når det så faktisk viser sig muligt, forvandler nogle forældre sig til en træner. Det har mentaltræner Carsten Oldengaard set masser af eksempler på: forældre, hvis samtaler med deres børn forvandler sig til at handle om, hvordan der skal trænes fysisk, teknisk, taktisk, og hvor vigtigt det er at vinde og få gode resultater. De havner i en »selvbestaltet trænerrolle«, som de bør undgå, mener han.


























