Direkte sport i tv
Tirsdag 22. september
DR2
18.15 Fodbold: Malta-Danmark (k)
TV 2 Sport
19.50 Håndbold: Kbh.-Aarhus U. (k)
TV3+
21.00 Fodbold: Slavia Prag-FCM
TV3 Sport
19.00 Fodbold: Leyton O.-Tottenham
21.00 Fodbold: M. Tel Aviv-RB Salzburg
TV3 Max
21.00 Fodbold: Ch. League-kvalifikation
6’eren
20.30 Fodbold: Luton-Manchester U.
Eurosport 1
15.30/20.00 Billard: Snooker
Eurosport 2
10.05 Tennis: French Open, kvalifikation
TV 2 Sport X
12.30 Tennis: Hamburg E. Open (m)
03.00 Basketball: Denver-LA Lakers
Fodbold. Var der ugler i mosen, da Barcelona-angriberen Luis Suárez i sidste uge var i Italien for at tage en italiensk sprog- og kulturtest, der var sidste forhindring, før han kunne få et italiensk pas? Noget tyder på det. I hvert fald forlyder det nu fra avisen La Republica, at finanspolitiet Guardia di Finanza og anklagemyndigheden i Perugia, hvor Suárez var til eksamen, har indledt en undersøgelse af forløbet. La Republica skriver således, at Luis Suárez fik hjælp til at svare korrekt på spørgsmål i testen, hvorfor to ledere i den pågældende institution nu er under efterforskning. 33-årige Luis Suárez, der har italienske forfædre, har fået løbepas af sin klub Barcelona og foretrækker et skifte til en italiensk klub. Et skifte, der vil blive gjort meget lettere, hvis han har et italiensk pas og dermed ikke belaster den kvote af ikke EU-spillere, som klubberne må erhverve per sæson.
Tennis. Den 20-årige canadier Bianca Andreescu, der i 2019 vandt US Open, har indstillet aktiviteterne for denne sæson efter at have være plaget af flere skader.
Fodbold. West Bromwich Albion-manager Slaven Bilic kan imødese en ekstrastraf efter det røde kort, han fik efter at have brokket over en udvisning til en af sine spillere i lørdagens 5-2-nederlag mod Everton. Det engelske fodboldforbund har bedt om kroatens version af sagen, inden den tager stilling til en sanktion.
Håndbold. Jakob Vestergaard har fået forlænget sin kontrakt som træner for Viborgs kvinder til sommeren 2024.
Fodbold. AS Roma benyttede Amadou Diawara uden at have ham rigtigt registreret i sæsonens første Serie A-kamp, der endte 0-0 mod Verona. AS Roma er derfor dømt som taber med 3-0.
Fodbold. Yussuf Poulsen får en tidligere Superligaspiller som medspiller i RB Leipzig, der har skrevet en 5-årig kontrakt med Alexander Sørloth. Den 24-årige nordmand scorede 10 mål i 19 kampe for FC Midtjylland i efteråret 2015, inden han blev solgt til Crystal Palace, der siden udlejede ham til Gent og Trabzonspor.
Cykling. I en sæson, hvor der er vendt op og ned på stort set alt, var det også højst usædvanligt, at der skulle dystes om det belgiske mesterskab to dage efter afslutningen på Tour de France og med VM ventede på søndag. Adskillige af Tour-deltagerne var til start, men det var den 29-årige Dries De Bondt (Alpecin-Fenix), der susede først over stregen og således kunne følge efter holdkammeraten Tim Merlier på tronen. De Bondt slap fri fra en mindre gruppe kort før mål og nåede til vejs ende 11 sekunder foran de to Deceuninck-Quick Step-holdkammerater Iljo Keisse og Pieter Serry.
Tennis. Simon Halep var foran 6-0, 2-1, da den tydeligt hæmmede tjekkiske modstander, Karolina Pliskova, måtte trække sig fra finalen i Italien Open. Halep sikrede sig karrierens 22. titel, mens Pliskova må i behandling for at blive klar til French Open.
Fodbold. Ligacup-kampen mellem Leyton Orient og Tottenham bliver ikke spillet i aften som planlagt, fordi flere Leyton-spillere er smittet med coronavirus. »De involverede parter drøfter nu, hvad konsekvenserne af dette bliver«, står der i en pressemeddelelse på begge klubbers hjemmesider.
Golf. Afstanden mellem de tre bedste kvindelige danske spillere er endnu en gang skrumpet. På den seneste verdensrangliste, der i sidste ende afgør de to OL-pladser, er Nanna Koerstz Madsen nr. 69, Nicole Broch Larsen nr. 85 og Emily Pedersen nr. 111, der er en fremgang på 4 pladser.
Tennis. Clara Tauson skal i aktion i French Open-kvalifikationen onsdag formiddag på bane 5 på Roland Garros-anlægget i Paris, hvor modstanderen er rumæneren Gabriela Talaba. Den 25-årige Talaba er nummer 241 på verdensranglisten, hvor den 17-årige dansker er rykket frem til plads 187. Clara Tauson skal vinde tre kampe, for at komme med i French Opens hovedturnering. Den bedst placerede på ranglisten i Tausons kvalifikationsspor er nummer 128.
Håndbold. Landsholdsmålmand Niklas Landin er ukampdygtigt de kommende 4-6 uger. Det skriver Flensborg Avis. THW Kiel-målmanden gennemgik mandag en meniskoperation. Holder prognosen om en kamppause på op til 6 uger stik, vil Landin være tvivlsom deltager i de kommende EM-kvalifikationskampe mod Schweiz og Finland 4. og 7. november.
Fodbold. Når Brøndby på søndag får besøg af AC Horsens i Superligaen må der maksimalt befinde sig 500 personer på stadion. Klubben forventer, at det officielle tilskuerantal dermed ikke kan overstige 225. Tre fangrupper opfordrer nu klubben til, at de billetter til kampen, der var tiltænkt sæsonkortholdere, i stedet bliver givet til partnere. Derved kan man holde et fanafsnit lukket og reducere omkostninger i en tid med meget få indtægter. »Vi har stor forståelse for deres (fangrupperne, red.) beslutning. Vi har lyttet til deres ønske om at tildele de godt og vel 150 billetter til vores partnere. Derfor vil vi nu række ud til vores partnere og finde en løsning med de nu i alt ca. 225 billetter, der vil være til rådighed til kampen på søndag«, siger adm. direktør Ole Palmå.
Fodbold. Inter har skrevet en toårig kontrakt med chileneren Arturo Vidal, der skifter fra Barcelona.
Cykling. Anklagemyndigheden i den franske by Marseille har igangsat en undersøgelse om mulig doping på holdet Arkea-Samsic, som blandt andre Nairo Quintana kørte for, i dette års Tour de France. Det oplyser anklager Dominique Laurens ifølge Ritzau til det franske nyhedsbureau AFP. Der er angiveligt tale om en undersøgelse af tre ryttere og et par hjælpere. De to hjælpere havnede mandag i politiets varetægt, efter at de i forbindelse med en ransagning var blevet fundet »mange sundhedsprodukter, herunder medicinske lægemidler, men også og frem for alt en metode, der kan anses som doping«.
Arkea-Samsics holdchef, Emmanuel Hubert, bekræfter på holdets hjemmeside, at ransagningen fandt sted i onsdags i Meribel, hvor der var mål efter en hård bjergetape, men afviser, at det er selve holdet, der er under mistanke. »Ransagningen omfattede et begrænset antal ryttere samt deres hjælpere, der ikke er ansat af holdet«, fortæller han. Ifølge avisen L’Equipe var ransagningen målrettet stjernen Nairo Quintanas værelse samt hans bror Dayer Quintana og Winner Anacona.
Fodbold. Det var planen, at der fra 1. oktober igen så småt kunne tillades tilskuere til kampe i England, men en opblussen i coronasmitten har ifølge BBC fået den britiske regering til at udskyde planerne på ubestemt tid.
Ishockey. Hæderen som den mest værdifulde spiller, den såkaldte MVP, i nordamerikanske NHL er som regel forbeholdt spillere fra Canada, Rusland, Sverige og USA. Nu kan en tysker også skrive sig ind på listen over stjernenavne. Det er den 24-årige Leon Draisaitl fra Edmonton Oilers, der er blevet hædret med prisen i afstemningen foretaget af en stribe fagjournalister. Leon Draisaitl, der er søn af den tjekkiskfødte tidligere tyske landsholdsspiller Peter Draisaitl, scorede 43 mål og leverede 67 assist i grundspillet. NHL-sæsonen er fremme ved finaleserien, hvor Tampa Bay i nat slog Dallas 3-2 og dermed udlignede til 1-1 i kampe. Draisaitl og Edmonton røg ud i første runde af slutspillet.
Fodbold. Kun er gang i de seneste 12 sæsoner har AaB vundet en medalje i Superligaen. Det var i 2014, da klubben vandt titlen, og europæisk deltagelse har der heller ikke været noget af siden. Men nu iværksætter nordjyderne en ambitiøs plan, der skal skaffe 50 millioner kroner ved en aktieemission i de kommende uger – en manøvre, der skal munde ud i, at klubben igen spiller med om medaljerne i Superligaen og derved også opnår europæisk deltagelse. Der er givet forhåndstilsagn på tegninger for lidt over 20 millioner kroner, der hurtigt kan få ben at gå på. »Vi ønsker at fortsætte oprustningen af vores Superligatrup, ligesom udvikling af egne talenter altid vil være en nøglefaktor i AaB’s strategi. Derfor vil vi i de kommende år intensivere og strukturere talentudviklingen yderligere«, siger AaB-bestyrelsesformand Torben Fristrup.
Motorsport. Michael Christensen er efter en beslutning fra Porsche blevet trukket ud af dette års 24 timers løb på Nürburgring Nordschleife. Løbet skulle afvikles i den kommende weekend, men Porsche teamet har siden Le Mans løbet i weekenden konstateret, at tre personer fra teamet er smittet med COVID-19. Derfor har Porsche taget beslutningen om, at trække alle Porsche fabrikskørere og personel, der har arbejdet på Le Mans. Michael Christensen er ikke testet positiv for COVID-19, men er en af ni berørte Porsche fabrikskørere, der trækkes fra weekendens 24 timers løb, hvor 102 biler skulle være stillet til start. De tre positive COVID-19 tests blev konstateret efter søndagens rutinetjek på Le Mans.
Fodbold. Premier League-klubbens Chelseas russiske ejer Roman Abramovich har bevæget sig på kanten af det tilladte i forbindelse med investeringer i spillere. Det skriver BBC. Ifølge lækkede dokumenter kaldet FinCen files har Abramovich ejet andele i spillere, som ikke var på kontrakt i Chelsea. En af de spillere er peruaneren Andre Carillo, som Chelsea har stået over for i to kampe i Champions League i 2014. Ejerskabet skete gennem selskabet Leiston Holdings med base på De Britiske Jomfruøer. Tredjepartsejerskab er, når investorer køber en andel af en spillers fremtidige transferværdi. Det sker typisk i klubber, der er presset økonomisk og har brug for penge her og nu. Det er en praksis, der blev forbudt i Premier League i 2008 og internationalt i 2015. En talskvinde for Abramovich afviser, at der er foregået noget ulovligt.
Fodbold. 38-årige Zlatan Ibrahimovic scorede begge mål, da AC Milan indledt sæsonen med en 2-0-sejr hjemme over Bologna. Og da han efter kampen skulle sætte ord på egen indsats, holdt han sig heller ikke tilbage. »Hvis jeg havde været 20 år yngre, havde jeg scoret to mål mere. Jeg er ligesom Benjamin Button - født gammel, men jeg dør ung«, jokede svenskeren ifølge Ritzau med henvisning til filmkarakteren, der ældes baglæns. Bologna skiftede Andreas Skov Olsen, mens Simon Kjær spillede 70 minutter i Milans forsvar.
Fodbold. I den engelske Premier League sæsondebuterede Manchester Citys vicemestre med en sikker 3-1-sejr på udebane i Wolverhampton. City første 2-0 ved pausen, mens Wolves fik reduceret med et lille kvarter tilbage, inden Gabriel Jesus øgede til resultatet.




























