Hvis Bjerringbro-Silkeborg på søndag bliver mændenes pokalvindere i håndbold, kan de knap nå en guldøl, før de bliver jaget ud i en bus, der skal køre dem til Hamburg. Herfra skal de flyve til Wien og videre til Moskva, hvor de to døgn senere skal spille om kvalifikation til gruppespillet i European League mod CSKA Moskva.
»Hvis vi bliver pokalmestre, kommer turen til Moskva nok til at føles lidt kortere«, siger en grinende Bjerringbro-Silkeborg-træner Peter Bredsdorff-Larsen, men smilet på læben kommer altså først, efter at han har brugt vendinger som »håbløst« og »det giver ingen mening« om det kampprogram, som BSH sammen med GOG og TTH Holstebro bliver udsat for i den kommende uge.




























