0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

United er den store vinder på en CL-aften med Messi-rekord og Barca-mål af to 17-årige

Få et overblik over nyhederne fra den store sportsverden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Foto: Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Manchester United var den helt store vinder på sæsonens første Champions League-aften med en 2-1-sejr ude over sidste sæsons semifinalister Paris SG. Bruno Fernandes scorede i andet forsøg, efter Keylor Navas havde bevæget sig for tidligt, på et straffespark, og efter et selvmål af Martial blev Marcus Rashford matchvinder med et solomål efter 87 minutter.

Lionel Messi var tilbage i en hovedrolle, da FC Barcelona med to 17-årige målscorere vandt 5-1 over Ferencvaros. Fra den ene sidelinje indledte Messi et raid ved at af afdrible tre modstandere, inden en fjerde begik et straffespark, som argentineren selv omsatte til 1-0-målet, der betyder, at han som den eneste har scoret i 16 CL-sæsoner i træk. Ansu Fati til 2-0 og indskiftede Pedri til 4-1 scorede teenagemålene, efter Gerard Pique var blevet udvist for at begå straffesparket, der førte til 3-1-reduceringen. Martin Braithwaite så hele kampen fra reservebænken, ligesom Andreas Christensen, da Chelsea og Sevilla spillede 0-0.

Thomas Delaney optrådte i forsvarskæden, da Borussia Dortmund i Rom tabte 3-1 til Lazio. Dermed blev Yussuf Poulsen aftenens eneste danske vinder, da RB Leipzig på to mål af den spanske wingback Angelino vandt 2-0 over Istanbul Basaksehir.

Fodbold. Alvaro Morata blev sæsonens første målscorer i Champions Leauge, hvor der skulle spilles 46 minutter inden Juventus i udekampen mod Dinamo Kijev kom foran 1-0. Spanieren udnyttede en retur fra Dinamo-målmanden Giorgyi Bushchan efter en afslutning fra Dejan Kulusevski. Morata øgede på et hovedstød til 2-0, der blev kampens resultat. Dinamo Kijev havde Mikkel Duelund på bænken i hele kampen.

I den anden tidlige kamp vandt Club Brugge 2-1 ude over Zenit St. Petersborg på et mål i overtiden af Charles De Ketelaere. Club Brugge kom foran ved Emmanuel Bonaventure efter et klumpspil, inden en afslutning fra Dejan Lovren ramte stolpen og gik i mål via den amerikanske Zenit-målmand Ethan Horvath.

Basketball. Bakken Bears var foran efter det første quarter, men den første kamp i Champions League endte med den forventede hjemmesejr til spanske Iberostar Tenerife på 98-73.

Sejlsport. Sejlerlandsholdets årlige træningssamling i uge 42 har smittet syv personer med coronavirus, deriblandt verdensmesteren Anne-Marie Rindom, der netop er vendt hjem fra Polen med en EM-sølvmedaljer. Yderligere fire sejlere og to trænere er testet positive, oplyser Dansk Sejlunions direktør, Christian Lerche, til TV2 Sport. De 50 personer, der deltog i træningssamlingen, er gået i selvisolation. Anne-Marie Rindom er i bedring efter nogle hårde dage med covid-19. »Det er blevet lidt bedre i løbet af de sidste par dage, men jeg har haft høj feber, ondt i hovedet og i hele kroppen«, siger Anne-Marie Rindom til TV2 Sport.

Fodbold. En coronatest af AGF’s Superligatrup har resulteret i en positiv test af den 21-årige målmand Kasper T. Kristensen. »Den positive test betyder, at ’TK’ - der er frisk og symptomfri - sættes i karantæne derhjemme og dermed også trækkes ud af træningen på Fredensvang«, skriver AGF på klubbens hjemmeside. Hele truppen vil blive testet igen på fredag.

Fodbold. Yderligere 8 spillere i den hollandske klub AZ Alkmaar er smittet med coronavirus, så i alt 13 spillere er testet positive.

Jewel Samad/Ritzau Scanpix
Foto: Jewel Samad/Ritzau Scanpix

Kun en østtysker og en tjekkoslovak i 1980'erne har tilbagelagt 400 meter hurtigerre end Salwa Eid Naser.

Atletik. Verdensmesteren i 400-meterløb for kvinder, Salwa Eid Naser, er blevet renset i en sag, hvor hun var beskyldt for at have forbrudt sig mod de såkaldte whereaboutsregler og dermed mod antidopingreglerne. Det meddeler Atletiksportens Integritetsenhed (AIU) i en 15 sider lang afgørelse. Det er en teknikalitet omkring registrering af datoer, der gør, at AIU har set sig nødsaget til at ophæve suspenderingen. 22-årige Salwa Eid Naser stammer fra Nigeria, men stiller op for Bahrain. Hun blev i 2019 verdensmester ved at løbe den tredjehurtigste tid i historien og den hurtigste siden 1985. Ved samme VM-stævne blev amerikaneren Christian Coleman verdensmester på 100 meter for mænd – kort tid efter, han snoede sig ud af en sag, der til forveksling ligner Salwa Eid Nasers.

Fodbold. Barcelona indleder Champions League med en hjemmekamp i aften mod outsiderne fra Ferencvaros. Forud for kampen mod ungarerne kommer Barcelona-træneren Ronald Koeman med en mindre opsang til Lionel Messi, der blot har scoret en enkelt gang i denne sæson. »Jeg kan ikke brokke mig over, at han ikke prøver, men lige nu kunne hans præstationer godt være bedre. På daglig basis kan man se, at han er glad og tilfreds, vil spille og være holdets anfører«, siger Koeman ifølge BBC.

Ronald Koeman kom til Barcelona midt i den store Messi-krise, hvor kaptajnen krævede et skifte væk fra klubben, og hvor Koeman indledte sin regeringsperiode med at fyre Messis gode ven Luis Suárez.

Svømning. Emilie Beckmann bidrog med 14,5 point, da Iron blev nummer to efter London Roar i anden afdeling af ISL-serien i Budapest. I sin eneste individuelle start blev Beckmann nummer 2 i 100 meter butterfly i 57,35 sek., der lidt mere end et sekund fra hendes personlige rekord på kortbane-EM i 2017, og 0,9 sekunder efter vinderen Marie Wattel. Emilie Beckmann svømmede desuden tre holdkapper, 54,56 og 54,42 sek. i 100 m fri og 56,83 sek. i 100 m butterfly.

Volleyball. Eric Adler, som er tidligere formand for Dansk Volleyball Forbund, er valgt til vicepræsident samt kasserer for Det Europæiske Volleyballforbund, CEV. Aleksandar Boricic er præsident i CEV og valgte selv Eric Adler til posten, skriver Ritzau.

Annonce

Fodbold. Den tidligere franske landsholdsmålmand Bruno Martini er død. Han blev 58 år. Det skriver L’Equipe. 12. oktober blev Bruno Martini indlagt på hospitalet efter et hjertestop, men trods en uges tid på intensivafdelingen stod hans liv ikke til at redde. Ved EM i 1992 var Bruno Martini målmand for det franske landshold, der tabte 2-1 til Danmark.

Cykling. Giro d’Italia er ramt af corona. Den Internationale Cykelunion, UCI, oplyser, at en unavngiven rytter fra UAE samt et medlem af staben hos AG2R har afleveret positive coronaprøver og skal isoleres.

Fodbold. Manchester United må i aften klare sig uden anføreren Harry Maguire i udekampen i Champions League mod Paris SG. Stopperen er skadet. Bruno Fernandes vil tage rollen som anfører i stedet for Maguire i kampen mod PSG. » Det havde jeg ikke forventet. At være anfører for United er en stor bedrift. Men alle skal være ledere. Det handler ikke om mig, det handler om holdet«, siger Fernandes.

Fodbold. Bayern München-angriberen Thomas Müller blev efter VM i 2018 fyret fra det tyske landshold. Nu opfordrer den tidligere landsholdsanfører Bastian Schweinsteiger den tyske landstræner, Joachim Löw, til at udtage Müller igen. De to tidligere Tyskland- og Bayern München-spillere Didi Hamann og Lothar Matthäus, har tidligere sagt det same. »Hvis jeg var landstræner, så ville både Müller og (Jerome, red.) Boateng være på landsholdet«, siger 36-årige Schweinsteiger til det fodboldmagasinet Kicker. Thomas Müller har spillet 100 landskampe og scoret 38 mål.

Fodbold. Mandagens to kampe i den engelske Premier League bød på blot en enkelt scoring. Efter at West Bromwich på hjemmebane havde spillet 0-0 mod Burnley i sæsonens første målløse opgør, besejrede Wolves oprykkerne fra Leeds på udebane med 1-0. Raul Jimenez blev matchvinder midt i 2. halvleg.

Fodbold. De ca. 11 millioner kroner Randers FC tjente på salget af Emil Riis, har det godt på bankbogen her i coronatiden. »Vi lever i en verden med mange uvisheder, så det er ikke penge, der bare bliver brugt. Vi har en struktur og strategi, som vi følger. Det gør vi også, selv om vi har fået nogle kroner ind for Emil Riis«, siger sportsdirektøren Søren Pedersen til Ritzau.

Læs mere:

Læs mere